17 december 2015

Om Landboernes Svirelyst.

Regeringens omhu for at fremme landbruget er umiskendelig. Ved anordninger og opmuntringer søger den at fremme samme, og vist vil den stræbe at formindske og om muligt at afskaffe enhver hindring for at opnå denne hensigt når den gøres opmærksom på det. Krobesøg og den deraf følgende hang til drukkenskab og svir er et onde som virker ikke så lidt imod landbrugets fremme og agerdyrkernes fordel, da tjenestetyendet og arbejderne derved gøres uvillig og ikke sjældent uduelige til at opfylde deres pligter mod husbonden. Men hvilke er de sikreste og hurtigst virkende midler til hos landalmuen at standse hangen til krobesøg og svir som frembringer lyst og vane til drukkenskab og andre deraf følgende laster? Sikkert ville den som var i stand til at opgive passende og virksomme midler der kunne afhjælpe dette onde, gøre sig fortjent af almenheden .

(Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347).


"Især på de lange vinteraftener keder han sig hjemme, da hverken han eller familie finder stof hos sig til lærerig og nyttig samtale. Han går da på kroen." (Store Bøllegård, Utterslev, nedbrændt 1913 og nu Bispebjerg Hospital)


Svar på Spørgsmaalet i Politievennen nr. 392 5te Julii sidstleden "Om Landboernes Svirelyst".

Menneskets uordentlige lyster stiger almindeligvis ved givne lejligheder. Så snart værtshusholderen i stæderne og kromanden, privilegeret eller ikke privilegeret på landet overholder sit privilegium som er ikke at tillade uordentlig svir og sværm, spil og drik mv., vil de pågældende også tabe lysten til sådant. Lysten bliver til vane og denne til en anden natur der sjældent ophører ved den blotte fornufts brug. Men som oftest må den indskrænkes eller hæves ved tilstødende udvortes midler, fx tvang eller ikke-lejlighed til at udøve sådanne vaner. Lad værtshusholderen og kromanden kun først blive uegennyttig, hvortil desværre nok først, i almindelighed taget, må bruges indskrænkningsmidler, og man vil snart spore forandring i lysten til svir. 

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427)


Noget fra en Landboer til den Herre som har saa meget at sige om Landboernes Svirelyst.


Gode herre! Jeg kender intet til hvad De har skrevet angående landboernes lyst til svir. Kun har jeg set af Adresseavisen at der i Politivennen nr. 397 skal findes noget sådant. Som jeg kan slutte efter det sted De har anvist Deres anmærkning, sigter den til at nedsætte vores moral og at bidrage til at indskrænke vores frihed. I så henseende er det jeg kun vil gøre Dem opmærksom på at landboerne er mennesker ligesom hovedstadsbeboerne, at vi ligesom disse elsker og søger fornøjelser og er ligesom disse berettigede til på vores hviledage og til andre tider efter fuldendt arbejde at fornøje og vederkvæge os ved selskabelighed, drik, spil og dans for igen til sin tid at være desto mere raske og bekvemme til vores arbejde. 

Kom De her ud til os og tag del i vores arbejde, om De ellers dur dertil, og De vil da utvivlsomt finde hvor nødvendigt det er for landboerne undertiden at vederkvæge og fornøje sig, eller som De kalder det: at svire. At der gives nogle blandt os der går så vidt i nydelse og især kigger for dybt i brændevinsflasken - i hovedstadens sprog har jeg hørt sige det hedder at tude - se, det tilstår jeg gerne. Men mon misbrug i denne som i flere henseender ikke også finder sted i hovedstaden? Hvor meget kan jeg ikke påvise! Men Gud ske lov at jeg kan tie. Se, dette er fra en bonde. Herremanden sigter De vel ikke til, for han svirer jo aldrig og vil nok vide at forsvare sig mod beskyldninger.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493)


Forslag til Afværgelse af Bondesvir.

For rum tid siden blev gjort det spørgsmål i dette blad hvorledes den tiltagende svir blandt mange af landsbyindbyggerne bedst kunne hæmmes. Indsenderen vover her at fremsætte et middel. Måske lader det sig ikke udføre af mig ubekendte årsager. Dog lad vedkommende afgøre det. 

Efter mine ringe kundskaber om bonden i særdeleshed tror jeg at han før har givet sig mere af med at forarbejde allehånde redskaber henhørende til sit arbejde. Nu derimod kan sådanne redskaber muligvis købes for meget billig pris, hvorfor han lader være at forfærdige dem selv, hvilket nok er urigtigt. Især på de lange vinteraftener keder han sig hjemme, da hverken han eller familie finder stof hos sig til lærerig og nyttig samtale. Han går da på kroen. Dog den tomhed hos familiefædrene er desværre også tilfældet hos købstadsmanden. Derfor går denne i klubben. 

Hvad om nu præsten og skolelæreren, drevet af embedsiver, skiftedes til at samle de voksne bønder hos sig og underholde dem nogle timer med forelæsning af ting der kunne være bonden til nytte i sin håndtering eller også noget der kunne give ham lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad der var uden for hans by, såsom rejsebeskrivelser, jordbeskrivelser mm. Ville der da ikke altid hænge noget ved, når han kom hjem. Og dette noget ville han meddele sine. De yngre ville da længes efter tilladelse til at overvære disse forelæsninger, og mange gange ville da kroen blive glemt. 

Mennesket er nysgerrigt eller rettere sagt for de mere dannede: videbegærlige. Øvrighedens pligt er det da kun at lede denne videbegærlighed hos almuen til det der er nyttigt. Alle slags aviser måtte vist ganske bandlyses ved sådanne forelæsninger og tvang også. Man besøgte dem nok godvilligt, når kun en eller to havde overværet de første møder.


Desværre søger mange såkaldte fornuftige og dannede mennesker flaskens trøst når deres økonomiske forfatning er dårlig. Hvor let da at den mindre dannede søger samme vej for dog en gang imellem at drukne sorgerne. Dog den druknede kommer til live igen og føler sin tilværelse endnu værre end før. En større dosis må altså drukne sorgen igen, og således fremdeles.

(Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516)