11 februar 2016

Ønske om Forbud mod Svømmen ved Toldboden og flere steder.

Indsenderen af dette har gennem flere somre set på en uskik med det stille ønske at de ansvarliges opmærksomhed engang måtte rettes mod det. Men da dette hidtil ikke er sket, vil han nu pege på den, og i sømmelig beskedenhed ytre det ønske at se den fjernet. Denne uskik er den almindelige svømning ved Toldbodtrappen, bommen, Langelinje og vejen ud forbi Classens Have. Disse sidste er som bekendt meget yndige spadsereveje, og meget besøgt af stadens østlige beboere. Ligesom toldboden og dens brohoved med den skønne udsigt over Reden, Holmen og havnen under en sjældent behagelig aftenscene. 

"Denne uskik er den almindelige svømning ved Toldbodtrappen, bommen, Langelinje og vejen ud forbi Classens Have." (Parti af Toldboden, C. F. Christensen, 1820-29. Formentlig er der tale om havneområdet forrest i billedet. Statens Museum for Kunst).

Hvor hårdt! at så yndige spadseresteder ophører at være tilgængelige for damer så snart vejret tillader svømning. For hvilken far, slægtning eller elsker kan tage kære kvindelige personer med til steder hvor deres blufærdighed krænkes så groft? Og hvor forlegen og ilde må en fintfølende mand ikke føle når han på en spadseretur med damer uventet ser et par nøgne mennesker komme frem tæt ved vejen han skal passere. At sædelighedspolitiet i tænkeren øjne har samme vigtighed som sikkerheds- og bekvemmelighedspolitiet, er en forvisning der giver indsenderen det sikre håb at dette vink ikke vil blive upåagtet hvis det når de ansvarliges opmærksomhed. 

Vores fædreland har gjort så store fremskridt til sand kultur - og hvad er den foruden offentlig agtelse for sædelighed - at det må smerte patrioten når det første den fremmede møder er et syn der så lidt kan indgyde ham fordelagtig mening om det folks delikatesse han indtræder iblandt. Når den dannede udlænding ved landgangen fra paket- og dampskibet leder sit kvindelige selskab op ad trappen mellem nøgne mennesker der ganske uden følelse for kvindelig blufærdighed trænger sig nysgerrige omkring dem, eller øver deres kåde og ublu kunster i vandet. 

Det er sandt nok at svømning er en lige så gavnlig som behagelig legemsøvelse hvis almindelighed er et nationalgode som vi takker vores nærværende faderlige regering for. Men et lige vigtigt anliggende er nationalsædelighed. Og hvor kan der være sædelighed hos et folk som ikke kendte blufærdighed? Hvordan skal denne bestå når mandkønnet ikke agter den? Man siger ikke heller at der gives andre spadsereveje at søge. For de nævnte er så langt at foretrække for landevejen der er indhyllet i støv, overgår dem i stille ynde som vederkvæger sindet at man hellere bør tillades at sige, der gives steder nok at svømme ved. Som: uden for Kalkbrænderierne, skibsværfterne og andre afsondrede steder. Ligesom brug er i andre lande, hvor dertil er anvist enkelte pladser som endog sine steder sikres ved udsatte vagter for uvedkommendes nærværelse. 

Hvor denne for sundheden så befordrende legemsøvelse er anset, både for dens gode og onde følger at være af nationalvigtighed nok til at fortjene politilove og opsyn. Sluttelig erindres at der eksisterer en forordning af 14. juni 1794 hvorved det forbydes at svømme ved Toldboden, kanalerne, Knippels-, Holmens og Højbro under straf af 1 eller 2 timer i gabestokken.

(Politivennen nr. 493. Løverdagen den 11te Juni 1825, s. 9749-9752)

Redacteurens Anmærkning

De mange artikler i Politivennen om dette emne synes ikke at have ført nogen vegne. Samme klagepunkt kan læses i artiklen "Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved lange Linie og sammes Nærhed." i Politivennen nr. 967, lørdag den 12. juli 1834, s. 494-497.