12 februar 2016

Skinnet bedrager.

At dette ordsprog er sandt, blev anmelderen overbevist om for ikke så længe siden. Her traf han på en offentlig promenade et velklædt fruentimmer der befandt sig i en så stor forlegenhed, at ethvert menneske af dannelse vist ligesom han ville have anset det for pligt at hjælpe den bedre dannede og mere ømtfølende del af kønnet. Den ydre pragt og kostbarhed hendes dragt udviste, i forening med den mod andre, end netop en simpel tjenestepige, udviste ringe delikatesse bevægede anmelderen der med sine voksne døtre befandt sig på ovennævnte promenade, til at antage sig det efter hans mening fornemme fruentimmer. Han lod det ikke komme an på nogle dalere for at skaffe hende sammen med sine egne børn behagelig underholdning som et slags erstatning for den ubehagelighed den ovennævnte forlegenhed havde forvoldt hende.

At anmelderen imidlertid havde ladet sig blænde af skinnet, blev han til sin forundring siden efter overbevist om, idet han nemlig med vished erfarede at den formentlig ømtfølende dame som han så velvilligt havde optaget i sin familiekreds, var en simpel tjenestepige. De nærmere omstændigheder ved denne affære egner sig ikke til at offentliggøre, hvis årsag de herved forbigås. Kun bemærker han at den formodede dame tjener hos en af hans venner mod en halvårlig løn af 12 rigsbankdaler sedler. Og dog var hendes påklædning fra top til tå så smagfuld og kostbar at han selv i de højere cirkler, sjældent havde set en dragt der kunne sættes ved siden af, endsige overgå hendes. At denne dragt ikke var tilvejebragt for hendes løn, bliver da vel en højst naturlig følgeslutning. 

"Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand."(Tjenestepige klædt efter sin stand. Opvartningspige, Johannes Senn. Statens Museum for Kunst).

Det er uden for denne anmeldelses hensigt at udvikle hvor skadelig indvirkning en sådan yppighed i klædedragt har på de ringere stænders moral. Man vil heller ikke indlade sig på at fremsætte de mange overvejende grunde der taler for en ved et positivt lovbud hjemlet indskrænkning i så henseende. Hvad man derimod mener lettest og sikrest at kunne lede til målet er: At det blev enhver tjenestepige der klædte sig over sin stand, pålagt at bære en højrød sløjfe øverst på hattepullen, uden hvilket tegn hun ikke måtte vove at vise sig på nogen offentlig promenade, eller hvilket som helst andet sted under en klækkelig mulkt, hvoraf halvdelen kunne tilfalde angiveren, og den anden halvdel politikassen, eller i mangel af betaling vand og brøds straf. 

En sådan foranstaltning ville drage uberegneligt gode følger efter sig. Således ville man for eksempel med vished kunne vide med hvem man havde den fornøjelse af omgås. Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand. Husbonde og madmoder ville i stedet for et udpyntet, utro og ofte umoralsk tyende få anstændigt klædte tro og moralsk gode mennesker i deres tjeneste og de idelige vist nok vel grundede klager over de kvindelige tyender ville snart ikke høres mere. 

At der vel kunne findes kvindelige tyender der ville finde et sådant lovbud i høj grad uretfærdigt, tvivler anmelderen ikke på. For som bekendt har enhver nok så god foranstaltning altid modstandere. Men man skønner ikke at der med god grund kan indvendes noget i mod det, da de mandlige tyender, såsom kuske, tjenere osv. må finde sig i at bære lignende udmærkelsestegn, fx en tresse om hatten og andet lignende. Heller ikke skønnes det at en lille rød sløjfe oven på hattepullen skulle kunne være nogen mispryd, eller i mindste henseende have noget nedsættende i følge med sig da hensigten med tegnet jo blot var at tilkendegive at den der bar det var en kvindelig skabning der tjente for sit brød under prædikat af tjenestepige.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9803-9807)