Torsdag den 11. april omtrent kl. 6 eftermiddag blev der i Prinsessegade nr. 295 på Christianshavn hvor jeg bor, skudt ind gennem et vindue, ved hvilket min kone og datter som oftest plejer at sidde med deres håndarbejde.
Jeg er overbevist om at jeg ikke har en eneste uven som kan være stemt til at hævne sig på mig ved at skyde mig, især da det er almindeligt nok bekendt at min forfatning ikke er af sådan beskaffenhed at nogen skulle kunne forestille sig han nåede en hævn ved at berøve mig livet, og derfor antager jeg at skuddet mod gerningsmandens vilje har truffet nævnte vindue.
Den skræk som min kone naturligvis måtte blive sat i ved pludselig at høre knaldet, ved at se en rude gennemskudt og glasstumper tilligemed nogle små sten strøet på gulvet, er nu forsvundet. Og da der ved skuddet ikke kan have været hensyn til at skade mig, samt ingen anden skade er fundet at være sket på og i huset, end at en rude er blevet gennemskudt, så har jeg ikke ikke villet bebyrde det ærede og ved tidsomstændighederne nok så beskæftigede politi med klage og anmodning om at søge den uheldige gerningsmand opdaget.
Men eftersom gentagelse af et sådant foretagende let kunne tilføje mine eller mig en legemsskade som ville gøre min ublide stilling ublidere, så har jeg anset det værdigt for mig i det mindste i en fra hævngerrighed fjernet kone at bekendtgøre det passerede og ytre det ønske at gerningsmanden fremtidig vil skåne mig for sendelser af sådanne skud. Ligesom jeg håber det ikke anses for en ubeskedenhed at det muligvis ikke ville være uden ønsket følge om de anordninger som forbyder sådant skyderi, samt drenges boldleg, kasten med sten, skyden med flitsbue m.v. på gaden offentligt blev bragt i erindring, der ledsagedes af høje ansvarliges advarsel.
L. R. Biørn.
(Politivennen nr. 330. Løverdagen den 27de April 1822, s. 5290-5292).
Jeg er overbevist om at jeg ikke har en eneste uven som kan være stemt til at hævne sig på mig ved at skyde mig, især da det er almindeligt nok bekendt at min forfatning ikke er af sådan beskaffenhed at nogen skulle kunne forestille sig han nåede en hævn ved at berøve mig livet, og derfor antager jeg at skuddet mod gerningsmandens vilje har truffet nævnte vindue.
Den skræk som min kone naturligvis måtte blive sat i ved pludselig at høre knaldet, ved at se en rude gennemskudt og glasstumper tilligemed nogle små sten strøet på gulvet, er nu forsvundet. Og da der ved skuddet ikke kan have været hensyn til at skade mig, samt ingen anden skade er fundet at være sket på og i huset, end at en rude er blevet gennemskudt, så har jeg ikke ikke villet bebyrde det ærede og ved tidsomstændighederne nok så beskæftigede politi med klage og anmodning om at søge den uheldige gerningsmand opdaget.
Men eftersom gentagelse af et sådant foretagende let kunne tilføje mine eller mig en legemsskade som ville gøre min ublide stilling ublidere, så har jeg anset det værdigt for mig i det mindste i en fra hævngerrighed fjernet kone at bekendtgøre det passerede og ytre det ønske at gerningsmanden fremtidig vil skåne mig for sendelser af sådanne skud. Ligesom jeg håber det ikke anses for en ubeskedenhed at det muligvis ikke ville være uden ønsket følge om de anordninger som forbyder sådant skyderi, samt drenges boldleg, kasten med sten, skyden med flitsbue m.v. på gaden offentligt blev bragt i erindring, der ledsagedes af høje ansvarliges advarsel.
L. R. Biørn.
(Politivennen nr. 330. Løverdagen den 27de April 1822, s. 5290-5292).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar