21 oktober 2015

Tag Hatten af for Korporalen!

For dem som ønsker at blive lukket ind af døren ved eksercerpladsen ud til Rosenborg Have bringes i erindring at de ikke må glemme at tage hatten af for den korporal der er posteret ved nævnte dør (især for den som der havde post i søndags den 16. september), hvis de ikke vil sættes i den ubehagelige forfatning at blive erindret om denne høflighed som om det er noget han kan fordre som en skyldighed.

Anmelderen blev af nævnte korporal temmelig brutalt erindret om denne ærbødighed da han i søndags på en høflig måde spurgte om man måtte gå ind på pladsen. Og da han efter sådan anmodning ikke kunne bekvemme sig til at opfylde hans fordring, blev han med en meget vigtig tone af korporalen befalet at begive sig bort.


(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4814-4815).

"For at blive lukket ind af døren ved eksercerpladsen ud til Rosenborg Have må man ikke glemme at tage hatten af for den posterede korporal" (Rosenborg ekserccerplads i dag. Mange københavnere huskede måske at området oprindeligt tilhørte dem, og var forbitrede over at militæret havde okkuperet det. Eget foto).


Høflighed koster ingen Penge. Et Par Ord i Anledning af den i Politievennen No. 299 indførte Anke, med Overskrift: "Tag Hatten af for Korporalen". 

Når hidsighed og indbildt forurettelse leder vores pen, så bliver den ofte bitter og uretfærdig. Ligeså ensidig man betragter en sag, bliver den fremstillet for publikums øjne - og dommen bliver fælder som ofte undergraver den uskyldiges ære og offentlige agtelse. Således også forfatteren til oven anførte anke. Men aldrig burde det retsindige menneske vige uden for sandhedens grænser. Aldrig frivillig fordreje en sag for at aftvinge publikum en dom, overensstemmende med hans egne ønsker.

Ædlere og rigtigere havde det under alle tilfælde været at anmelde en foregået uorden til vedkommende autoriteter, i stedet for offentlig at nedsætte en hel stand hvor i blandt unægtelig findes mange, der fortjener agtelse.


Man tillader derfor indsenderen heraf at fremstille den omtalte sag fra en anden og rigtigere synspunkt. Og villig appellerer han til alle fornuftiges dom om og hvorvidt den påankede sag kan dadles eller billiges.


Den allerende nævnte indsender anmodede ikke korporalen om indgang på en beskeden måde. Nej, med en vindbøjtels fremfusenhed og lapsens autoritet ville han gå ind uden tilladelse. Og da dette blev ham nægtet, viste han al den brutalitet en sådan herre tror ustraffet at kunne vise mod en i hans tanker så ubetydelig person som en korporal. Hvorefter denne der mente at han ikke burde tåle nogen fornærmelser i sine pligters udøvelse, anbefalede den gode herre høflighed, hvis han ikke ville udsætte sig for ubehageligheder. Offentlig vover jeg den påstand at det er en skændig usandhed at korporalen befalede ham at aftage sin hat. For skønt høflighed er meget kærkommen for den dannede militære, så kender enhver underofficer sin pligt for godt til at turde vove sådant forlangende.


Da en velklædt og agtet mand derefter på den høfligste måde anmodede om pasage og ikke mente at nedværdige sig ved at hilse ved at tage hatten af, så mente korporalen han burde vise at han gjorde forskel på høflighed og brutalitet. Derfor indlod han manden. Derfra sandsynligvis den vittige overskrift: "Tag hatten af for korporalen".


Soldater på vagt ved Amagerport.(Eckersberg) .

Vel kunne det ikke være af vejen stundom på en håndgribelig måde at påminde en eller anden næsvis småherre om den høflighed som så rimelig kunne søges. For sådanne herrer, stolte af den glans skrædderen stundom kun borger dem, tror at burde hæve sig langt over de ringere klasser, hvilke ofte gør staten større nytte end de. Men den militære har, hans majestæt kongens nåde være takket, for megen dannelse til at ville tiltvinge sig agtelsestegn af uvedkommende. Hans bestræbelse går kun ud på at fortjene den agt, der ak så sjælden bliver ham til del i civile kredse.

Sluttelig var det at ønske at allerede nævnte herre i sine offentlige anmærkninger ville vogte sig for at sætte qvi pro qvo. For derved betog han folk den ulejlighed at gendrive sne bagvaskelser, og skånede sig selv for den ubehagelig offentlig at blive denunceret.


Beskeden anmeldelse af offentlige uordener er gavnlig for staten. Men bekendtgørelse af uordener som ikke finder sted, undtagen i anmelderen egen hjerne burde efter min individuelle overbevisning ikke alene straffes med foragt.


