25 januar 2016

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?


(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)


Om Værelser for fattige Folk.

(slutning; se nr. 461)

Der findes mange uformuende mænd eller koner som ser sig i stand til at tjene livets ophold ved at arbejde i fabrikker, at gå som bud eller ved andre beskæftigelse. Men at udrede en dyr husleje 2 gange årligt formår de ikke. De bliver nødt til at sælge eller pantsætte deres smule ejendom, og til sidst skilt fra denne og nedbøjet af fattigdom og sorger, må underholdes på medborgernes bekostning.

Trøst og hjælp for mange ville det derfor være om her i staden fandtes bygninger hvori småfolk kunne få værelser for 6 til 7 rigsbankdaler halvårligt. Men da det kan vare længe inden en eller anden bygningsentreprenør kommer på den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse, blot indrettet til fattige lejere, ville lønne sin bygherre lige så rigelig som nogen anden, så kan man ikke undlade at ønske at den eller de autoriteter som bør påse at der er et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, fandt sted, ville ved at opføre en eller flere sådanne bygninger give private byggelystne et gavnligt eksempel.

Indsenderen heraf er ikke nogen bygningskyndig og ønsker at en eller anden af vores duelige arkitekter offentligt ville fremsætte en plan og beregning over en sådan bygnings opførelse. Indsenderen tillader sig imidlertid at fremsætte sin ide. En sådan bygning burde være i det mindste 100 alen i længde og have en dertil passende bredde. Den burde bestå af flere etager og enhver af disse indeholde værelser på 4 alen i kvadrat. Denne størrelse ville være tilstrækkelig når man betænker at de som lejede dem, for det meste var ude om dagen, og altså kun brugte dem til at sove i. Og for familier kunne der måske træffes den foranstaltning at disse blev overladt 2 værelser som ved en dør kunne sættes i forbindelse. Midt igennem hver etage burde der være en gang hvortil alle værelser havde udgang. Denne gang kunne opvarmes af 2 kakkelovne, da så ingen behøvedes i værelserne, ligesom 1 eller 2 fælles skorstene ville være tilstrækkelig i hver etage. Det ville blive nødvendigt at en mand under navn af portner eller sådant måtte ansættes for at have opsyn med bygningen og påse orden blandt så mange mennesker. Og når nu denne mand hver morgen var forpligtet til, mod en ringe godtgørelse at forsyne dem af beboerne som ønskede det med kogt vand, så ville dette være en bekvemmelighed for disse og en besparelse af brændsel, som falder den fattige så dyr og ofte vanskeligt at tilvejebringe.

I den bedste mening, skønt ufuldkomment har forfatteren fremsat sit ønske om bygningers opførelse til hjælp for småfolk. Han beder at mere kyndige nøje ville udvikle og forbedre hans ide, muligvis ville den da vække højere velgørende opmærksomhed. Dette håb synes han at turde nære når man tager hensyn til at en stor del bygninger endnu ligger uopbyggede, hvorved trangen til simple boliger er så meget større at byggegrunde, fx ved volden ville fås for et godt køb og at bygningsmaterialerne just ikke kan siges at være så dyre

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9273-9276)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann.