16 oktober 2015

Ublu Forlangende af Ligtornelæge Meyer

(af den mosaiske Tro)

Da jeg i nogle dage havde følt nogen ømhed i en tå hvorpå neglen sad løs, sendte jeg bud efter hr. Meyer som snart indfandt sig. Efter at have set på den og gjort sig meget vigtig, gør han tingen endog særdeles farlig. Men siger dog "at han nok ved sin kunst skal kurere det på nogle dage ved at tage neglen af". Dette gjorde han da også og var hos mig i alt fire gange.

Jeg spørger nu nævnte hr. Meyer hvad jeg skylder ham, hvorpå han svarer "Nå, De kan jo nok selv passe det så ungefær". Jeg lægger da 5 rigsbankdaler på bordet til ham i det håb at han ville være fornøjet med det. Men hr. Meyer tilbød at lægge en til og forære mig "dette er ikke nok for min kunst", siger han "jeg har kone og børn at forsørge". For at blive vel af med ham og hans kunst lagde jeg endnu 5 rigsbankdaler til. Men hr. Meyer ville endnu næppe se til de 10 rigsbankdaler, langt mindre tage dem, men beråber sig stedse på kunst, kone og børn. Jeg spørger nu: "Hvor meget skal De da have? Forlang!". "Nå, jeg kan sku ikke have mindre end 20 species. Det er jo dog en stor kunst at kurere en tå på så få dage, og hvad er dog en specie? Hvordan jeg vender og hvordan jeg drejer den, så regner jeg den dog ikke for mere end 7 mark 8 skilling". (Jeg bruger ofte sølv til adskillige varers betaling. Om jeg da kom til hr. Meyer og bad at overlade mig noget sølv, mon han da ville sætte så ringe pris på det eller ikke snarere sige 4 skilling over kursen?).

Jeg forfærdedes naturligvis over dette urimelige forlangende og troede at han ikke var i besiddelse af alle sine fem. Jeg lagde endnu 5 og atter 5 rigsbankdaler til, så der lå nu 20 rigsbankdaler for ham som enhver vist vil finde at være overdreven betaling for hans kunst. Men som en fastsat takst vedblev han med de 20 species. Jeg tog da straks de 20 rigsbankdaler tilbage og sagde: Når jeg har talt med folk derom, som forstår at vurdere Deres store kunst, så skal De få Deres betaling.

Derpå gik hr. Meyer, men efter nogle øjeblikkes forløb indfandt han sig igen og sagde at for at være venner ville han nu modtage de 20 rigsbankdaler, og kunne ved nærmere overenskomst få mere. Jeg svarede: For i dag afgør jeg intet.

Jeg forespurgte mig hos min huslæge hvad han vel kunne have fortjent. Denne mand svarede mig at det første tilbud var rimeligt, men hans forlangende var alt for overdreven.

I søndags kom hr. Meyer til mig for at få betaling, hvorpå jeg tilbød ham 5 rigsbankdaler, hvilke han afslog og gik. Da hr. Meyer nu formodentlig agter at sagsøge mig for den her nævnte speciesfordring, så skal jeg i i tilfælde heraf i sin tid bekendtgøre sagens udfald. Imidlertid har jeg ikke villet undlade at meddele mine ærede medborgere underretning hvilken ublu måde hr. Meyer går frem på, fordi adskillige muligvis kunne henvende sig til denne berømte mand i lignende tilfælde uden at gøre regning på hans overdrevne prætentioner for en i så få dage tilendebragt forretning.

G. H. Hialtelin
Urtekræmmer

(Politivennen nr. 294. Løverdagen den 18de Augusti 1821, s. 4722-4725)

Audiatur et altera pars!

