24 oktober 2015

Noget om Slaven (til høiere Eftertanke)

I enhver velordnet og velindrettet stat er de genstande som bør tiltrække sig embedsmandens opmærksomhed, mere eller mindre mangfoldige. Og flerheden og vigtigheden forener sig ikke sjældent for at gøre enkeltes embeder særdeles besværlige. Hertil  regner jeg politiet i de store og folkerige stæder. Den redelige, den upartiske og ligeledes oplyste borger må absolut erkende det som en sandhed. Og som en følge heraf må han føle sig inderlig glad over at han lever i en stat og under en regering hvor folkets lykke er regentens højeste glæde, og hvor enhver undersåt med frihed og tilbørlig velanstændighed kan ytre sin mening og fremsætte sine tanker om et eller andet som han ifølge hans overbevisning holder for at kunne eller burde rettes, forandres eller forbedres.

Slaven er en meget vigtig genstand som under nuværende omstændigheder i særdeleshed tiltrækker sig tænkerens opmærksomhed. Antallet af disse samfundets forbrydere er i de senere tider vokset og tiltaget så meget at man ikke uden gysen og rædsel kan betragte disse skarer af forbrydere! Jeg siger: med gysen og rædsel! fordi jeg i dette øjeblik fornemmelig tager hensyn til moralens dalen. Til denne overhåndtagende mængde af sikkerhedens forstyrrere kan der vist nok angives mange og forskellige grunde. Men undersøgelsen herom overlader jeg til dem, der har flere kundskaber, bedre evne og en heldigere pen, og indskrænker mig blot til dette spørgsmål: Er den vedvarende og mangfoldige beskuelse af disse skabninger gavnlig eller skadelig for moralen? For at kunne besvare dette spørgsmål, skønt ufuldstændigt, må vi fjerne os noget tilbage i tiden og da spørge: Hvorledes anså mængden eller den ukultiverede hob dengang slaveriet?

Stokhusport med nedgang til cellerne helt til venstre. Slaverne levede under helt umenneskelige forhold her og i Kastelsfængslet. Kun de mest privilegerede fik lov til at komme på arbejde uden for fængslet. 

Når man da ved en hændelse så, mødte eller hørte tale om en slave, da for der en gysen og ængstelse gennem sjælen, og man skyndte sig med at bortvende øjet eller tanken fra denne sørgelige og ulykkelige genstand. Og jeg holder for at denne ængstelse ofte har opvakt hos en og anden det stille forsæt: aldrig ved slette handlinger at sætte sig blot for denne straffemåde. For landalmuen kunne der dengang næsten intet tænkes gyseligere end slaveriet. Selv dødsstraffen havde ikke nær det rædsomme hos sig, og hvorfor det? Fordi mindet om forbrydelsen tilligemed forbryderen blev udslettet ved døden af bekendtes, venners og familiens erindring, hvor de nu derimod i flere år daglig må sukke og sørge over faderens, mandens, sønnens ulykkelige skæbne under slavens tunge lænker. Hvorledes anses og bedømmes derimod slaveriet nu? Har man i almindelighed den skræk og afsky for det nu som før? Næsten skulle jeg tvivle om det, og det af grunde som jeg kort vil berøre.

Ligesom forbrydernes antal tiltager, således vokser og tiltager også antallet af slaverne. Næsten på enhver time af dagen møder man hele skarer af disse ulykkelige, nu på et nu på et andet sted, ikke blot i men også uden for staden, ikke blot ved offentlige men også ved private arbejder. Jo oftere man møder og ser en ubehagelig genstand, jo mindre indtryk forårsager den. Opmærksomheden slappes. skrækken formindskes og modbydeligheden aftager, og alle de advarsler imod lovenes overtrædelse som et sjældnere syn ville forårsage kvæles og tilintetgøres. Det er dårligt selskab som forvilder og forfører ungdommen og uskyldigheden! I slaveriet sammenpakkes og sammendynges forbrydere af alle arter, de fordeles til allehånde arbejder, deriblandt også have- og markarbejde, og blandes derved hele tiden med frie mennesker af simpel dannelse, af snævert begreb og af en naturlig letsindighed. Denne sammenblanding giver anledning til et slags bekendtskab, bekendtskabet leder til kammeratskab, dette formindsker umærkeligt rædselen for den forfatning hvori slaven befinder sig, og alt dette leder så såre let til overtrædelse af lovene. 

Det var derfor at ønske at man ville (hvis det kan lade sig gøre) indskrænke antallet på de slaver som arbejder for private, eller måske ganske afskaffe det. Jeg ved meget godt at den private mand ikke vil blive tilfreds med det, for han har slaven for et bedre køb. Men ham svarer jeg: Arbejdet blev før drevet med fri og fattige hænder, og på sådanne burde der vel også tages hensyn med tilsidesættelse af en højere fordel. 

Jeg slutter dette med at fortælle en tildragelse, som der foregik mellem min far, som for 60 år siden gik ind til det bedre, og mig. Jeg var dengang en dreng på 7 år. Min far var skolelærer i Jylland, han var en meget stor elsker af at gå på det såkaldte krybskytteri. Undertiden tog ham mig med sig. Engang var han under sine udvandringer kommet på sporet efter et rådyr, og da han nu vidste dets sædvanlige gang, satte han snarer for det, formodentlig for at undgå at skyde, hvilket kunne forråde ham. Over denne forventede fangst ytrede jeg en inderlig barnlig glæde. Dette lod ham måske befrygte at jeg ved den barnlige sladderagtighed skulle ved min hjemkomst røbe ham, og derfor sagde han til mig: Du må ikke sige det til noget menneske, for så kommer jeg på Bremerholm. På mit spørgsmål hvad det var, forklarede han det så godt han kunne efter min fatteevne. Dette gjorde et rædselsfuldt indtryk på mig, som aldrig udslettes, og måske har dette værnet om mig lige indtil denne dag. Han kunne siden den tid aldrig mere få mig ud med sig. Omtrent ½ år derefter døde han.

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4897-4903).


(Politivennen nr. 304, side 4881-4896 mangler)