22 oktober 2015

Om Fred paa Landeveiene

Blandt de mange goder man må ønske sig i det land man lever i, er unægtelig også det at man uforstyrret og ufornærmet kan passere landevejene. I  gamle dage fandt Københavns indbyggere kun sjældent anledning til klage over fornærmelser på vejen fra skoven, undtagen Sankt Hans dag på hvilken munterheden, sædvanligvis ved berusende drikke, ofte udartede til tøjlesløs kådhed. Og enhver som ikke ville udsætte sig for ubehageligheder, ilede den dag tidligere hjem end ellers. 

Nutidens overhåndtagende forlystelsessyge har gjort hver søndag i sommermånederne til en Sankt Hans dag, og den fredeligt sindede, han være til fods, til vogns eller til hest, der om aftenen holder sig for nær grøften, endog på den brede strandvej, kan prise sig lykkelig når han ikke køres hovedkuls i den. Sommeren er vel nu forbi, og man har vel for det første intet mere at befrygte i denne henseende. Men man fristes dog let til at ønske at den gamle gabestok endnu var til der kunne gøre fortræffelig nytte. Det kan ikke fejle at der jo for politiet er ført anke over fornærmelser af den anførte natur, og at vedkommende er blevet behørig straffet. Men for så vidt straffen muligvis kan have bestået i pengemulkt der af visse folk kun ænses lidt, turde det vist nok give større sikkerhed når den person, han være hyret kusk eller vognejeren selv, som for retten blev overbevist om forsætlig at have udøvet en sådan voldsom handling som at køre folk i grøften, hvad enten den således fornærmede er kommet fra det med hele lemmer eller ikke, blev offentligt nævnt som en fredsforstyrrer og frakendtes sin ret til oftere at føre tømmen. Måske kunne det også være tilstrækkeligt om sådanne politiretsdomme offentliggjordes ligesom dommene i tyverisager.

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4849-4851).