Da hr. urtekræmmer Hjaltelin har meddelt det ærede publikum fortællingen om en sag således som den skal være forefaldet mellem ham og mig, og ikke just fra den fordelagtige side, så tror jeg at skylde publikum og mig selv følgende underretning. Da jeg i 4 dage havde været så heldig fuldkommen at læge hr H-s fod og desuden i samme tidsrum hver dag havde skåret konens ligtorne og kureret hendes indgroede negle, spurgte hr. Hjaltelin mig, der er ganske uvant at høre dette spørgsmål, hvad han var mig skyldig? Da jeg længe havde vægret mig ved at forlange noget, spurgte han mig endelig hvor meget jeg da vel ellers havde fået for en lignende kur. Jeg omtalte da at jeg for et ganske lignende tilfælde af hr. Ø....., som hr. H. jo kender ret godt, havde fået 40 rigsbankdaler. Hr. H. tav, gik ud og kom ind med en 5 daler seddel. Jeg blev nu bestyrket i den formodning jeg straks fattede ved hr. H-s første spørgsmål at han nemlig var uformuende til at betale efter det gamle ordsprog: Hvem der spørger meget, giver nødigt. Jeg takkede altså for hans gode vilje og undslog mig for at modtage det tilbudte. Hr. H. lagde flere penge på bordet. Men da jeg havde anset det for upassende at modtage en ringe betaling af en uformuende mand for at have ydet en pligtskyldig hjælp, vil nok enhver indse det mere upassende i at tage en større Jeg ville altså anbefale mig da hr. H. bad mig opholde mig lidt, gik ind i et andet værelse og sendte sin kone ind til mig.

Konen tog pengene fra bordet, underholdt mig med at det burde være mig en ære at have set en dames fødder, og at jeg vel intet forlangte af hende, med tilføjelse af nogle ret komiske grunde, hvorfor hun gik med snævre sko osv. Jeg anså naturligvis dette sidste for en spøg, for et slags divertissement der skulle erstatte mig den ventede betaling, tog min hat, takkede og gik. Hun råbte efter mig at hun ville spørge sig for, og så hørte jeg noget om at udsætte det sidste stykke tøj for at betale mig.


Nu havde jeg altså fuldkommen vished om hr. H-s uformuenhed og kunne altså uden al misforståelse om nogle dage vove at gå ind til hr. H. for at spørge om hans befindende. Men jeg blev ikke så lidt forundret da han råbte mig i møde om jeg ville have 5 rigsbankdaler eller om jeg ville lade ham stævne. Jeg havde troet at pengesagen for lang tid siden var afgjort mellem os. Men nu så jeg nok med hvem jeg havde at gøre og gik.


For dog ikke ganske at misforstås anså jeg det for min pligt straks at begive mig hen til hr. prof. Klingenberg, som jeg erfarede at være hr. H-s huslæge, og selv at have anbefalet mig der. Han havde den godhed at ytre at jeg vel havde fortjent en 15 til 20 daler idet jeg havde tilendebragt en kur han ikke engang havde ventet eller ønsket, men som han dog erkendte for nødvendig efter at jeg havde taget mig den frihed at forestille ham tingenes rette beskaffenhed. Hr. professoren troede at vi muligvis begge havde været hidsige og lovede at han ville indestå mig for min betaling. Jeg erklærede at jeg aldeles renoncerede på denne, og efter at have fået tilladelse til at benytte mig af hr. prof. navn og udsagn i denne min indsendelse anbefalede jeg mig.


Vi har nu begge fremsat sagen. hvilken fremstilling der er mest overensstemmende med sandheden, tilkommer det det sandhedselskende publikum at afgøre *)


Hvad min kunst angår, som hr. H. synes at ville nedsætte, da er det mod min beskedenhed at tale meget herom og under min værdighed at tviste derom med en så aldeles ukyndig som hr. Hjaltelin. Hvis den prøve jeg har aflagt herpå hos ham selv ikke er tilstrækkelig, og han måske tror at det havde været større kunst at pine ham i ligeså mange uger som jeg brugte dage til at læge ham. Så behøver jeg blot at henvise ham til det Kongelige Sundhedskollegium med hvis tilladelse jeg praktiserer, til mange af vores læger, der selv har benyttet sig af min hjælp og med bifald har overværet mine operationer. Og fremfor alt til et agtet og æret publikum hvis tilfredshed det altid har været min ivrigste bestræbelse at opnå og hvis yppige besøg er mig borgen for at min bestræbelser ikke har været spildte.


