02 september 2015

Nogle Bemærkninger ved Helsingørs Kirkegaard

Siden den såkaldte ny kirkegård ved Helsingør er blevet anlagt og benyttet mestendels til enhver afsjælet, har byens kirkegård stedse henligget i mere og mere forfalden tilstand med hensyn til det hegn og fred samme burde nyde. For omtrent 16 til 20 år siden begyndte man allerede at være ligeglade med at værne om nys begravede pårørendes hvilesteder. Man lod det ene stykke stakit efter det andet falde om, uden nogensinde at rejse noget nyt i dets sted. Rygtet sagde en tid at byens kirkegård skulle frasælges kirkerne og udparcelleres til de omkring samme boende hus- og gårdejere, hvilket dog endnu ikke er sket. 

For 14 til 12, ja måske kun 10 år siden begravedes endnu på Skt. Olai Kirkegård agtværdige borgere eller disses hustruer som henlagdes der så at sige på alfarvej i deres grave skønt man ofte i rørende taler af stedets provst hørte de ord: Fred med dit støv! Vel indså taleren at kirkegården manglede det som skulle værne om de afsjæledes levninger og disses gravhøje i det mindste så længe som den kristne i almindelighed forundes ro i graven, nemlig 20 år. Han nærede vist også det ønske at se nævnte kirkegård forskønnet ved en god orden og lig andre købstadskirkegårde forsynet med stakit overalt. Men måske vovede han ikke at nedlægge påstand, end ikke engang tilkendegive sin mening herom for de ansvarlige med hvem han ikke heller altid stod i bedste forståelse. På Urtegården nær, (som for øvrigt ligger mådelig nok) har nævnte kirkegård intet mere tilbage af sine stakitter. Hist og her ses gravstene og monumenter. Men vist ikke til glæde for de familier som bekostede dem. Ikke heller til pryd for pladsen, hvor de findes. Men meget mere til græmmelse for hvert tænkende væsen.

Mange endnu levende mænd og fædre med sine opvoksende børn skuer også med vemod hen til den afsjælede hustrus og moders gravhøj, hvoraf der ikke er mindste spor tilbage, skønt han vel flere gange har ladet samme opklappe og derved hensætte et eller andet mærke. Mange sønner stirrer mismodig omkring på kirkegården efter en kær faders eller moders grav, som i hans fraværelse (måske kun 12 til 14 år tilbage) er blevet aldeles nedtrådt og nu ikke mere er at finde. Børnegrave vil man ikke tænke på eller tale om, disse er straks aldeles forsvundet.

Skt. Olai Kirkegård er det hvorom her tales. Den ligger til et skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og øste side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

At Skt. Marie Kirkegård også trænger til at renses og forbedres, vover vel ingen at modsige, da der langs Akt. Annegade mellem husenes bagside og klosteret eller før latinskole til hen igennem den hvælvede port inklusive ser ud som der var offentlige lokummer for de laveste folkeklasser. Sammesteds findes endnu nogle ligsten som levninger af den forladte kirkegård liggende hist og her til smådrengenes frie disposition. Urtegården ved sidstnævnte kirke giver intet efter for den anden omtalte i henseende til uorden og brøstfældigheed.

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

(Politivennen nr. 212. Løverdagen den 22de Januar 1820, s. 3385-3390)