(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4825-4828).



Sidste Act i Sagen angaaende Corporalen!

Hvis forfatteren af korporalens indrykkede svar i Politivennen nr. 300 tror at kunne bringe mig til hidsighed med skældsord, og derved forløbe mig ved at bruge hans måde at forsvare sig på, da har han meget forregnet sig.

Ved heden i hans eget hoved beviser han at han ikke dur til at råde andre at bruge den koldsindighed han ikke selv besidder, da hans udtryk karakteriserer ham som en person af megen brutalitet. At jeg i det i Politivennen nr. 299 indrykkede stykke (korporalen angående) ikke har fremsat nogen skændig usandhed, var der mange tilstedeværende som kan bevidne. Heller ikke blev den passerede sag bekendtgjort på en måde der sigtede til at beskæmme eller nedværdige standen, som unægtelig tæller mange brave folk. Men jeg bekendtgjorde den for at fremstille sådan en person i hans rette skikkelse, og for at bekendtgøre sandhed, kender jeg ingen frygt for nogen, af hvilken stand han end er. 


Uden at bemærke korporalen ved døren på grund af de mange tilskuere der stod omkring ham, gik jeg den dag ind på eksercerpladsen da jeg så flere gøre det samme. Var dette en forseelse, så kunne korporalen blot have sagt til mig at jeg ikke måtte gå ind, og sagen var da blevet mig ligegyldig. Men derimod spørger han mig i en meget bydende tone (som udtrykker en streng korporals autoritet), skal de ekspres herind? Først nu spurgte jeg ham om det ikke var tilladt at gå ind? Og tilføjede at det ikke var mig magtpåliggende, og at jeg jo gerne kunne blive udenfor. Nu tillod han mig indgang med de ord: Ja De kan jo gerne gå ind, men de kunne dog også nok hilse på folk, og de skal ikke anse en militær for intet, osv.

Er dette nu måden at fordre agtelse for standen på, da er den meget krænkende for et menneskes om hans majestæt kongens nåde være takket, føler at være i en stand der også er agtværdig. Jeg overlader nu til fornuftige upartiske folks dom om ikke en sådan adfærd af sådan en person som denne korporal burde bekendtgøres offentlig, for at ikke flere skulle pådrage sig den ubehagelighed at stå offentlig skoleret.


Jeg kender ingen anden måde at hilse folk på end den at tage hatten af, og efter at være blevet påmindet om at hilse, kunne jeg meget rimeligt bruge min anførte overskrift til min første indrykkelse.

Hvad resten af forfatterens grovheder og mig i ingen måde tilkommende udeladelser angår, da finder jeg mig langt ophøjet over at gengælde sådanne fiskekællingeudtryk med samme mønt. Men lader dem falde tilbage på fabrikanten deraf, som formodentlig må vore i besiddelse af alle de egenskaber han så godt har vist at vide benævnelsen på, og gerne villet tilsmøre andre med.


Til slut vil jeg for at spare klædedragtsreferenten unødvendige sorger lade ham vide at jeg ingen ubetalte skrædderregninger har hvilende på mig, enten for wiener eller danske kjoler (for jeg mærker nok at han mener at under udstoppede wienerkjoler sidder næsvise småherrer) og at han ikke skal bedømme folk efter kjolen, samt at dette er sidste gang jeg i noget offentlig blad agter at besvare hans grovheder og gloser end ikke engang de latinske. For da jeg ikke henhører til nogen dagdrivende klasse, så giver mine forretninger mig ingen tid til at føre videre pennekrig, og jeg gider ikke anmode andre at føre den for mig. Hvis derfor korporalen eller nogen anden agter at fortsætte denne strid, må han gerne beholde det sidste ord. Dog vil jeg tilføje: at alle fornærmende udtryk eller titler om mig anses for kopier fuldkommen svarende til hans egen original.


(Politivennen nr. 301. Løverdagen den 6te October 1821, s. 4839-4843).


Slutningsreplikken af sidste Act i Sagen contra Corporalen 

Motto: errare humanum, in error antem perseverare - diabolicum est.

Forfatteren af sidste akt i nr. 301 tillader mig at fremsætte en slutningsreplik. Ikke fordi jeg tror mig i stand til at standse hans smudsige svada, men fordi jeg vil vise ham, at når jeg engang har grebet til våben for at forsvare uforskyldt forurettelse, da lader jeg mig ikke så let slå af marken.


