28 november 2015

Atter Anke over Kirkebetjentene.

Sidste søndag eftermiddag var anmelderen sammen med sin kone gået hen i Helligåndskirken og havde glemt nøgle til sin stol hjemme. Ved at underrette graveren om det blev de også uden omstændigheder lukket ind i samme. Men da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud. Skønt nu graveren meget vel vidste og i forvejen var informeret om at anmelderen ingen nøgle havde med sig, kom der dog ingen for at lukke dem ud. 


"Da gudstjenesten var forbi og låsen på stolen var af den beskaffenhed at den ikke kunne åbnes uden nøgle, var det umuligt for dem at komme ud". (Helligåndskirken 2015. Modsat Frelserkirke og Trinitatis Kirke er der ikke længere lås på stolene.Jeg ved ikke hvornår de er blevet fjernet. Eget foto).

Efter nogen tids forløb traf det sig at en anden person der efter anmelderens skøn også en af kirkebetjentene, kom gående ned i kirken. Man anmodede da straks denne om at blive lukket ud. Men han foregav ikke at være i besiddelse af nøglerne og lovede at få fat på graveren. Man ventede nu syv lange og syv brede, som man siger. Men der kom hverken graver eller gravers graver, uagtet man så dem stå bag alteret og kikke ned i kirken. At slutte heraf må anmelderen formode at førnævnte person nok havde sagt til til graveren, men at denne på grund af at han ingen ekstra dusør havde fået da han lukkede dem ind, har tænkt: Det skal I nok få betalt. 

Efter lang venten var anmelderen omsider så lykkelig ved at kalde på en anden person der hentede bøger ned fra prædikestolen, sammen med sin kone at blive befriet fra det dem af graveren pålagte fangenskab. For at en sådan usømmelig og højst utilladelig adfærd ikke oftere skulle finde sted, tør man håbe at sådanne kirkebetjente må påtales bedre at iagttage deres ikke just tunge pligter.

(Politivennen nr. 358. Løverdagen den 9de November 1822, s. 5805-5806).


Svar til den anonyme Herre paa det, som er indrykket i Politievennen No. 358, Helliggeistes Kirkes Betjente angaaende.

Nævnte fremmede herre og dame kom til aftensang i Helligåndskirken søndag den 3. november i år. Han henvendte sig til mig og bad om jeg ville lukke dem ind i deres stol da de havde glemt nøglen. Jeg opfyldte straks deres ønske og lukkede dem ind efter deres anvisning, i den brede gang i stolen nr. 12 som er en lukket stol med gardiner for. Efter at tjenesten var forbi, lukkede jeg alle stolene, men glemte at se i den lukkede stol om der var nogen i det. Derpå gik overgraver Bruun op bag alteret for at lægge tavlepengene i hver sin kasse, og jeg gik på prædikestolen for at aftage fløjlstæppet der. I det samme blev det meldt mig at der var nogen lukket inde i en stol. Jeg gik straks ned fra prædikestolen og lukkede stolen op for nævnte herre og dame. Den tid de sad i stolen efter at tjenesten var forbi kunne højst være 4 minutter, hvilket kan bevises ved vidner hvis det forlanges.

Efter senere kendskab er jeg kommet efter at nævnte herre ikke er ejer af den stol og at lejeren af denne stol ikke var i kirken den dag.


København den 10. november 1822

Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5822-5823).


Fornødent Gjenmæle til Hr. Undergraver Birch

Da hr. undergraver Birch ved Helligåndskirken i sit svar i Politivennen nr. 359 fuldkomment har tilstået og bekendt sin brøde mod mig, og angivet glemsomhed som grunden, så vil jeg ikke videre klage over det, skønt der kunne anføres meget mod sådan skødesløshed, .

Imidlertid kan jeg ingenlunde undlade at berigtige adskilligt i samme svar. Hr. Birch siger nemlig at jeg ikke er lejer af den omtalte stol nr. 12 samt at den pålagte indespærring ikke har varet længere end 4 minutter efter endt tjeneste. Hvad det første angår, da kan jeg med lovlige beviser godtgøre at jeg ikke alene er lejer af førnævnte stol, men endogså har betalt den deraf årlig svarende leje. Og hvad det andet angår, da vil jeg give hr. Birch ret, når han derved mener sin tjeneste, men ikke ifald der skal regnes efter endt gudstjeneste. For da vil tiden overstige mange gange de angivne 4 minutter.


Hagemeister
Bagermester. 


(Politivennen nr. 340. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5842-5843). 

Svar paa hr. Bagermester Hagemeisters fornødne Gjenmæle til Undergraver Birch.

Det tilkommer ikke mig at undersøge hvad grund den for mig ukendte hr. bagermester Hagemeister har haft til at ville sætte mig i ufordelagtigt lys, ikke alene for Helligåndskirkens menighed, men også for publikum. Men at nævnte bagermester Hagemeisters påstand at han er ejer af en stol i Helligåndskirken, medfører usandhed, oplyser nedenstående mig af kirkens anden værge, hr. silke- og klædehandler Schmidt meddelte attest:
"At navnet Hagemeister ikke findes i kirkeprotokollen for Helligåndskirken bevidnes herved efter forlangende.
H. H. Schmidt
Anden værge for Helligåndskirken"
København den 25. november 1822
C. F. Birch
Undergraver ved Helligåndskirken.


(Politivennen nr. 361. Løverdagen den 30te November 1822, s. 5851-5852).  

Replik til Hr. Undergraver Birch

Ved at læse hr. Birchs sidste svar til mig i politivennen synes det som han især lægger vægt på den biomstændighed om jeg er lejer af den før omtalte stol nr. 12 i Helligåndskirken eller ikke. Skønt nu dette efter min overbevisning imidlertid hverken gør noget fra eller til, når spørgsmålet er om den påtalte handling. Jeg mener at såvel personer som hører til menigheden som uden for samme, lejere eller ikke-lejere, ikke bør behandles vilkårligt i kirken. Og derfor vil jeg dog, da hr. Birch har sigtet mig for usandhed, godtgøre min førhen anførte påstands rigtighed.

Den nævnte stol nr. 12 er blevet overdraget til mig for noget over 2 år siden af dens forrige ejer madame Christensen mod at svare den årlige leje. At mit navn ved denne lejlighed er forsømt at indtegnes hos kirkeværgen, erfarer jeg først nu af hr. klædekræmmer Schmidt attest. Men jeg
kan ikke tro at denne forsømmelse skulle have den virkning at jeg derfor efter hr. Birchs eller andres forgodtbefindende skulle udholde sådan en indelukkelsesarrest som det skete for mig. Skulle hr. Birch endnu tvivle om dette mit foregivendes rigtighed, da er jeg villig til når og hvor han måtte forlange det at bevise det samme.

Til slut skylder jeg hr. Birch den erklæring at det hverken er af had, avind eller nogen som helst sådan årsag, der har bevæget mig til offentlig at bekendtgøre den af mig påankede behandling. Men grunden hertil har alene været den at den person der påførte mig samme, indtil nu har været mig ubekendt, og det altså både ville have været latterligt og uden nytte at henvende sig til vedkommende med klage når man ikke kunne angive den skyldige.


Hagemeister


(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5870-5871).