20 november 2015

Qvindeoverfald i Gothersgaden.

Onsdag den 31. juli om formiddagen kl. halvtolv kom et velskabt og velklædt fruentimmer i følge med en mandsperson gående på fortovet i Gothersgade henimod Kongens Nytorv. En velbekendt slagterenke der møder dem, befaler mandspersonen at gå hjem og slår derpå fruentimmeret med knyttet næve i ansigtet således at underkæben flækkedes og det foreholdt lommetørklæde fyldtes med blod. Mandspersonen var fej nok til at lystre den djærve kvindes kommando uden at tage sig af det så voldsomt overfaldne fruentimmer. Og de som tilfældigvis var vidner til dette afskyelige optrin, var således beskæftigede at de ikke kunne komme til, før den lidende part allerede stiltiende have forføjet sig bort. 

Da nu ethvert voldeligt overfald bør straffes strengt og det ville være sørgeligt om den ligegyldighed hvormed vores slagtere anser blod og blødende kreaturer, også skulle forplante sig til disse kvinder og børn, så at enhver virkelig eller indbildt fornærmelse mod dem kunne skulle kunne afvaskes med blod, så var det at ønske at den ubekendte dame ville påklage sig for politiretten hvor man kan vente at hun vil ske behørig ret. Skulle hun frygte for ikke at have flere vidner end hendes medfølger, der var fej nok til at forlade hende under overfaldet, så behøver hun blot at henvende sig til Politivennens udgiver der vil opgive hende en mand som tillige med 2 andre har set hvorledes hun uden på stedet at have givet nogen foranledige årsag på anførte måde voldsomt er blevet overfaldet.

(Politivennen nr. 344. Løverdagen den 3die August 1822, s. 5573-5574).

"Et velskabt og velklædt fruentimmer kom i følge med en mandsperson gående på fortovet i Gothersgade henimod Kongens Nytorv. En velbekendt slagterenke slår fruentimmeret med knyttet næve i ansigtet således at underkæben flækkedes." (Gothersgade 2015 nær Kongens Nytorv, til venstre ude af fotoet. Eget foto)

Udpeg tydeligere den Rette!

Når en begået handling der fortjener lovens straf og alle velsindedes afsky bekendtgøres offentligt, såsom det i sidste Politivennen omtalte kvindeoverfald på en velklædt og velskabt dame, så synes anmelderen at man ikke - for at forebygge mulig fejltagelse af personen - bør genere sig ved at nævne udådskvindens navn, så meget mindre som faktum er bevisligt. Da nu sådant er forbigået og omstændighederne ved dette optrin således oplyste at den i hver henseende i høj grad agtværdige madame Henrichsen fra hvem alt slags pøbelagtighed upåtvivleligt er fjernet, af mange der er uvidende om sagens sande sammenhæng - er blevet anset for gerningskvinden skønt hun slet ikke er enke, men fordi overfaldet sket i nærheden af hendes butik, så finder anmelderen som har lokalkendskab om tildragelsen og tror at man altid bør fremdrage sandheden, det for ufravigelig pligt at bekendtgøre at det slet ikke ar madame Henrichsen, men enken efter afdøde slagtermester Lødel i Adelgade, som viste denne skændige adfærd for hvilken hun sandsynligvis allerede er draget til ansvar for vedkommende domstol.

Om en værdig eller uværdig kærlighedslabyrint i hvilken smertefuld jalousi almindeligvis finder sted havde lokket denne - for tilbøjelighed til morskab bekendte - kvinde så langt fra sit hjem hvor hun absolut må have vigtigere sysler, tør anmelderen ikke bestemt afgøre. Men ingen kan forbyde ham at tro hvad han vil.


E. Jessen.


(Politivennen nr. 345. Løverdagen den 10de August 1822, s. 5593-5595).