15 november 2015

Luk Skudderne.

I flere år har man bemærket at vinduesskodderne på huset nr. 147 i Store Hellig Geistes Stræde når det blæser (som ofte har været tilfældet i den forgangne vinter) står lige så langt ud over fortovet som de er brede. Derved forhindrer de gående, ja de kunne endog blive farlige for børn og voksne når der kom et vindstød og man uventet fik en ørefigen af dem. Ved nærmere eftersyn findes at der helt mangler kroge for at holde dem til muren. Denne mangel må nok hidrøre fra husværtens side. Men da han formodentlig lader sig huslejen betale godt, er det kun en bagatel for ham at lade disse kroge anbringe.

(Politivennen nr. 336. Løverdagen den 8de Juni 1822, s. 5431-5432).

Denne del af nuværende Valkendorfsgade var Store Hellig Geistesstræde. Set fra Købmagergade mod Helligåndskirken som ligger bag træerne. Nu hedder både denne strækning og dens forlængelse Valkendorfsgade. Mange af husene er fra Politivennens tid, så ihærdige historikere burde måske kunne finde ud af hvilket hus der er tale om (Eget foto).


Redacteurens Anmærkning

Store Helliggeistesstræde er i dag Valkendorfsgade på strækningen mellem nuværende Niels Hemmingsensgade og Købmagergade.