06 januar 2016

Venlig Advarsel til Forældre som sende deres Børn i Kirsebærgangen, for der at bevæge sig og nyde den fri Luft.

Allerede sidste sommer blev anmelderen på en højst ubehagelig måde gjort opmærksom på et mandligt afskum som ofte indfandt sig i Kirsebærgangen og når han mærkede at ingen mandsperson var i nærheden, viste sig for forbigående kvinder og pigebørn, blottet og i en stilling hvorom den mindste levning af blufærdighed ikke tillader her at ytre sig tydeligere. Så vist som det er at hver dydens ven føler det højst vigtige i at bevare blufærdighed og sædelighed hos den opvoksende ungdom og i at undertrykke enhver spire hos samme til usædelighed, så harmende må det være at forældre eller formyndere nu ikke engang tør vove at sende deres børn eller umyndige personer hen på et sted som Kirsebærgangen uden opsyn af en mandsperson, med mindre de vil udsætte uskyldigheden for giftig kådheds forgiftende pest. 

Kirsebærgangen o. 1840. Væggen, Københavns Bymuseum.

Også i det nu begyndende forår har nævnte afskum ladet sig se i Kirsebærgangen. Og da det vel for det første vil medføre nogen vanskelighed at hæmme hans skamløse adfærd på dette sted, så tror anmelderen at burde advare om ikke at sende børn i Kirsebærgangen uden i følge med mandspersoner. For afskummet holder udkig efter disse for ikke ved sin adfærd at udsætte sig for en velfortjent revselse. Imidlertid tør man vel håbe hvad man inderligt må ønske at en eller anden håndfast ærbarhedens ven kunne holde så godt udkig efter niddingen at dennes kådhed kunne ved en kraftfuld arm og en dygtig stok blive afkølet på en måde som for lang tid ville blive i hans erindring.

Nogle søndage om eftermiddagen har man også set en del drenge, ikke af den lavere klasse, men meget velklædte at drive deres spil i Kirsebærgangen ved Vesterport. De bemægtiger sig helt gangen så at andre spadserende ikke kan komme frem for dem, og kryber op ad volden som endnu p visse steder viser spor af deres øvelser. Sådanne drenge burde nok ikke uden opsigt tillades adgang til aflukkede spadseregange hvor svage personer ønsker at gøre sig en bevægelse og nyde frisk luft.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6988-6990)

Atter noget om det i No. 432 af Politievennen omtalte Afskum i Kirsebærgangen. 


I nævnte blad har man beskrevet et mandligt afskum der viser sig i Kirsebærgangen i en skændig og nederdrægtig stilling som man må blues ved at nævne.

Dette menneskelig afskum har man siden den annonce i Politivennen ikke set. Men i forrige uge har denne person atter indfundet sig i nævnte Kirsebærgang og driver der sin nederdrægtighed så snart han bemærker at intet mandfolk er i nærheden.

Anmelderen erfarede sådant af sit barn, en dreng på henved 8 år, og ilede derfor så hurtigt han kunne for at få fat på denne nederdrægtige. Men det lykkedes ikke denne gang.

Afskummet kan være forsikret om at anmelderen heraf ikke skal ophøre at forfølge ham, indtil han får tag i ham, og får personen afleveret i rettens hænder til velfortjent straf, hvorefter man da ikke skal undlade at lade hans navn bekendtgøre offentligt.

Da straffen for sådan forbryder der træder blufærdighed og sædelighed under fode, ikke er anmelderen bekendt, så kan han ved denne lejlighed ikke undlade at anbefale genindførelse af den for lang tid siden afskaffede gabestok. En sådan maskine tror anmelderen vil virke langt mere på en forbryder af sådan natur, end fængselsstraf eller straf på vand og brød. I øvrigt tror anmelderen at indførelsen af en gabestok placeret på en befærdet plads til brug for forbrydere der er kvalificerede til flere ugers fængsel på vand og brød, ikke var at forkaste, da sådan straf når den ikke bliver anvendt for tit, vil gøre bedre virkning end al anden straf.

Nutidens sæder er vel ikke så ødelagt at der jo må findes glimt af æresfølelse. Gabestokken vil derfor være et afskrækkende middel mod at begå flere forbrydelser. Fængselsstraf ses ikke, men at stå til skam for et helt publikum et par timer og gane i en uge er noget enhver just ikke så gerne vil.

Det pro og contra der kan siges om dette tema overlader anmelderen til sagkyndiges nærmeste omdømme, da rummet her ikke tillader nøjere at afhandle denne genstand.

(Politivennen nr. 451. Løverdagen den 21de August 1824, s. 9096-9098)