23 oktober 2015

Om Skoletugt

I anledning af forordning 29. juli 1814, dens 2. kapitel, § 39, instruks for lærere § 10 og love for børnene i almue- og borgerskolerne i København § 12 der forbyder hårde straffeinstrumenters og indskrænker legemlig strafs anvendelse i skolerne, må det være tilladt at bemærke følgende. I uendelige tider har det været skik og brug at når skolelæreren ikke med formaninger formåede at bringe disciplene til at opfylde deres pligter, så ved hjælp af et hårdt straffeinstrument at tilvejebringe det som ord ikke formåede at udvirke. 

Mange af nutidens brave og hæderværdige mænd har erfaret denne behandlingsmåde og påstår næppe at den har skadet deres fysiske, intellektuelle eller moralske dannelse. Det tilstås gerne at en eller anden skolelærer vel har misbrugt sin myndighed over de unge. Men i hvilken stilling i livet findes ikke misbrug? Misbrugen hæver ikke brugen. På disciple af den mere dannede klasse vil formaninger, advarsler og beskæmmende straffe gøre mere indtryk end når disse midler anvendes i skoler hvori de fleste elever er indsatte med tvang. Men hvorledes tør man i vore tider da der i den lavere klasse hjemme så lidt sørges for børnenes moral, smigre sig med ved ord og en galant omgang at kunne virke på børn der glemmer hvad de skylder deres forældre? Frygt for korporlig straf er nok det eneste motiv der afholder sådant et barn fra ikke at opfylde sine pligter. Men ved en discipel at han er fritaget for den førhen brugelige straf, udsættes læreren hvis stilling desuden er kummerlig nok, for drillerier, ja endog forhånelser fra disciplens side. 

I flere lærde skoler bruges nu såvidt indsenderen er bekendt, hårde strafferedskaber, og det til disciple hvis bedre dannelse både hjemme og i skolen mindre synes at fordre sådan behandling. Hvorfor bør da disciple i almue- og borgerskoler nyde en galantere behandling end dem?

(Opslag fra en katekismus over det 6. bud i det gamle testamente - du skal ikke bedrive hor).

Læreren der kender disciplen, må jo kunne skønne når en følelig straf er fornøden. Skal han nu for at kunne iværksætte denne først indhente vedkommende foresattes (skolekommissionens?) tilladelse til at give disciplen ris, kommer straffen temmelig sent efter forseelsen og virker altså ikke kraftigt nok på disciplen. Lærerens få fritimer spildes og hans iver for undervisningen kølnes. Er nu disciplen 13, 14 ja vel endog 15 år gammel, hvilket ikke sjældent er tilfældet i aftenskolerne, hvor ubehageligt må det da ikke være læreren at eksekvere straffen med ris der da den sammenbundne ende ikke må benyttes (fx til håndtag) uden tvivl skal bruges til den del af legemet for hvis blottelse enhver vistnok må have aversion. Hvorledes tør man fremdeles vente gode følger af denne straf anvendt på et barn der straks udenfor skolen tillader sig de største uordener fx kaster gadeskarn i ansigtet på sine meddisciple, tillader sig de usømmeligste udtryk, synger de uanstændigste viser, osv. Og en mængde sådanne børn bliver jo nu ved skolekommissionens ædle bestræbelser ført i skolen for om muligt at indhente det forsømte.

Hvilken nytte at anmærke at protokollen når elevens forældre hverken læser dette eller selv hvis dette også sker, ikke bekymrer sig om deres børns fremgang i skolen, men kun passer deres daglige sysler, ja endog begunstiger deres børns forsømmelighed? Overhovedet er sådanne folks børn ingenlunde hjemmevante til en så delikat omgang, som den der nu skal vises dem i skolen. De følger derfor deres egen lyst, forsømmer undervisningen, bestiller intet og driver til liden både for deres sædelighed om på gader og stræder indtil de ved tvang bliver ledsaget til skolen. I stedet for at de før straks af læreren fik en følelig revselse, skal sagen nu meldes vedkommende foresatte osv. Dette leder let til at læreren ser gennem fingre med uordener, det ikke står i hans magt at fjerne alene. 

Det nærmeste middel der endnu er levnet læreren, er at lade sådanne disciple sidde over. Men dette indskrænker hans tid for meget. Når legemlig revselse finder sted straks efter undervisningens ophør og ikke i nogen grad grænser til mishandling, kan den næppe gøre nogen af parterne uskikket til arbejde eller forstyrre undervisningens gang. Synet af revselsen vil vel lige så lidt skade den flittige og gode discipel som enhver offentlig eksekution den bedre del af folket. Megen tid og mange ubehageligheder ville derfor spares medlemmerne af skolekommissionen hvis enhver skolelærer når formaninger, hensættelse på et afsondret sted, vanærende bemærkninger i dagbøger og ordene doven eller usædelig på en sort tavle eller nedflyttelse i skolen ikke havde båret frugt, blev tilstået denne sidste ret til med håndtag eller slag på ryggen med en rotting uden forinden at indhente vedkommendes tilladelse at revse disciplenes utilbørlige forhold. Under den betingelse at de i tilfælde af bevislig overlast og mishandling i forhold til forseelsens beskaffenhed, skulle underkaste sig de i forordningen citerede § anførte bestemmelser.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870).


Et Par Ord i Anledning af det i Politievennen No. 303 Indrykkede on Skoletugten 

Når forfatteren af nævnte artikel anker over at de nyere skoleanordninger skulle indskrænke lærernes revselsesret alt for meget idet ingen legemlig revselse på skolebørnene skulle kunne anvendes, uden at lærerne først fik de ansvarlige foresattes tilladelse til det, så synes dette at trænge til en berigtigelse.

Den citerede § 39 i det 2. kapitel om skoler i købstæderne befaler vel at alle hårde straffeinstrumenter i skolerne skal afskaffes, og ingen mishandling mod børnene finder sted. Men bestemmer tillige at når et barn begår nogen fejl, og ikke frygter formaninger, må barnet straffes således som meddelt i instruktionen for skolelærerne.


Ses nu hen til nævnte instruktion da viser sammes § 37 at skolelærere såvel i købstæderne som på landet har ret til at straffe de børn der er under 10 år med et lille ris og de større med en tynd tamp uden knuder. Og at læreren kun i det tilfælde at han finder sådan straf utilstrækkelig må indhente nærmere forholdsregler fra skolekommissionen.


Heraf skønnes altså at de almindelige skoleanordninger med hvilke de speciellere i det mindste i hovedprincippet må stemme overens, langt fra ved en overdreven begrænsning af skolelærernes revselsesret at afstedkomme de ulejligheder forfatteren at denne artikel har afsløret, tværtimod berettiger skolelærerne til uden forud erhvervet samtykke fra skolekommissionen at anvende omtrent den grad af revselse som i artiklen selv er fundet tilstrækkelig.



(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906).


Atter om skoletugt

Hensigten med det i dette blads nr. 303 indførte stykke: Om skoletugt! var at vække høje vedkommendes opmærksomhed og således at få en af samme given erklæring angående en sag der unægtelig må interessere enhver almue og borgerskolelærer i København. For om købstædernes og landets skolelærere gjaldt det indsendte jo aldeles ikke (cfr. den citerede instruks for lærere og lærerinden samt love for børn af begge køn i almue- og borgerskolerne i København, foruden flere udtryk i selve afhandlinger der nok så meget viser at talen kun var om København, hvor instruksen ikke er ligelydende med den for landet. ). 

Visitation på Fanø. Formentlig er det skolelæreren som svinger violinbuen som dirigentstok (eller spanskrør?) mens biskoppen m.fl. sidder og tager notater over hvor dygtige disciplene er. 

En ubenævnt har imidlertid under overskriften: et par ord osv i bladet nr. 305 søgt at berigtige stykket Om skoletugt. Men det kan ingenlunde anses som en berigtigelse, fordi forfatteren vil anvende instruksen der kun gælder udenfor København, i hovedstaden hvor de specielle instrukser er uddelt blandt skolelærerne. For at undgå vidtløftighed var i stykket: Om skoletugt, kun citeret §§ uden at anføre sammes ordrette indhold. Men da nu forfatteren af: Et par ord osv. aldeles har misforstået indsenderen, nødes denne til her at udskrive § 10 således: .... Endnu mindre må han (læreren) tiltage sig ret til øjeblikkelig og efter eget tykke at tilføje noget barn legemlig straf enten med stød eller slag osv. I love for børnene § 12 siges: ... Men skulle disse straffemidler mod al formodning endnu ikke udvirke hos ham den tilsigtede forbedring, da tilkendes ham af læreren og vedkommende foresatte straf med et ris (dog ikke med den sammenbundne ende deraf) osv. Nævnte instruks for København giver altså ikke mindste grund til at anvende straf med en tamp der hvor endog udfordres vedkommende foresattes tilladelse til at benytte den ikke sammenbundne ende af et ris. 

I flere henseender følges heller ikke i instruksen for København og for landet de samme principper, fx love for børnene. § 12 omtaler som tilladeligt hensættelse til beskæmmelse på et afsondret sted i skolen. Derimod siger instruksen for lærerne ved købstædernes borgerskoler § 27: Lige så lidt må han indføre nogen skambænk eller skammekrog og overalt ingenlunde betjene sig af vanærende straffe der kunne kvæle barnets æresfølelse osv! Hvorledes kan man nu med forfatteren af: Et par ord osv. gøre den slutning: at bestemmelser for landet også uden udtrykkelig sanktion af høje vedkommende ligesom kan anvendes i hovedstadens skoler? Lægges nu hertil at brugen af en rotting helt er forbudt skolelærerne i København og at hans forespørgsel om hvilket redskab der da skulle substitueres, er blevet besvaret med at han må bruge et ris, ses det jo tydeligt at man her i staden ikke har adopteret bestemmelser i instruksen for landet § 27. 

Som en følge heraf kan indsenderen af disse linjer ikke være enig med forfatteren af Et par ord osv. i hvad denne sidste anfører i sidste passus af sit svar. Da derfor sagen, efter den ikke berigtigende berigtigelse der på grund af de uheldigt anførte eksempler umuligt kan være indrykket efter høje vedkommendes foranstaltning, nu er ligeså ubestemt som før, må det være indsenderen tilladt at spørge: Er det i København, som på landet tilladt at skolelærerne når legemlig revselse er fornøden, i denne hensigt betjener sig af en tamp? Besvares dette spørgsmål bejaende, (NB af rette vedkommende, for af en anonym tilladelse vil næppe nogen forsigtig mand betjene sig) ytres det ønske: at en autoriseret prøve af sådant strafferedskab måtte forevises enhver skolelærer at der kunne anskaffes en tamp helt lig prøven og herved forhindredes jo mulige klager over ulighed i redskabernes kvalitet. Dette er alt hvad forfatteren af disse linjer i denne sag har at ønske, og inderligt vil det glæde ham om der ved disse offentligt ytrede tanker måtte bidrages til at lette skolelærernes hans i sandhed tunge vandring.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924)