At hr. H. kan være ganske rolig for en stævning synes mig er aldeles indlysende af det fremsatte. En så lav formodning kunne kun opstå i en så lav sjæl. Vil end hr. H. umage sig med at skrive mere om denne sag, da for mig gerne! Hans grovheder og usandheder er jeg aldeles hævet over. Men jeg erklærer herved at dette bliver det sidste om denne sag fra min hånd.


J. Meyer
Ligtornelæge.

*) Angående hr. H-'s udsagn om sin huslæges erklæring tjener til efterretning at hr. prof. Klingenberg erklærer denne for falsk, og at han selv er højligt fornærmet ved indrykkelse af denne usandhed.


(Politivennen nr. 296. Løverdagen den 1ste September 1821, s. 4753-4757).

Erklæring i Anledning af Ligornelæge Meyers Indrykkelse i Politievennen No. 296

I anledning af det i Politivennen nr. 296 indrykkede fra ligtornelæge Meyer hvori man har brugt mit navn, finder jeg det nødvendigt at bekendtgøre følgende:

For nogen tid siden blev jeg kaldt til hr. urtekræmmer Hjaltelin for at tilse nogle af hans folk der var syge. Tillige klagede han selv over smerte i storetåen. Ved undersøgelse fandt jeg at tåen var opsvulmet og betændt, og at neglen på grund af en begyndende bulning (suppuration) var så løs at den kunne skydes frem og tilbage, men dog endnu lidt fasthængende på et enkelt sted så at den rimeligvis først om nogle dage når suppurationen var videre fremme, ville løsnes af sig selv og altså uden vanskelighed kunne borttages. Neglen selv var buklet og dannede en fremragende knop omtrent som en flad nød. 


På mit råd om at holde sig rolig og bruge det sædvanlige blødgørende omslag indtil neglen var blevet fuldkommen løs, svarede han at han ikke kunne ligge fordi han selv var nødt til at passe sine forretninger så længe hans svend var syg. Da den smerte han følte ved at gå for det meste var foranlediget ved trykket af skoen på den fortykkede negl hvorved denne igen pressede på det underliggende ømme og bulnende sted, så rådede jeg ham under den forudsætning at han på ingen måde ville eller kunne holde sengen til at lade ligtornelæge Meyer bortskære eller skrælle noget af neglens overflade og derved formindske dens tryk på den underliggende ømme hud for det første indtil hele neglen kunne borttages.

Dette var årsag hvorfor hr. Meyer blev tilkaldt og ikke for at indhente hans mening eller råd om tilfældets beskaffenhed.


Ved mit næste besøg hørte jeg at hr. Meyer i stedet for at opfylde mit forlangende havde forestillet hr. Hjaltelin tingen så farlig at han havde bevæget ham til at holde sig i ro og bruge omslag. Da dette var mit eget råd, kunne jeg intet have at indvende med det, og villig overlod jeg ham nu den forretning at borttage den inden kort tid fuldkommen løse negl.



Efter nogle dages forløb kom hr. Meyer til mig og underrettede mig om den strid der havde fundet sted mellem hr Hjaltelin og ham angående hans betaling. Jeg erklærede ham da at 5 rigsbankdaler for 4 besøg (som han nemlig havde gjort hr. Hjaltelin) var omtrent det samme som jeg og andre læger fik for vores umage, og at han altså vel kunne lade sig nøje med det, skønt jeg tilstod ham at det ikke var nogen brillant betaling. Men at 10 rigsdaler syntes mig her en anstændig dusør og at han dersom han havde fået mere, fx 15-20 rigsdaler måtte han anse det for et særdeles udmærket salær. 