Jeg forudså at den gode herres svar ville vrimle med grovheder, for hvilke andre våben skulle han kunne bruge i denne sag, hvor sandhedens stærke stemme taler imod ham? Hvorledes ville han ellers besmykke en fremfærd der aldrig skulle bestå for det fornuftige menneskes domstol? Og ingenlunde har han i sin lange epistel tilintetgjort min forrige påstand. Nej, han har meget mere bekræftet den. For hans nærværende referat af sagen lyder ikke som det foregående, og hvorfor skulle han vel dreje den, uden for om muligt at fremdrage en side der kan sætte hans opførsel i et bedre lys end jeg har fremstillet den for publikums øjne. Og tyder ikke hvert ord i hans svar fuldkommen at jeg ikke har sagt for meget, men snarere for lidt.


Hensigten med mine ord var ikke en personlig fornærmelse. Nej, den stand hvoraf jeg sætter min ære i at være et medlem, var fornærmet i det hele, var bittert og offentlig fornærmet. Sagen var så let at forsvare og jeg søgte at sætte den i sit rigtige lys. Kan det vel dadles? Og fortjente jeg sådant svar?


Jeg vil ikke gennemgå hans sidste akt i sine enkelte dele. For efter min overbevisning har publikum fuldkommen nok af at læse den engang. Man sammenligner blot mit forsvar med hans svar og meget let vil det være at udlede  hvis skrivemåde der er mest pøbelagtig, hvis udtryk er hentet fra Gammelstrand og Nyboder. Min er det vist ikke.

I henseende til sagen selv, henholder jeg mig ganske til mit foregående og rede er jeg til at bevise hvert ord deri, når og hvor forlanges. Man tillader mig blot endnu at henkaste den bemærkning: At selv nu har han forsvaret sin sag meget dårlig, for hvad berettiger ham til at gå ind uden tilladelse hvor han i grunden intet har at bestille. Og er den ene høflighed ikke den anden værd? Ville han fordre galanteri af korporalen, måtte han da ikke vise sådant igen? Kunne han være så enfoldig at tro det menneske stod der for intet? Kendte han så lidt til de offentlig indretninger at han ikke vidste denne passage egentlig kun er for militære? Nej, det var ikke tilfældet, for dumhed røber hans skrivemåde ingenlunde. Men den brutalitet som så tydelig fremlyser af hvert træk der kommer fra hans pen, er nok blevet ham så meget til en anden natur at det var ham umuligt med høflighed at møde den efter hans mening så ubetydelig korporal. Og derfra korporalens korte, dog ingenlunde uartige tiltale. Meget rimeligt kunne denne minde ham om "at han (korporalen) ikke stod der for intet" da den gode herre så ganske glemte at tage notits af ham, og desuden som man råber i skoven får man svar.


At han har følt sig truffet ved min bemærkning om næsvise småherrer, derfor kan jeg intet. At den er sand, kan ikke engang han nægte. Den var kun i almindelighed henkastet. Men det forstår sig når man slår blandt en flok hunde, så piber den ramte, det er en begribelig sag. Dog lad ham kun pibe, snerre og bide om sig så meget han vil, mig når han dog ikke, og med latter betragter jeg hans snurrige krumspring.


Da jeg ingenlunde har i sinde at betale nogen skrædderregning for ham, så kan det være mig fuldkommen ligegyldigt enten hans kjoler være sig nu wiener eller danske er betalt eller ubetalt. Det er en ting han ene har at afgøre med sin skrædder. Og det er jeg sandelig ikke. Han være nu bedækket med kort eller langlivet kjole, så stadfæster han fuldkommen den sætning: "Der er brådne kar i alle lande". Altså nok om det. Den gode herre lader ikke til at være nogen elsker af fremmede sprog, derfor har jeg indrettet dette mit svar på godt bredt dansk. Dog tilgiver han mig at jeg ikke har været i stand til at træffe den skrivemåde han så meget synes at ynde. For pøbelagtige grovheder flød aldrig fra min pen, hvilket han så gerne ville påstå, for at sætte mig i klasse med sig selv. Og aldrig skal nogen, ikke engang han, nedværdige mig så dybt at jeg skulle bruge sådan skrivemåde. 

Mit motto hvilket salva venia ikke er dansk ville han behage at oversætte eller lade fortolke på bedste måde, og kært skulle det være mig om han ville tage det ad notam. At han ikke hidtil har hyldet denne sætning, ses fuldkommen deraf at hans undskyldning blev værre end forseelsen.


At forsvare en god sag dårligt er meget let og hænder ofte for den uøvede talsmand. Men at gøre en slet sag god er meget vanskelig, endogså for en mere øvet sagfører, end allerede nævnte herre lader til at være.


