15 februar 2016

Fæle Unoder i Rosenborg Slotshave.

Anmelderen ved ikke om det påhviler politiet eller kommandantskabet at våge over ordenshåndhævelsen i Rosenborg Slotshave. Hvad han derimod ved er at der ofte indfinder sig sådanne kvindelige skabninger som ikke alene afstedkommer uordener, men som endog ved deres tøjlesløse væsen og frække tale sårer ethvert kvindeligt subjekt der ikke som de har trådt al sædelighed og velanstændighed under fode.

Således var anmelderen fredag aften i forrige uge vide til at en slump løse og slet klædte fruentimmer i forening med en trop lazaroner drev et sådant uvæsen i haven som velanstændigheden forbyder at omtale og som af rette vedkommende burde revses med eftertrykkelig straf. Da de ved indgangen til haven ophængte plakater giver tilstrækkelig anledning til at antage at skildvagterne er berettiget til at nægte sådanne personer adgang, så synes det underligt at man så ofte ser dem drive deres uvæsen i samme. Jævnlige patruljer det være sig nu af politiet eller militæret, ville vist nok være det kraftigste middel til at standse sådant uvæsen.

(Politivennen nr. 498. Løverdagen den 16de Juli 1825, s. 9844-9845)


"Et enligt, tarveligt, men anstændig klædt fruentimmer blev angrebet af 2 kvindemennesker af allerlaveste slags, og overøses med de groveste, pøbelagtigste og mest uhøviske skældsord". (Kronprinsessegade og Kongenshave, 1835. H. G. F. Holm)

Nok en gang om fæle Uordener i Kongens Have.


Den i Politivennen nr. 498 påankende uorden er efter dette nummer var udgivet med forøget kraft gentaget en aften i forrige uge. Hvis jeg ikke meget fejler var det fredag aften den 22. juli. Et enligt, tarveligt, men anstændig klædt fruentimmer kom fra byens side ind i haven. Idet hun roligt går ad hovedgangen mellem de to skovpartier hvor springvandet er i det ene, til kavalergangen, angribes hun af 2 kvindemennesker af allerlaveste slags, og overøses med de groveste, pøbelagtigste og mest uhøviske skældsord. Flere små grupper af de spadserende måtte give plads for denne afskyelige scene, hvilken endog på en måde gjordes frygtelig derved at disse afskum af kvinder havde samme understøttes af samme korttrøjede knægte som af foregående anmelder er dadlede, hvilke skarevis styrtede u af buskene og med støjen og larmen optog terrænet. Dog denne mund-angreb endtes snart da det angrebne fruentimmer søgte den første bænk hun kunne nå i kavalergangen. 

"Da det allerede stærkt begyndte at mørknes, blev der atter et overordentligt opløb foran en af de herkules støtte nærmeste bænke". (Herkuleslogen i Rosenborg Have, G. L. Lahde efter tegning af Eckersberg, 1809. Statens Museum for Kunst).

Her sad hun en stund uangreben. men noget senere, da det allerede stærkt begyndte at mørknes, blev atter et overordentligt opløb foran en af bænkene nær Herkulesstøtten, og man så atter 2 mennesker - formodentlig de samme som havde forvoldt første scene - under bedækning af en uhyre masse af de beskrevne korttrøjer, umenneskeligt angribe det føromtalte enlige fruentimmer som nu havde taget plads der hvorpå et anstændigt selskab af begge køn der sad på samme bænk, nødtes til ufortøvet at forlade deres plads. Tumulten tog således til at nogle velsindede blev enige om at søge hjælp hos slotsvagten. Denne fik de og under en gefreiders og 2 mands geleide førtes det fornærmede fruentimmer, ganske ude af sig selv med gråd og hulken i et skrækkeligt optog ud af haven. 

Indsenderen ved ikke om hun derpå har faret med fred. Hendes tøjlesløse kvindelige angribere forsvandt da vagten nærmede sig. Oh, at dog her til lands, ved siden af autoriteternes udmærkede humanitet og deres til almenhedens glæde, lyst og vederkvægelse gjorde indretninger, som er udført med så megen duelighed og punktlighed, måtte kunne tilvejebringes uforstyrrethed i nydelsen af disse mange goder. For ellers er omkostninger, møje og flid ulønnede og forfejler deres værdige øjemed. Den dannede, sædelige borger tør ikke nyde, og selvom han prøvede på det, skræmmes han snart tilbage og jo mere dette sker, får afskummet råderum, hvis trivsel og velbefindende vist nok ikke er målet hvortil der er sigtet.

Politivennen nr. 502 Løverdagen den 13de August 1825, s. 9932-9935)