Ved at afgive denne min erklæring i en økonomisk sag der egentlig var mig uvedkommende, gik jeg ud fra hvad der ved anordningerne er bestemt som rimelig betaling for egentlige videnskabelige læger. Og hvad jeg således havde erklæret hr. Meyer gentog jeg senere for hr. Hjaltelin da han forlangte min betænkning angående denne sag. 

At jeg skulle have sagt at jeg hverken havde ventet eller ønsket hr. Hjaltelins helbredelse, og at jeg ved hr. Meyers oplysning var blevet underrettet om sygdommens sande beskaffenhed, er mildest talt så enfoldigt fremsat at det ikke fortjener at modsiges, ligesom det også er usandt at jeg skulle have fundet hr. Hjaltelins erklæring i Politivennen falsk eller fornærmende mod mig.


Klingenberg.
Dr. Med. professor


(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4753-4782).

Noget til Gjensvar paa Ligtornskjærer Meyers Fortælling i Politievennen No. 296 

I Politivennen nr. 294 har jeg fremsat en sandfærdig beretning om ligtornelægen hr. Meyers fremgangsmåde mod mig. I samme blads nr. 296 fortæller han sagen på en ganske anden måde og søger at gøre sig ren ved skinbarlig usandheder. Han overlader til publikum at dømme hvem der har ret, skønt det ville være meget vanskeligt om ikke aldeles umuligt at fælde nogen afgørende dom i en sag der er foregået mellem parterne uden noget vidnes tilstedeværelse.

Nu derimod da hr. professor Klingenberg i Politivennen nr. 297 har givet sin erklæring vil man deraf kunne se hvorvidt hr. Meyers ord står til troende og heraf kunne slutte hvor meget der er sandt af hans historie. Jeg vil til overflod her fremsætte nogle eksempler på en lignende fremgangsmåde mod andre personer, hvoraf det vil gøres klart at det ikke er så usædvanligt at Meyer praler med sin kunst og forlanger urimelig betaling for sin ulejlighed.



