10 oktober 2015

Engang maa det dog hjelpe

Ligesom det er kendt at kun få embedsmænd har så store indtægter i forhold til deres arbejde som nogle af de i aviserne så ofte karakteriserede kirkebetjente, således er det også kendt at disse ikke sjældent møder folk med uhøfligheder. Disse er så meget mere krænkende som de i almindelighed sker på et sted hvor man allermindst venter dem og allermindst er forberedt på at svare disse subjekter, hvis opførsel man ikke første, anden eller tredje gang har klaget over i dette blad. Men det lader til at det kun har båret lidt frugt. Er der noget sted hvor man kan kræve fred og at blive behandlet blidt er det uden tvivl i kirken (til hvilken vi alle har lige rettighed og bør mødes med lige forekommenhed, hvad enten det er den rundhåndede rige eller den pengeløse fattige). Men netop i kirken tager de omtalte kirkebetjente sig ofte mere frihed end deres kald berettiger dem til. Dog er det ikke dem alle, der findes undtagelser og disse linjer er ikke skrevet til dem.

Således bekendtgøres virkelig med en slags vemod hvorledes et brudepar i Trinitatis Kirke den 22. i forrige måned før og efter vielsen blev behandlet på en meget fornærmende måde. De mødte nemlig efter klokkerens forud indstændige begæring præcis kl. halvti i kirken. Men endnu så de hverken graver eller klokker der. De ventede henimod et kvarter. Der kom ingen. Da de trætte af at stå på det kolde kirkegulv endelig så en sortklædt mand med et knippe nøgler, troede de han var kirkebetjent. Hvilket han formodentlig også var. De klagede over at de havde stået så længe og bad ham om at lukke dem ind i en stol. Men han svarede med sand graver- eller klokkeralvor "Jeg hører ikke til Deres sogn (Frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (kristelig tjenstagtighed!). Denne rigtige var formodentlig graveren. Men da han stadig ikke kom og den høflige kirkemand havde stået lidt, vendte han sig nådigt til brudeparret og åbnede en stol nede i kirken for dem med de ord "nu får jeg da vel så lukke Dem ind". 


"De bad ham at lukke dem ind i en stol, men han svarede med sand graver eller klokkergravitet "Jeg hører ikke til Deres sogn (frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (Trinitatis kirke. Eget foto).

Endelig kom den rigtige betjent og lukkede dem på anmodning (jeg siger ikke frivillig) ind i en stol højere oppe i kirken. Da brud og brudgom ville kommuniere før vielsen, blev de siddende i denne stol som de nu med grund troede var deres bestemte plads under højtideligheden. Men da kommunionen var forbi, og de atter ville vende tilbage til stolen, var denne lukket, og den antikke graver hvis pligt det nok har været at være til stede og lukke den op igen fordi han havde lukket stolen, var forsvundet. De måtte nu tage til takke med en stol nede i kirken som de heldigvis fandt åben. Her satte de sig for i stille andagt at forrette en oprigtig bøn. Men blev opvakt af en uventet stemme der spurgte: "Er de brudefolk? Må jeg da ikke bede dem om min dusør. Jeg har gjort stolen som de sidder i ren, og jeg har intet andet at leve af end dusøren". Lidt overrasket ved denne påtrængenhed bad man hende holde inde med sin fordring til vielsen var forbi: Hvilket hun også, skønt uvilligt tilstod. 

Men næppe havde brudeparret knyttet det bånd der binder dem til fælles at bære livets goder og onder, af hvilke de sidste de allerede i kirken fik den første forsmag, før den omtalte kone gentog sin fordring med fornyet påtrængenhed. Og da man herover ikke gav hende så meget, som hende ellers var tiltænkt, nægtede hun at modtage gaven og fjernede sig med hårde udtryk. Næppe havde nævnte tilbageholdende kone der på en så behagelig måde vidste at bringe de nys viede sin velmente lykønskning, fjernet sig før der kom en dreng og fordrede for sangen. Og efter ham endnu en anden dreng. Men han bad og derfor fik han sin dusør. Men til hvem skal som ubekendt, være usagt.

Enhver ville vist
med største velvilje give de omtalte fordrede dusører ved sådan lejlighed når bare de blev begæret på en måde som var mere i overensstemmelse med høflighedens regler og tillige var mere passende hvad angår tid og sted.

Men da der så ofte har været klaget over sådant i dette blad til de ansvarlige, og da der ikke synes at være kommet synderlige resultater af disse klager (af hvilke årsager er indsenderen ubekendt), så giver den velvilje som højere foresatte bestandig lægger for dagen ved at afhjælpe eller befordre ting som er værdige deres omhu og på en passende måde bliver gjort til genstand for deres opmærksomhed, så giver denne velvilje indsenderen dristighed til at spørge om følgende:

  1. Burde sådan en påtrængenhed (eller lad os kalde det ligefrem som det i grunden er: uforskammet tiggeri) finde sted i kirken?
  2. Var det ikke bedre om disse sportler blev betalt hos vedkommende når man erlægger de til kirken øvrige bestemte afgifter?
  3. Var det ikke gavnligt om der blev fastsat en vis bestemmelse i henseende til betalingen for omtalte kirkebetjente (klokkere, gravere etc) for derved at forebygge mange ubehageligheder som interessen så såre let foranlediger?

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4643-4648).

Redacteurens Anmærkning

Ordningen med de aflåste og reserverede stolerækker på Politivennens tider beskrevet i redacteurens anmærkning til dette indlæg fra 17. marts 1817. En udførlig historisk beskrivelse af Trinitatis Kirke fra Danmarks Kirker findes på internettet