02 november 2015

Nytaars-Gratulanter.

Dersom man af det årligt stigende antal af nytårsgratulanter - der i grunden ikke er andet end maskerede tiggere - kan slutte til Københavns indbyggeres forfatning, så kan man uden at regne for højt antage at en tredjedel står på tiggerlisten. Det er utroligt hvorledes den der selv sidder med kun det højst nødtørftige udkomme bliver overrendt og overtryglet lige fra 8 dage før jul til 8 dage efter nytår af en skare af alle slags mennesker der overordentligt har gjort dette tiggeri til en fast årlig næringsvej. 

Folk man aldrig har set eller står i fjerneste berøring med, indfinder sig dels i grupper, dels enkeltvis, i en sådan mængde at det ville være den sværeste skat man ydede ifald man skulle tilfredsstille alle. Og dette kræver de dog ofte med en sådan næsvished at man skulle tro det var en lovlig rettighed. Ønskeligt var det vist nok om en anordning indskrænkede dette højst besværlige overhæng, da det ofte forvolder at indbildt ambition tager fra sig og sine hvad den ikke kan undvære, og ikke så sjældent foranlediger at man af konen truer sig til hvad man er højst uberettiget til når manden er fraværende. Det er overhovedet et så mageligt og fordærvelig dagdriveri at det fra dette synspunkt alene betragtet burde forbydes, for ikke at tale om at det leder til druk og anden liderlighed. Man ser således ikke sjældent at en nytårsgratulant ved højlys dag, beskænket i højeste grad, føres gennem gaderne af hans kolleger. Man slutter af det hvad aftenen og natten frembringer for smukke optrin.

"Vægterkorpset bør som rimeligt er, stå øverst. Ikke alene ved nytår, men regelmæssigt ni gange årlig bliver man overhængt af disse mennesker fra kælderen til tagbrakken. Før indfandt de sig i det mindste kun hos værten og i stuen hvor der var værtshus. Men nu er alle etager, alle aflukker indlemmet i deres registre" (Vægter forviser et letlevende fruentimmer, Lahdes Kobbertryk).

Vægterkorpset bør som rimeligt er, stå øverst. Ikke alene ved nytår, men regelmæssigt ni gange årlig bliver man overhængt af disse mennesker fra kælderen til tagbrakken. Før indfandt de sig i det mindste kun hos værten og i stuen hvor der var værtshus. Men nu er alle etager, alle aflukker indlemmet i deres registre. Dette korps koster byen årligt en stor sum penge i forhold til den nytte det stifter. Når en vægter har 4 rigsbankdaler ugentlig, så tjener han lige så godt som mange underordnede kongelige betjente der sidder med kone og børn. Overalt har dette blad for nogle år tilbage efter anmelderens opfattelse temmelig klart godtgjort at en forandring for dette korps måske var ønskelig.

Derpå kommer brandfolkene hvis navn er legio. Intet kan være mere urimeligt end at disse folk tror at kunne gøre fordring på et slags skat til sig selv af simple lejere.

Så kommer håndværkere af alle slags som uagtet man giver drikkepenge for hver gang leveret arbejde, desuagtet finder det rimeligt at beskatte godtfolk til nytår.

At opregne alle de øvrige er ikke umagen værd. For hele dette væsen har nået en sådan højde at man vel måtte ønske der måtte sættes en grænse for det, om man ikke skal frygte for at det til sidst ingen skam bliver at rende med tiggerbøssen.

Mest beklageligt er det at dette uvæsen har indsneget sig i skoler og institutioner. To ved den skadeligste misbrug årligt indførte offerdage falder mangen retskaffen fader yderst sure, nemlig nytår og lærerindens fødselsdag. Det er ikke nok at man månedligt betaler 4 rigsbankdaler for sit barn, man skrives også i skat på ovennævnte måde. Ja nogle steder gives der endnu en tredje måde, nemlig til brænde mod vinteren. 

Så meget tungere er vist nok her alle sådanne udgifter som man let vil føle hvor vanskeligt det er at undgå dem. Men de er ikke desto mindre byrdefulde og besværlige. Og det ville være højst ønskeligt om de ansvarlige selv ville føle den upassende og lave måde at lade sig lønne på. Det enhver god fader sørger mest for, er at lade sit barn lære noget. Men hvor mangen en fader må sørgmodig træde tilbage fordi han ikke formår at udrede alle de udgifter som sådant kræver.

Udgv.

(Politivennen nr. 315. Løverdagen den 12te Januar 1822, s. 5050-5053).

Redacteurens Anmærkning

Denne skik med at afkræve folk penge nytårsaften forekommer umiddelbart nutidens mennesker meget særpræget. Redacteuren har forsøgt at finde en forklaring. Og muligvis er en sådan at finde i Danmarks Folkeminder, 1909 s. 14-19, i en artikel af Axel Olrik: At "gøre Vejr og at hilse nyår (ikke nytår). 

I denne artikel står at ifølge gammel tro var nymånen nyårskonge eller herre og rådede over årets trivsel. Ligeledes rådede mænd rådede over januar, kvinder februar, karle marts og piger april, osv. Lidt lige som når vi i dag - godt nok i spøg - gøres ansvarlig for vejret på vores fødselsdag. På Politivennens tid var det en anderledes alvorlig sag hvis vejret var dårligt. For så skulle fødselaren gøre det godt med traktement eller lignende. På samme måde kunne man (i januar mænd) blive gjort ansvarlig for dårlig trivsel i et år og derfor afkrævet kompensation. 

Man hilste året velkommen med vers, fx "Velkommen herre, med korn og kerne osv.". Denne skik genkender man i omkvædet til Grundtvigs nytårssang (bemærk: den er ikke ment om en salme!) "Velkommen nytår og velkommen her(re)". Som bygger på en gammel nytårsvise fra 1500-tallet.

Dette er dog kun Redacteurens mere eller mindre kvalificerede gæt. En folkemindeekspert eller historiker måtte muligvis vide mere. Hvis der er noget om det, kunne mænd altså omkring nytår blive afkrævet kompensation. Og hvis de ikke gjorde, dermed være ansvarlig for en manglende trivsel i det nye år. Det er jo straks en alvorlig sag som man ikke uden videre kan slå hen som en spøg.