31 december 2015

Redacteurens Nytårshilsen 2015

Godt nytår til læserne af Politivennen Live Blogging, og tak for interessen i det forgangne år. Bloggens første!

Jeg kan ikke klage over mediedækningen. Allerede i januar var TV Lorry på banen, og her sidst på året er det blevet til to længere indslag i radio24syv AK24syv den 23. november og 21. december. Hvem ved om der kommer mere i 2016? Ellers har jeg - med noget held - forsøgt at promovere stoffet via Facebook. Humoren spiller en stor rolle, men ved et årskifte bør der ud over humor også være lidt alvor. Og det får læseren så med nedenstående.

Som Redacteur med et stof skrevet for 200 år siden er jeg stødt på mange kilder som minder os om at der er mange måder at fortælle Danmarkshistorie. Mere ligeud: Vi ved det jo godt, det er magthavernes glorificerede historie vi mest har fået fortalt. Med Politivennen og andre samtidige kilder bliver det mere konkret hvad det egentlig betyder. For det viser sig alt for ofte at vi alligevel tager den glorificerede historie for at være historien. Politivennerne tilhørte også magteliten. Men i deres grænseløst forargede åbenhed åbner de vinduer ind til bagsiden af den glorificerede forside. Det danske militærdiktaturs polerede overflade krakelerer for øjnene af os, ofte i en velberettiget latter. Og der skal kun lidt omtanke til at føle sympati med de samfundsgrupper som politivennerne harmdirrende rakkede ned på. Den højt berømmede danske guldalder får et andet perspektiv.


Jacob Augustinus Eberth

Så i dette indslag vil jeg sætte kød, blod og nerve på en af de personer som Politivennerne havde et horn i siden på: den ukendte Jacob Augustinus Eberth med hans beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han var en af de personer som Politivennerne afskyede: Han var ikke "patriot", viste ikke den rette fædrelandskærlighed, formentlig ville de også anse ham for doven, respektløs, en der ikke opførte sig som det tilkom ham.

Jeg har i forbindelse med kaperiet efter 1807 bragt uddrag. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. Politivennen ville nok være stoppet ved hans fortjenester og se dem som et udslag af dansk heltemod og fædrelandsfølelse. Men her er den anden side af historien. Den er ikke sjov, tværtimod chokerende, men værd at læse, huske og lære af. Godt nytår!

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.


Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.


Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.



Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:


En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.


“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.


På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 


Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.