07 december 2015

Hvorfore patrouillerer Politiet om Søn- og Helligdagene.

Så længe anmelderen kan mindes, kan han erindre at have set politiets betjente, i følgeskab med vægtere patruljere gennem stadens gader på søn- og helligdage under gudstjenesten. Han har spurgt adskillige om årsagen hertil og af nogle fået som svar: at sådant skete for at forebygge uorden på gaderne, og af andre: at det var fordi alle handelsbutikker og udsalgssteder skal være lukket på disse dage.

Hvad nu den første årsag angår, så synes sådan patruljering ikke just at være nødvendigt. For erfaring har vist at der hersker mere orden og stilhed på vores gader om søndagen end på andre dage i ugen hvor man så ofte støder på slagtere og dragere der uden hensyn til fortovsretten bemestrer sig fortovet, og på kørekarle der med strygende fart jager gennem gaderne som var det på en landevej, og således gør passagen for fodgængere usikker. Samt andet lignende som man ikke mærker til om søndagene.


"I de fleste butikker drives der ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt." (Kræmmerbod ved Helligåndskirken omkring 1810).

Hvad den anden årsag angår, at patruljen skal påse at alle handels- og udsalgssteder er lukket, så synes hensigten hermed kun halvt at opnås. For
det er alt for velkendt til at være nogen hemmelighed at der i de fleste butikker drives ligeså stærk handel på søn- og helligdage under gudstjenesten som på søgnedage. Enten er dørene lukket på klem så at enhver kan åbne dem udefra, eller hvis de virkelig er lukket, så har man en anden indgang der er kunderne bekendt. Og ordsproget: man lukker lågen og lader porten stå åben, synes derfor at kunne være anvendelig på de fleste af vores på skrømt lukkede udsalgssteder.

Skal altså patruljeringen være mere end en ceremoni og blive til virkelighed, så måtte der påses at butiksdørene ikke alene var tillukket, men låste, og at ingen handel indenfor disse fandt sted fra kl. 9 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen. Dette ville have det gode til følge at handelsbetjentene, det være en svend eller lærling, dog engang imellem kunne få lejlighed til at besøge Guds hus. Det er nu sjældent eller aldrig tilfældet. For får nu et sådant ungt menneske en sjælden gang frihed til at gå ud, så sker dette efter gudstjenesten om eftermiddagen. Han kan da komme allevegne undtagen i kirken.


Indsenderen er af den overbevisning at handelsbetjenten lige så lidt bør være slave af sine forretninger som håndværkeren og arbejdsmanden. Vel kan der indvendes mod det at det er nødvendigt at nogle udsalgssteder bør være åbne om helligdagene, såsom den arbejdende klasse ikke får sin ugeløn før om lørdag aften, ja endog søndag morgen. Men når der dog bliver tid til at købe kød hos slagterne og urter hos grøntkonerne, hvilket dog må ske inden for den foreskrevne tid, så kan lige så vel de ting som fås i butikkerne købes til samme tid, og således bortfalder da den vel eneste rimelige grund for at butikkerne skulle være åbne eller handel undere gudstjeneste finde sted. 


Indsenderen håber (hvis han ikke ved uimodsigelige grunde bliver overbevist om nødvendigheden af søndagshandlen) at høje vedkommende vil tage sagen i overvejelse. I nærværende tider da der er gjort og gøres så meget for ungdommens dannelse, synes det meget gavnligt om der blev tænkt på de unge mennesker der efter at være konfirmeret sættes i lære hos detailhandlere. For her er de ligesom bandlyste fra al religion. Og det lille de som børn har fattet, bliver snart glemt da de efter indtrædelsen i handelsfaget næsten aldrig hører et religiøst foredrag, men er fordømt til at stå hjemme i 14 dage. Ja på mange steder i 4 uger før de får tilladelse til at gå ud. Og denne frihed tillades dem da som sagt først efter gudstjenesten er forbi. At lukke døre og dog drive handel indenfor kan vel ikke kaldes andet end skinhellighed. Og denne er vel en af de største laster folk kan forfalde til, og kan hos flertallet udvirke en handlemåde som man ikke må ønske almindelig blandt danske borgere.

(Politivennen nr. 380. Løverdagen den 12te April 1823, s. 6149-6153).


Redacteurens Anmærkning

Butikker i moderne forstand fandtes ikke på Politivennens tid. Det eneste som indikerede at der var salg, var et skilt på facaden (dem klagedes der i øvrigt ofte over i Politivennen) og at der var hængt varer udenfor. Eller at salget foregik fra boder på torvene, fx urtekræmmerboderne langs Helligåndskirkens mur, slagterboderne på Gråbrødretorv. Men ellers var sædvanen at salg foregik fra kældre (fx høkerne), i stueetagerne til bagergårdene. Det var først efter Politivennen holdt op med at udkomme at reklame blev mere udbredt.

Overtrædelse af helligdagslukningen bliver kun værre, hvis man skal tro klagerne i Politivennen. Se fx "Hold Hviledagen hellig!" nr. 894, 16. februar 1833, s. 116-117