11 oktober 2015

Anmodning til H. Høivelbaarne Høiærværdighed Biskop Münter, i Anledning af tvende Uskikke i vore Kirker

Man har skrevet så meget både for og imod kirketugten. Dog især for den. Så mange er endda begyndt at frygte for at man vil indføre pavedømmet i lutherske menigheder. En frygt som vist er helt utidig. For hvor skulle vel sådant få indpas i det oplyste Danmark, i vores oplyste tidsalder og under vores humane regering. Selvom der endog var de som i mørket lurede på at indføre sådant en ting ved deres hokuspokus?
 
Imidlertid gives der dog to ting som hører til kirketugten, og hvorom der uden al tvivl har været skrevet for og formodentlig flere gange. Men som det så ofte sker, har det kun været en røst i ørkenen. 

Den ene uskik mener anmelderen er de livløse klokkefår der af klokkeren, graveren, osv bæres rundt i vores kirker under gudstjenesten (hvilket endda kunne gå an), midt under prædiken. Herved forstyrres naturligvis al andagt og en stor del af prædiken går bort. Denne forstyrrelse forøges ydermere ved kobberpengenes fald i tavlerne under et langvarigt: drat, drat, skrat, skrat. 

"Klokkeren, graveren, osv indsamler midt under prædiken, hvorved naturligvis al andagt forstyrres og forøges ved kobberpengenes fald i tavlerne under et langvarigt: drat, drat, skrat, skrat" (Her er det dog ikke tavler, men indsamlingsblokke i Frelserkirke, behørigt anbragt i våbenhuset så de ikke larmer under prædiken. Eget foto, 2015).

Den anden uskik er at dørene står åbne under hele gudstjenesten så at enhver kan gå ud og ind. Kirken får derved udseende af en restauration hvor man løber ind og snart ud igen, når man har tilfredsstillet sine ønsker. Det er disse to uskikke som anmelderen tager sig den ærbødigste frihed at gøre de høje herrer opmærksom på. Og jeg er overbevist om at De med fornøjelse vil bidrage alt hvad der står i Deres magt til at afskaffe dem. 

Efter min overbevisning kunne man meget vel efterligne den reformerte menigheds eksempel i første tilfælde. I andet tilfælde burde døren vel åbnes for dem som ville ud af kirken, men ikke for nogen indtrængende efter at præsten har betrådt prædikestolen. Jeg har taget mig den frihed at henvende mig til de høje herrer, som Sjællands biskop og Danmarks øverste gejstlig, og håber at De undskylder min dristighed i betragtning af min iver for den gode sag, hvormed jeg tror at have tolket den største del af almenhedens ønske.

(Politivennen nr. 290. Løverdagen den 21de Julii 1821, s. 4663-4665).

Redacteurens Anmærkning

Kirketugt

Er sanktioner, som kirken tager i anvendelse over for medlemmer, som de mener overtræder Guds lov for menneskelivet, altså kirkens moralregler. På Politivennens tid kunne man fx blive lænket til kirken med et halsjern. En rest af den korporlige kirketugt findes den dag i dag i Afrika, indført af missionærer. I Danmark anvendes den indremissionske psykologiske Ordets kirketugt hvor man advarer folk om konsekvenserne af misbrug af fx nadveren og ekskommunikation af konfirmander. 

Kirketugt i Danmark på Politivennens tid: Gabestok til anbringelse af folk som gentagne gange udeblev fra gudstjenesten og altergang, Thy. Ofte måtte "synderen" betale for at slippe fri igen. I København var gabestok gået af brug. Men fra en artikel fra 1801 i Politivennen ved vi at en gabestok fandtes ved Frederiksberg Kirke, omend ikke brugt i et årti.  (Nationalmuseet. Eget foto, 2015). 


Biskop Münter

Skribenten skriver til Sjællands biskop og Danmarks øverste gejstlig, Friederich Münter (1761-1830), biskop over Sjælland 1808-1830. Ifølge Wikipedia skal han have været en rationalistisk indstillet biskop. Et eksempel på hvad Münter beskæftigede sig med er Skrifter som udi det Kiøbenhavnske Selskab af Laerdoms og Videnskabers Philosofiske og historiske afhandlinger, 1824 (s. 407-432) "Formodninger om bemærkelsen af det hebraiske ord kesita; i anledning af en ældgammel phönicisk sölvmynt" og "Om en nylig blandt ruiner af Karthago opdaget punisk gravskrift"

Støj i kirkerne som gør at kirkegængere ikke kan høre gudstjenesten, dukker op med jævne mellemrum, fx i artiklen "Ønske ved Garnisons Kirke." Politivennen nr. 1127, lørdag den 5. august 1837. Side 483-486). Skramlen med indsamlingstavler blev tilsyneladende aldrig løst, se fx "Tavlebærere under Prædiken." Politivennen nr. 1307, lørdag den 16. januar 1841. side 44-46.