02 december 2015

Om Sparekassen.

Sparekassen - hvis oprettelse tjener til bevis på vores gode regerings omsorg for undersåtternes bedste og dens ønske at indføre tarvelighed og sparsommelighed hos disse - har siden adgangen til samme blev åbnet haft temmelig god fremgang. Således har omtrent 2.000 individer haft større eller mindre konto i samme. Og sikkert er mange dalere som ellers ville have været unyttigt anvendt, blevet opbevaret der til gavnligt brug. At så mange som muligt ville benytte denne indretning, var vist ønsket og hensigten med dens oprettelse. For foruden at den gavn den fremvirker således blev større og mere almindelig, ville også en ikke ubetydelig kapital som ellers henlå frugtesløs på flere steder, således komme i cirkulation og gøres frugtbringende.

Erfaring har lært at de private livrenteselskaber ikke har kunnet bestå. Et efter det andet er de gået til grunde. Og sikkert vil den tid snart komme da man aldeles ikke hører at noget sådant er til. Mange uformuende familiefædre er således skilt ved en ikke ubetydelig sum som han i flere år har sparet sammen i den tanke dermed at bidrage til sine børns fortkomme eller timelige vel. Og mange tjenestetyende ved sin surt erhvervede flerårige løn. Alle sådanne beklager at sikre og garanterede sparekasser ikke har været oprettet før, hvori de kunne have nedlagt deres skærv til nytte for dem selv og familie.

Ligesom altså de private livrente selskaber forsvinder, vil tilgangen til benyttelsen af sparekassen stige. For her er man sikret for at kapital og renter ikke medgår til høje lønninger for kasserer, bogholder og bude, da uegennyttige, retskafne mænd uden mindste fordel har påtaget sig bestyrelsen af samme i den gode hensigt at gavne det almindelige. Her nedlægger den uformuende husfar efterhånden en lille sum som han kan undvære. Og ved huslejetiden er han ikke i forlegenhed for hans husleje. Han ved da hvor han kan tage den, og undgår således at sætte sin kautionist i forlegenhed eller selv at ængstes for eksekution i hans møbler og bohave. Her nedlægger det tarvelige tjenestetyende roligt sin løn og øvrige fortjente skillinger og hæver dem kun når trangen til et eller andet nødvendigt og uundværligt klædningsstykke fordrer det. Erfaring har lært det hvor vanskeligt det er at holde på penge, man har liggende. For snart fristes man til at udgive dem til en eller anden fornøjelse, snart bortlokkes de af omløbende bissekræmmere for flitterstads eller andet uundværligt kram, men er det nedlagt i sparekassen er de reddet da lysten og fristelsen som oftest forgår, inden man får tid og lejlighed til at hæve dem.

På sådanne og utallige flere måder virker sparekassen nytte. At den endnu ikke tæller flere deltagere er vist ikke så meget at tilskrive tidernes besværlighed eller den pengemangel alle råber på, som at indretningen selv og den nytte den stifter ikke er nok så bekendt.

Vel lod bestyrerne eller direktørerne for sparekassen ved dens åbning udgå en trykt underretning om samme, der fulgte med Adresseavisen, og siden har de engang bekendtgjort regnskab og efterretning om dens tilvækst. Men da man vel kan antage at der hvert halve år fremkommer ligesom en ny generation der får penge mellem hænder såsom drenge der sættes i lære og piger i tjeneste osv., så ville en gentagen underretning om indretningen og dens nytte vist være gavnlig for sådanne idet mange af dem ved at attrå at deltage deri ville vænnes til sparsommelighed og tarvelighed. Man kunne derfor ønske at en sådan underretning måtte gives en gang om året, hvortil tiden mellem jul og nytår synes den rigtigste da sådanne personer på den tid har flest penge mellem hænderne.

Dernæst kunne man ønske at timerne i hvilken adgangen til sparekassen er åben, nemlig mandag og onsdag formiddag fra 8-10, i de korte vinterdage måtte ændres til kl. 9-11, eller på en af dagene bestemmes til et par eftermiddagstimer. Dette ville være til bekvemmelighed for mange tjenende der først må have forrettet deres husgerning før det bliver dem tilladt at røgte egen ærinde. Dog ønskes naturligvis kun denne forandring når den ikke var til videre ulejlighed og tidsspilde for de brave mænd der så uegennyttigt har påtaget sig bestyrelsen.