  1. En borger og håndværker her i staden som led smerter i en af de store tæer, lod Meyer hente til sig. Denne gjorde tilfældet meget farligt. Og da manden på grund af det udlod sig med at han, hvis Meyer ikke med sikkerhed forudså at kunne helbrede ham, ville henvende sig til en anden, forsikrede Meyer at han ville kurere ham inden 8 dage, og at han i manglende fald ingen betaling ville have. Kuren begyndte, men der gik 14 dage, ja 3 uger og det onde blev ikke fjernet. Da Meyer på grund af sorg for en af familien som var død ikke ifølge hans religions forskrifter måtte gå ud af huset, henvendte manden sig til en læge, der ved at sætte ham en fontanelle på benet, bragte ham så vidt at han kunne gå. Efter 1½  års forløb mødte Meyer manden på gaden, og da han nu så at denne kunne gå, krævede han 20 specier af ham for hans ulejlighed. Manden nægtede naturligvis at betale, hvorfor Meyer indstævnede ham for gældskommissionen for 20 rigsbankdaler S. som  er den højeste sum der kan stævnes for ved denne instans. Men da manden for retten erklærede at han ifølge deres aftale ikke var noget skyldig og kunne fremlægge to lægers attester for at Meyer aldeles ikke havde bidraget noget til hans helbredelse, blev sagen hævet.
  2. En anden af mine bekendte som Meyer havde betjent med sin kunst, blev ligeledes afkrævet en urimelig høj betaling. Han tilbød at betale en mindre sum, som han fandt passende efter den hjælp der var ydet ham. Meyer ville ikke modtage det tilbudte og gik. Men da året var omme, indstævnede Meyer manden for forligelseskommissionen for 50 rigsbankdaler. Da her intet forlig fandt sted, delte Meyer fordringen i mindre summer og indstævnede ham for disse til gældskommissionen. Sagen blev henvist til retten, for hvilken den endnu verserer.
  3. En embedsmand der havde benyttet sig af Meyers hjælp, blev ... dog da han skriftlig har fremsat sagen, vil jeg lade ham selv tale.
    På anmodning kom Meyer til mig for at afskære et stykke negl, som var indgroet i storetåen. Han ordinerede et omslag og gik. Næste dag kom han igen og skar et stykke af neglen og sagde, at han ikke ville tage hele stykket bort på en gang for ikke at forårsage mig så meget smerte. Under operationen underholdt han mig med en mængde fortællinger om hans wunderkure som han havde foretaget hos adskillige personer der forgæves havde henvendt sig til flere læger, men endelig fundet hjælp og trøst hos ham. Finalen på disse blev endelig en opbyggelig betragtning over mammons forgængelighed og utilstrækkelighed til sand lyksalighed og for tydeligheds skyld fremsatte han følgende eksempel på det: "Sæt De havde denne stue fuld af hollandske dukater at kunne betale med, så ville dog ingen mand kunne hjælpe Dem, undtagen jeg".
    Næste dag afskar han atter et stykke negl, og da teksten var den samme som forrige gang, så havde hr. Meyer sat samme musik til den, kun at han krydrede samtalen med nogle småvink om hvad en husholdning kostede i almindelighed og hans i særdeleshed, som han anslog til 3.000 rigsbankdaler årligt. Imidlertid var operationen forbi og efter at have forbundet tåen, gik han bort med den forsikring at jeg næste dag kunne komme hjem til ham, da tåen så ville være i fuldkommen stand.
    Næste dag gik jeg hjem til denne æskulap i hans tempel i Klosterstræde hvor han i nærværelse af nogle af hans trosfæller (om de var handelsmænd eller fodlæger vides ikke, dog formodes det første på grund af nogle ord som faldt som procenter, kurs, species osv.) så på tåen og erklærede den for kureret. På mit spørgsmål hvor meget jeg var ham 


(Side 4799-4805 mangler, så vi må lade artiklen slutte meget brat her).
 
(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4793-47[98]. 

Bemærkning i Anledning af den Meyerske Neglesag

Når man nu har læst hvad der i denne sag er skrevet i Politivennen så oplyses endelig at neglesygdommen ikke har været betydelig, at ligtorneskærer Meyers arbejde ikke var synderlig og følgelig den betaling som blev tilbudt ham, så passende at han med skønsomhed burde have modtaget den. For hvilken arbejdsmand tjener vel lettere og hurtigere 5 rigsbankdaler?

Ved denne lejlighed må det være tilladt at gøre anmærkning i anledning af hr. Meyers underskrift ligtornelæge. Ved læge forstås den som bestræber sig for at helbrede sygdomme, men det ville aldeles være imod hr. Meyers fordel at helbrede ligtorne, for jo hurtigere de fremvokser, desto fordelagtigere. Og hr. Meyer har jo desuden kunder som betaler årevis. Benævnelsen ligtorneskærer ville altså være mere rigtig, passende og oplysende. 


(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4817-4818) 

Et Ord i den Meyerske Neglesag.

Når 2 stridende parter i pengesager ikke kan enes om hvad der er rimeligt, da er det nødvendigt at spørge: Hvad er lovligt? Havde hr. urtekræmmer Hjaltelin benyttet det kongelige patent af 1. december 1820 eller den lovbefalede medicinaltakst for hertugdømmerne, så var der snart blevet ende på striden mellem ham og ligtorneskærer hr. Meyer. Denne takst bestemmer nemlig under artikel 111 blandt "kleinere geschäfte, welche gewöhnlich den Barbieren überlassen werden, under No. 19 für Nagelschneiden, fählerhafter und angewachsener am Fusse 26 rigsbankdaler i sølv som ækvivalent med 8 lybske skilling eller schl. holst. courant. 

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4861)