03 september 2015

Om Lygter i Maaneskin

Såvel nytårsaften, nytårsdagsaften som flere aftener i denne frostrige vinter har vi haft det prægtigste måneskin, hvorved det har været så lyst at man har kunnet se at tage en toskilling op fra gaden, og dog har gadelygterne i den tid været tændt. Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se. Og man har da måttet famle om i mørke og tåge. Anmelderen ved godt at det er og altid har været fastsat en tid i hvilken lygterne skulle brænde, at forbruget af tran osv. er beregnet derefter, og at det ville have sine vanskeligheder med belysningen hvis denne blev overladt til vedkommendes skøn. Men da han mener at en indretning ikke altid er god fordi den er gammel, og at man endog med belysningen må skride frem med oplysningen, vover han at tro det hensigtsmæssigt om lygterne slet ikke tændtes i virkeligt måneskin, men derimod tændtes når det var mørkt eller tåget, skønt almanakken til samme tid spåede måneskin. 

"Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se, og man har da måttet famle om i mørke og tåge. " (Mur i lygtens skær, Eckersberg).
 
Den mængde tran som ellers i førstnævnte tilfælde forbrændes unyttigt, kunne så spares til den tid hvor belysning var nødvendig og da bruges hensigtsmæssigt. Vil man nu indvende at der efter vort fugtige og ustadige klima ville forbruges mere tran osv. når lygterne altid skulle brænde når det var mørkt, så kan dertil kun svares at for at opnå hensigten bør man bruge midlerne, og at økonomien især når man var sikker på at intet unyttigt bliver spildt, vel ikke mere bør komme i betragtning her end ved andre lejligheder. I vintre hvor vi har meget frost og sne, koster renovationen jo mere end i vintre som fx den mellem 1818 og 1819, men dog må det nedfaldende sne som forhindrer færdslen, bortkøres.

Skulle man mene at en ubestemt belysning ville give vedkommende anledning eller lejlighed til underslæb med tran osv., da kunne sådant gøres umuligt ved at ansætte en mand der skulle holde kontrol med det hele efter den fra enhver vægter indgivne rapport om hvilke aftener og hvor mange timer hver aften lygterne på hans post efter ordre havde været tændt.

"Når den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu" (Tranlygte fra Politivennens tid, Nationalmuseet).

Fremdeles kunne det måske indvendes at nu er vægterne i forvejen underrettede om til hvilken tid de skulle tænde og slukke lygterne, hvorfor disse i almindelighed tændes temmelig ensformigt eller på en gang i alle gaderne, og at dette vel ikke ville kunne finde sted ved den ubestemte belysning. Men hertil svares at enten kunne sådant befales vægterne, som møder hver aften på paraden 1 til 2 timer før posten skal tiltrædes, eller også kunne antændelsen i ustadigt vejr tilkendegives ved et signal fra et af tårnene. Når da den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu.

Dog, det var blot anmelderen hensigt at gøre de ansvarlige opmærksom på om der muligvis kunne bespares noget for det offentlige. Findes hans ide rigtig og udførlig, så vil de ansvarlige vist vide at anvende de bedste midler i denne henseende.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3441-3444)