Endvidere var det vist godt om det højeste indskud ikke blev klemt til 50 rigsbankdaler. Men at det blev tilladt at indsætte nogle hundrede rigsbankdaler ad gangen. Og for dette ønskes opfyldelse synes intet at være i vejen, da sparekassen ikke oprettet for pengemanden eller den rige. Men det er heller ikke for hans skyld ønsket fremsættes. For han forstår nok at anvende sine midler således at de yder ham fordel. Men der gives mange tilfælde hvori en uformuende kan komme i besiddelse af en lille kapital som han ønsker sikkert opbevaret indtil han kan gøre en fordelagtig anvendelse af samme. 

Man vil fremsætte et eksempel: En mand sælger sit hus, varelager eller andet for en vis sum, som han må modtage i halvårlige eller månedlige afdrag. Han ønsker at have sin kapital samlet, men glemmer han selv afdragene, så ligger de frugtesløse hos ham. Låner han dem ud, risikerer han at tabe en del af dem, og ofte fristes han at tabe en del af dem. Og ofte fristes han til at vove dem i en eller anden uheldig spekulation. Ved at sætte dem i sparekassen er hans penge ikke alene sikkert forvarede, men er endog frugtbringende for ham. 

Det samme er tilfældet med en tjener, karl eller pige, som kan få en lille arv af nogle hundrede rigsbankdaler, som de ønsker opbevaret indtil de vil indlade sig i ægtestanden og begynde på en eller anden næringsvej. Erfaringen har lært hvor skadeligt det er for disse sidste selv at have deres lille formue i forvaring. For rygtes det blandt deres lige at de har penge liggende, så overhænges de af disse for lån, og bliver da som oftest skilt ved deres smule ejendom. Den gavn sparekassen vil stifte ved at modtage sådanne summer er så betydeligt at man håber der intet vil haves imod dette ønskes opfyldelse.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1822, s. 5975-5981).

Emnet uddybes endvidere i artiklen "Om Sparekasser paa Landet." i Politivennen nr. 789, lørdag den 12. februar 1831, s. 105-109.



Redacteurens Anmærkning

De første sparekasser var på artiklens tilblivelsestidspunkt noget ganske nyt. Lensgreve F. A. Holstein på Holsteinborg havde i 1810 oprettet landets første sparekasse, ”Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn”. Godsets bønder kunne her få 3 procent i rente. Selv tjente sparekassen penge ved at anbragte bødernes opsparing i Finansministeriet til 4 procent. I 1816 oprettedes sparekasse nr. 2 i Odense og på Politivennens tid var der en halv snes sparekasser (1830: 14, 1850: 35, 1860: 57). I købstæderne var det især embedsmænd der var initiativtagere med det formål at dæmme op for fattigdommen. Dvs et patriarkalsk formål med at uddanne almuen til at spare op for at løse deres egne økonomiske problemer. I København blev de stiftet af velstående købstadsfolk. 

Artiklens spådom om sparekassernes gyldne fremtid blev ikke helt som forudsagt. Bankerne kom nemlig til en snes år senere (i København med Privatbanken i Kjøbenhavn 1857) og overtog sparekassernes funktion i købstæderne, mens sparekasserne koncentrerede sig om landbrugerne. Som artiklen antyder var det første gang mindre bemidlede mennesker fik en chance for at lægge lidt til side ind i mellem. Bønderne oprettede først i 1856 deres egen ”Den Sjællandske Bondestands Sparekasse”. Herefter steg antallet dramatisk: 1870: 169. Helt op til 1974 var der forskellig lovgivning for sparekasser og banker. Men blev så lovgivningsmæssigt ligestillet.

Der klages over manglende regnskaber i Politivennen 685, 14. februar 1829 s. 103-104: "Sparecassen betræffende". Nogle forbedringer blev foreslået i artiklen "Et Par Ord om Sparekassen." i Politivennen nr. 1097, 7. januar 1837. Side 1-3. Se også "Om Kjøbenhavns Sparekasse." Politivennen nr. 1230, lørdag den 27. juli 1839, side 463-466)