08 februar 2016

Et Par Ord om Gavers Anvendelse.

I en gård i Købmagergadekvarteret er der gennem lang tid ofte i et vindue ved trappen lagt en del skåret rugbrød, hvoriblandt der er stykker med smør og ost på, hvedebrødsstumper etc. Sidste lørdag den 14. i denne måned blev der fundet en halv snes skårne smørrebrød med forskellige slags ost på, indsvøbt i flere stykker papir og henlagt i nævnte vindue. Og søndagen derefter fandtes der atter en hel del skårne rugbrødsstykker blandet med smørrebrød af samme beskaffenhed med ovennævnte.

Formodentlig er det en eller anden tigger der på denne uværdige måde skiller sig ved velmenende menneskers gave, som han foragter når denne ikke består af penge. Og skønt det ikke endnu er lykkedes indsenderen at opdage hvem det er, der således hele tiden tømmer sin tiggerpose i hans vindue, har han dog formodning om at det er en kælling han engang fandt siddende i nævnte vindue. Her ragede hun i sit forklæde mellem forskellige fødevarer, hvoriblandt kogt fisk, hvis ben mm. hun kastede omkring sig. Indsenderens nærværelse hindrede hende formodentligt den gang fra at udtømme sit forråd i hans vindue. Imidlertid vidnede hendes udseende og hele adfærd om at hun elskede brændevin højere end brød.


"Oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse".(Siddende tigger med hund, Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst).  

Hensigten med denne bekendtgørelse er at henlede godgørende menneskers opmærksomhed på de personer, de gør til genstand for deres velgørenhed. For den er meget ofte dårlig anvendt på frække omløbende tryglere, og oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse. Indsenderen heraf erklærer at han for sin del ikke skal klage over mangel, så længe forsynet skænker ham så meget han behøver til sig og sine af sådant brød som det efter udvortes anseelse er der så ofte findes foragtelig henslængt og trådt under fødder i hans trappegang.

Lovene fastsætter vel ingen straf for sådan fremfærd. Men at enhver med god følelse kunne ønske den revset der med fremkunstlet jammersang tiltrygler sig gode menneskers gaver, blot for hånligt at bortkaste dem, kan der vel ingen tvivl være om. Og den mildeste straf er dog vel at nægte sådanne uværdige (når man har opdaget dem, hvilket jeg tor er enhvers pligt at stræbe efter) den dem hidtil udviste godhed for at vise den mod sande trængende. Og det tror jeg man i mange, måske de fleste, tilfælde ikke bør kalde den omløbende tigger hvis trang man med temmelig sikkerhed kan antage at stå i omvendt forhold til hans påtrængenhed.


(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9719-9721)