15 januar 2016

Advarsel om at følge Landeveien.

Efter at have været på Frederiksberg kom jeg anden pinsedags aften henad klokken 8 gående fra dæmningen langs med St. Jørgens Sø, hvor jeg velsignede vedkommende for den beplantning der var anbragt der og lykønskede hovedstaden hvis omegn således forskønnes år for år. For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv. Det gruede jeg noget for, men gjorde i det samme en meget behagelig opdagelse. Lågen eller stakitporten ind til gangstien ved Peblingesøen stod åben, og jeg så folk spadsere frem og tilbage der. 

"For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv". Endnu i 1850 da H. G. F. Holm tegnede møllerne ved Farimagsgade kan man forestille sig vejen stå i en sky af støv. Københavns volde og deres møller anes i horisonten til højre.

Jeg ytrede imidlertid min betænkelighed over for en mand der just stod ved lågen, om det vel virkelig også skulle være tilladt for alle og enhver at gå der. Han mente ja, og anså denne omsorg for publikums bekvemmelighed som en følge af det så rimelige ønske om det som Politivennen ytrede forrige år. Jeg istemte med hans ros af ovennævnte blad og gik ind på stien. Da jeg mødte adskillige som kom fra den modsatte side, tænkte jeg ikke på mindste vanskelighed før jeg kom til gangstiens ende og fandt stakitporten låst. Jeg befandt mig herved i en forlegenhed som jeg med disse linjer har villet advare læseren for. Jeg stod i begyndelsen tvivlrådig om jeg skulle gå samme vej tilbage jeg var kommet fra, og så dog indslurke støvet på Farimagsvejen, eller jeg skulle søge at forcere passagen som jeg så andre gjorde. Sidstnævnte redningsmiddel var der forbundet nogen vanskelighed forbundet med, med mindre de spadserende enten var børn eller var stærke i gymnastiske øvelser. I sidstnævnte tilfælde kunne de ved et saltomortale sætte over stakitværket. Børnene derimod lod sig glide ned i den dybe grøft og kravlede på hænder og fødder op på  den modsatte brink. For kvinder og aldrende mænd var det derimod helt vanskeligt, og indsenderen af disse linjer var næppe kommet over, hvis ikke godmodige mennesker på begge sider af grøften havde rakt ham hjælpsomme hænder. 

Således slap jeg ud af denne knibe. Derimod har jeg siden følt samvittighedsnag over at have begået en handling der strider imod anordningerne om hegn og markfred. Denne brøde kan jeg så meget desto mindre tilgive mig selv som jeg ellers alle mine dage har hyldet den maksime at frygte Gud og følge landevejen. 

C. E.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8021-8023)

Redacteurens Anmærkning

Vejen bliver beskrevet i artiklen "Med den Grundforbedring, Vester-Farimangsvei nylig har faaet, er den dog ei aldeles færdig" Politivennen nr. 990, lørdag den 20. december 1834, s. 876-879.