03 januar 2016

Om Boghandelen.

Mens alle håndværkere og handlende stræber efter at indtræde i lav eller korporationer for at se deres rettigheder hævdet, er boghandlerne de eneste som tålmodigt ser på at der på mange måder gøres brud på deres rettigheder. Og det endog i den grad at man næsten kunne definere en boghandler som en borger der har fuldkomne pligter, men kun meget indskrænkede rettigheder. 

Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.


I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.


Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet. 


"I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd lagde sig efter betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter." (Samtidig bogsamling, dog ikke biblioteket: Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.

(Fortsættes)

*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.


(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)

Om Boghandelen

(Se forrige nummer)

De før omtalte gode og betydelige biblioteker blev efterhånden ved ejernes død eller af andre årsager solgt på auktioner og enhver der ejede en lille eller stor bogsamling skyndte sig i ældre år at blive af med den til hvilken som helst pris. På disse auktioner indfandt sig kun sjældent de egentlige boghandlere. For da afsætningen på bøger aftog, blev de træt eller kunne ikke bestandigt holde ud at forøge deres samlinger og sætte kapitaler til for at fylde deres lader. Således kom ofte fremmede kostbare værker i ukyndige boghøkeres hænder hvor de ofte blev defekte. Eller når de havde stået hos dem i nogen tid uden at kunne sælges, vandrede de til spækhøkeren eller urteboden. På denne måde er mange kostbare værker gået tabt, og sådant sker endnu hver dag. Ingen
 vil vist kunne nægte at det er til stor tab og skade for videnskaberne. For videnskabsmanden på landet som ikke kan ty til offentlige biblioteker, må når han skal benytte et ikke almindeligt værk, søge at få det på bogladerne, og når det af anførte grund ikke findes der, må han af mangel på de fornødne hjælpekilder standse eller ophøre med et arbejde der muligvis kunne være blevet oplysende og gavnligt for flere slægter.

Man kan vel ikke sige at læselysten er aftaget. For masserne vil gerne læse når de kan få bøgerne til låns eller for intet. Men at købe bøger, det bryder ingen sig om, de har andet at bruge pengene til. Men det kan boghandleren ikke være tjent med. Vel har han bemærket at nye bøger er temmelig dyre. Men er denne bemærkning begrundet, så hidrører denne dyrhed fra den lille afsætning der findes. I lejebiblioteker og læseselskaber kan 1 eksemplar læses af flere hundrede mennesker. Og har man her i Danmark fx 100 af sådanne indretninger, så kan en forlægger når som ovenfor sagt ingen privatmand køber bøger, kun gøre regning på at afsætte 1 eksemplar til hvert. Men herved er han langt fra ikke skadesløs for udgifter til honorar, papir og trykkerløn, og det kan man dog vel ikke fortænke ham i om han stræber at blive og at have håb om en mulig fordel ved at sælge nogle få eksemplarer af den øvrige beholdning. På grund af det må ham sætte en pris på sine bøger der er beregnet efter afsætningens størrelse. 
Dog gør han ved skole- og andre almennyttige bøger hvorpå større afsætning kan ventes, vist nok en undtagelse heri, ligesom man vil finde at danske bøger overhovedet ikke er så dyre som de der komme hertil fx fra Tyskland og andre steder.

Letheden i at kunne få bøger for et godt køb hos de mange som er uberettigede til denne handel, er også for en stor del skyld i at boghandlerne mangler afsætning på nye bøger. Men når afsætning mangler, taber boghandlerne mod og evne til at befatte sig med bøgers udgivelse. Og dog er nytteskrifters udgivelse ikke alene højst nødvendig der, hvor kunster og videnskaber skal fremmes, men den er også et middel til at dække de summer som går ud af landet for fremmede skrifter. Kan en boghandler ikke forlægge nye bøger, så synker han ned til kommissionær, og hans handel er da til ubetydelig gavn såvel for ham selv som for staten *). 


Før Danmark fik boghandlere, måtte de danske købe og lade deres bøger trykke i Tyskland. De første boghandlere som begyndte handelen her, blev opmuntret og understøttet. Og siden da handelen kom i gang, var der mange som samlede sig formue. Derfor ser vi også fra de dage voluminøse og kostbare værker som i vores tid ingen turde befatte sig med at forlægge. Nu vil ingen ved boghandelen kunne samle sig formue, godt om de kunne bestå og leve. Og skal afsætningen fremdeles aftage og tingene vedblive at gå den begyndte gang, så er det ikke usandsynligt at vi vil komme tilbage til det punkt hvorfra vi begyndte, det vil sige købe og lade trykke vores bøger på fremmede steder. Men hvilken skadelig indflydelse dette ville have på vores sprog og videnskaberne her til lands og til hvor lille ære det ville geråde Danmark, er meget let at indse. 

Man kan derfor ikke andet end ønske at vedkommendes opmærksomhed for denne sag må vækkes, og boghandlernes rettigheder nøjere måtte blive bestemt og overholdt. Vel har man sagt at boghandelen var en frihandel. Men hvorfor den skal være mere fri end enhver anden handel, så enhver kan kaste sig derpå, indses så meget mindre som en boghandler må betale sit borgerbrev og svare betydelige skatter og tyngder lige så fuldt som nogen anden borger. Hvad ville en lysestøber eller marskandiser sige til at boghandlerne begyndte på at sælge lys eller gamle møbler? Og da bøger i en kultiveret stat ikke kan anses for overflødighedsvare, så fortjener vel den mand som ved disses udgivelse bidrager til at fordrive åndens mørke lige så meget agtelse og opmærksomhed som den der frembringer et middel mod nattens.

*) Når en boghandler kan udgive gode skrifter, da kan han ved bytning eller tusk aldeles eller dog for en del dække fremmede bøger. I andet fald må han sende det hele beløb for de afsatte bøger i rede penge, med undtagelse af den ham tilstående provision. Men af denne provision kommer ham eller staten kun meget lidt til fordel. For den største del går bort i transportomkostninger der ikke engang ganske bliver det danske postvæsen til del. En af os herværende boghandler tilbagesendte i forrige år 12.000 pund og i år skal han remittere 18.000 pund uafsatte skrifter. Beregner man den porto frem og tilbage, som herfor omsonst er betalt, så ses hvor lidt fordel kommissionærhandelen giver.


(Politivennen nr. 426. Løverdagen den 28de Februar 1824, s. 6879-6885)