03 februar 2016

Betleroverhæng i Norgesgade.

Hr. Politiven! Denne benævnelse lader ikke blot formode at De drager omsorg for at gøre politiet opmærksom på alt det der nogenlunde kan forandres, forebygges og forbedres, det være sig af alt hvad som henhører enten til almensikkerheden, til sædeligheden og til den udvortes rolighed. Og at de hidtil har gjort det, kan ikke være underkastet nogen tvivl. Men De kommer på søgnedage nok kun sjældent ud i Norgesgade, da det er så langt fra deres nabolag. For ellers ville de måske der finde adskilligt at anke på og advare imod som meget let kunne hæves. Fx fra om eftermiddagen kl. 5 og til - jeg ved ikke hvor langt ud på aftenen - vil man finde en 3 til 4 vel meriterede matroner, hver med et barn på armen, foruden et par stykker ved hånden, overhænge og forfølge de forbigående om almisse. Matronerne forfølger egentlig ikke selv, men deres medhjælpere foretager sig de løbende forretninger og således ledsager de vandrende den største del af Norgesgade igennem. Stykket fra Garnisonspladsen er man fri for dem, indtil man kommer til hjørnet af Charlottenborg, der findes atter en lille skildvagtinde udsat som fører samme sprog som de efterladte. På grund af alt hvad der ydes til de fattige og al den omhu der drages for dem, finder jeg sådant at være højst upassende, især for fremmede som kommer hertil af søvejen. 

Nok en uorden. I Norgesgade er der en gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet. Når børnene går ud af skolen, det være sig middag eller aften, da er det ganske umuligt for noget menneske at passere det fortov, som grænser til skolen. Ja det er endog helt vanskeligt med sikkerhed at gå på det modsatte. For disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt. Alt dette må man se på uden at kunne forebygge det. Undertiden kan det vel hænde sig at den forbigående kan træffes med en sten eller en klat snavs, børnene uafvidende som man med tavshed må tage imod. Alt dette kunne meget let forebygges ved at lade børnene gå bort i små afdelinger og forstanderen eller hvad han kaldes burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem. Den skrigen og støjen der ved sådanne lejligheder foregår, vil jeg ikke engang omtale, da nabolaget på dette sted ikke er synderlig stort.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9626-9629)

"Disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt". (Kirurgisk Akademi i Bredgade, eller som den hed på Politivennens tid, Norgesgade, 1830. Københavns Museum).

Noget i Anledning af Stykket: "Betleroverhæng" i Politievennen No. 486.

I Politivennen nr. 486 finder man under titlen "Betleroverhæng i Norgesgade" et stykke der fra formen at slutte just ikke afgiver de bedste forhåbninger om materien. Uden at indlade sig på selve sproget der næppe holder prøve for kritikkens domstol, vil man her indskrænke sig til materien for så vidt samme handler en en "gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet" *). Efter at forfatteren først har udgydt sit hjerte over den uorden denne skoles ungdom ved dens bortgang middag og aften afstedkommer, skrider han med et til det lige så naive som humane forslag: "at forstanderen - NB for skolen -eller hvad han kaldes, burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem". 

Jeg skal her ikke indlade mig på de pudsige optrin en fremgangsmåde som den projekterede ville afstedkomme, men vil kun indskrænke denne min replik til besvarelsen af følgende spørgsmål: 1) Var den foretagne fremgangsmåde passende? og 2) Var den lovlig? Hvad angår det første spørgsmål da vil vist ingen uden måske forfatteren selv finde det passende at inspektøren (forstanderen) ved en offentlig skole skulle agere offentlig profos. Jeg siger offentlig, for forslaget går ud på at denne hans anden funktion skulle udøves på gaden, for ikke at tale om at det publikum der var vidne til en sådan behandlingsmåde let deraf kunne udlede andre følgeslutninger end blot den at det måtte være slet bevendt med tugten på selve skolen. Skulle som forfatteren mener, en sådan fremgangsmåde være absolut nødvendig - noget jeg slet ikke kan indrømme - da synes det dog vel mere passende at samme blev iværksat og udført af en egen dertil lønnet skarpretter, en bestilling om hvilken vel endog forfatteren selv kunne gøre sig håb, når han betimeligt indkom med sin ansøgning desangående til den kongelige administrerende direktion for Københavns fattigvæsen. 

Jeg går nu over til besvarelsen af det andet spørgsmål, og vil da forudskikke den bemærkning at det politi der med så megen iver og årvågenhed hæmmer enhver uorden, vist også vil drage omsorg for at den påankede hvis den dertil måtte kvalificere sig, bliver hæmmet og afstraffet. Er det nu en afgjort sandhed at enhver uorden på gaden ene og alene sorterer under politiet, så bliver det klart at vedkommende inspektør ikke uden at gøre indgreb i dettes rettigheder vil kunne efterkomme forslaget. Ligesom han vel også ved at udøve den foreslåede tugt på gaden let kunne afstedkomme sådanne opløb som han især med hensyn på det tilstødende publikum ikke ville have kompetence til at standse.


Men ikke alene fra dette synspunkt er en sådan fremgangsmåde ulovlig. Den strider også mod de af direktionen for almue- og borgerskolevæsnet udfærdigede skolelove. Disses § 12 tillader og det endda kun i yderste nødstilfælde at straffe med den tynde ende af et ris (en bestemmelse for hvis forandring der dog vel turde være vigtige grunde). Men ville man nu ikke på det skammeligste omgå denne bestemmelse taget af direktionen og hidtil ikke forandret, hvis man troede sig berettiget til uden for skolen, eller som her blev tilfældet,på gaden, at bruge en tamp? Ville det ikke være et mageløst eksempel på bogstavelig udlægning at anse sig berettiget til at anvende en forbudt korporlig straf på ethvert andet sted end i selve skolelokalet? Besvarelsen af disse spørgsmål overlader jeg gerne til hr. forfatteren, og skal det være mig kært hvis han på en for publikum og mig tilfredsstillende måde kan modargumentere hvad jeg her har ytret.

*) Så vidt vides er der intet Landakademi til i hele Danmark, endsige i København, med mindre forfatteren dermed mener Landhusholdningsselskabet hvilket det dog næppe her kan betyde, siden dette selskab her sit lokale ved Frederiksholms Kanal og ikke i Norgesgade. Mener derimod forfatteren med sit udtryk Landkadetakademiet, da er den benævnelse lige så uforståelig og urigtig som ville man kalde Søkadetakademiet Vandakademiet.


(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9710-9714)

(Debatten fortsætter i Politivennen nr. 493. Løverdagen den 11te Juni 1825, s. 9757-9761. Som stadig hyppigere skete i bladet udviklede det sig til lange trætter som jeg som Redacteur vil henvise læserne til originalen).




Redacteurens Anmærkning

Norgesgade var sammen med Dronningens Bredgade betegnelser der indtil 1877 blev brugt om det nuværende Bredgade.