Den omtvistede sag angår ikke kun mig i almindelighed, ikke i særdeleshed. Ikke desto mindre skulle det være mig meget kært at afhandle det videre i denne henseende mundtlig for at min velvise hr. antagonist kan blive overbevist om at jeg på ingen måde behøver at lade en anden revse hans uartigheder.

Dette føler jeg mig selv fuldkommen voksen, og så længe han  behager at fortsætte denne strid, skal jeg besvare ham på værdig måde. Jeg er ikke angriberen, men vil heller ikke være den første som strækker våben.

Også mine forretninger levner kun lidt tid til pennefejde, den jeg aldrig har stræbt efter. Men så mange øjeblikke får jeg dog vel til overs at jeg kan tilføje enhver påfølgende akt han måtte behage at regalere publikum med en slutningsreplik, og dette skal jeg trolig overholde.


Da ethvert pøbelagtigt udtryk efter hans egne ord falder tilbage på fabrikanten, så må han være forsynet med et klækkeligt forråd af sådanne snurrepiberier, dem han kan opkoge ved en anden lejlighed, måske med bedre nytte. Jeg for min del bliver ikke belæsset med sådanne rariterer, for kun pøbel betjener sig af pøbeludtryk.


Autorære har jeg aldrig kunnet gøre fordring på. Mindst ved sådanne ephemeriske småting. Kun dilettant i videnskabernes rige må jeg ene lade mig nøje med den sunde menneskeforstand. Den har hidtil altid og skal fremdeles altid lede enhver af mine handlinger og rod. Bliver end min galde en gang imellem oprørt ved uforskyldte fornærmelse, skal den dog aldrig træde uden for sine grænser. og endnu mindre skal jeg nogensinde dyppe pennen i gadeskarn hvis træk skulle fremstå for publikums domstol.


Offentlig skoleret bliver kun den underkastet som har gjort sig fortjent til det. Men det er jo dog også så ganske rimeligt med sandhedens hvasse færle at straffe den fornærmer der rimeligvis er vokset fra riset.


Da jeg formoder korporalernes antagonist lige så meget ønsker at erfare hvem der turde vove at gribe til våben mod ham som jeg er begærlig efter at kende bemeldte herre, så underskriver jeg mit navn, det jeg aldrig har behøvet at skamme mig ved.


R. Mørck
Korporal ved hans højhed prins
Christian Frederiks regiment.



(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4853-4860). 

Redacteurens Anmærkning

Umiddelbart kan det forekomme som en overreaktion fra begge parters side over en så ubetydelig sag. Begge skribenter svinger sig jo nærmest op i litterære, poetiske højder når de gensidigt fornærmer hinanden, og synes at kappes om at være den fornemste og mest agtværdige. Men måske ligger der et århundredgammelt nag bagved? Under Københavns belejring 1658-1660 og især stormen på København havde borgerskabet sluttet op om kongen (selv om det nu nok mest var hollændernes fortjeneste at København holdt stand) og havde gjort sig forhåbninger om særlige privilegier. Enden blev imidlertid at adelsvældet blev fjernet, men i stedet fik man enevælde, eller på nudansk: militærdiktatur 1660-1848. Oven i købet arveligt.

For Københavns vedkommende betød det at kongen beslaglagde halvdelen af Københavns areal, "Kongens København", groft sagt halvdelen øst for Gothersgade. Herunder bl.a. Rosenborg Have. At borgerne (og hermed menes det lille mindretal af velhavere) må have følt sig overordentlig snydt, er ikke usandsynligt. Måske endda at de følte at Rosenborg blev taget fra dem. Hvad der vel heller ikke er helt forkert. Militærdiktatoren Frederik 3. havde ingen hæmninger hvad angik beslaglæggelse af jord. For mig ligner det et anfald af storhedsvanvid, i en tid hvor landet lå i ruiner, at planlægge at opføre et dansk Versailles ved Frederiksdal. Heldigvis for Danmark døde han (1670) inden han nåede at få realiseret dette projekt som formentlig ville have kostet bønderne ufattelige lidelser. Kun Sneglebjerget ved Frederiksdal ligger som et minde.

Som gode støtter bag militærdiktaturet rettede Politivennerne ikke deres galde og harme mod militærdiktatoren Frederik d. 6 og hans regering, men mod fx matroserne og andre lavere rangerende. Og det er i den sammenhæng man måske skal se hele ovenstående affære. Måske var skribenten oven i købet med i borgerbevæbningen som havde et mildest talt anstrengt forhold til militæret og omvendt.