06 februar 2016

Sørgelig Sørgedragt.

Da indsenderen mandag den 21. marts kl. halv ni skulle til lig for at følge en af sine afdøde venner til graven, bestilte han sin sørgedragt på det første det bedste sted som var i Store Grønnegade nr. 257 hvor han så at nævnte klæder var til leje. Og da han skulle være ved lighuset så tidligt, bestilte han dem temmelig i godt tid dagen før for at få dem til rette tid. Men med stor længsel ventede han til om morgenen kl. halv ni, og da de endnu ikke blev sendt til ham, måtte han selv løbe hen og hente dem. Meget forundret blev han da han kom hjem og så disse sorte klæder, der næsten var brogede af fjer og stænk, som han naturligvis måtte lade gnide af og børste for ikke at gå til skamme. Dog en endnu større fortrædelighed fulgte oven på. For da han skulle iføre sig denne herlige habit, fandt han til sin største ærgrelse at både kjole og bukser var således iturevne at han ikke kunne gå med dem uden skam. Men da klokken var så mange at han ikke kunne få dem ombyttet, måtte han gå med dem som de var. 

Han kom altså til lighuset med store huller under armene, og da kjolen var knappet, grinte det hvide for frem som tog sig smukt ud på en sort kjole. Bukserne havde fået et slemt sår på det højre knæ, hvorpå var lagt et plaster af beg eller tjære som også prydede meget godt, og tillige var linningen og knapperne i så god en orden at han måtte lade sig besætte med knappenåle. Han stod nu der som en ugle blandt en flok påfugle og råder derfor enhver som behøver at leje sådanne klæder, at få dem tidligt bragt for at hvis sådant skulle træffe lejeren han da kan få tid til at ombytte dem eller leje på andre steder.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9582-9584)

Redacteurens Anmærkning

Grønnegade nr. 257 er siden 1859 nr. 9. Adressen eksisterer ikke længere, og er formentlig forsvundet med den omfattende sanering i 1870 af Peder Madsens Gang for at give plads til Ny Østergade. Kvarteret omkring Peder Madsens Gang var nærmest indbegrebet af storbyens forfald, med bordeller, prostitution, social armod, overbefolkning, sygdomme mm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar