09 februar 2016

Ubehageligt Møde på Vesterbro.

Sidste lørdag den 21. maj besluttede indsenderen af dette sammen med to bekendte at gøre en rejse på 3 mil ud på landet for at profitere af de behageligheder som denne årets skønne tid giver os lejlighed til at benytte. Til den ende ønskede vi os en kørelejlighed, hvilken vi også var så heldige straks at få, og som vi anså meget bekvem for os, da det netop var en af os bekendt bonde fra den by vi havde bestemt os for at tage til. Bonden tilbød straks at befordre os uden at ønske, langt mindre at kræve nogen betaling for det .

Lige så snart vi var færdige til rejsen, gik vi op på vognen og ved hjælp af vores kusks raske befordring så vi os snart ude af hovedstaden. Idet vi nu således ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted. Vi søgte klart at gøre dem den urigtigt fremgangsmåde mod os begribelig, idet vi sagde at bonden på ingen måde kørte for betaling, men kun på grund af det bekendtskab han stod i til den familie, til hvilken vi agtede os. 


 "Idet vi ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger". (Udsigt over det landlige Vesterbro fra Frederiksberg, 1919. H.G. F. Holm)

Men alt var forgæves. Ja der var endog en mand mellem disse vore modstandere som angav sig for at være en vognmand Jacobsen, hvilket også siden blev fundet at være en sandhed, der på en uhøflig måde befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel. Anmelderen nærmede sig derpå værelset for at bidrage sit til at kusken snart kunne blive frigivet og så da i samme til sin store forundring den samme mand der førhen sagdes at være vognmand Jacobsen, sidde som dommer for et bord og tilføre det politibetjentene løseligt tilmeldte ham angående vores anholdelse i en såkaldt protokol der imidlertid hvad anmelderens øje synes at bemærke, snarere var omslaget af en kardus virginiatobak end en protokol. Jeg indlod mig imidlertid ikke med denne besynderlige dommer, men fandt mig i at lægge de 2 rigsbankdaler de krævede af os, hvorfor jeg forlangte kvittering. Men da de fest nægtede at give mig en sådan, måtte jeg finde mig i efter at være blevet opholdt 1 times tid at fortsætte den afbrudte rejse.

Jeg er derfor nu så fri at forespørge hos en mere kompetent dommer end hr. vognmand Jacobsen om det kan anses tilladt og overensstemmende med de herhen hørende anordninger at anholde rejsende som søger befordring på den måde som jeg og mit selskab og ydermere om sådanne personer skal have tilladelse til på stedet hvor anholdelsen sker at idømme mulkter. Eller om det ikke måtte kunne anses for mere hensigtsmæssigt at denne kompetence alene blev vedkommende øvrighed til del. Og videre om det er disse fra politiet udsendte betjente i selskab med en vognmand tilladt vilkårligt at udsætte rejsende for fornærmelser.


(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9733-9737)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen efterfølges af en næsten enslydende beretning "Standret midt på Landevejen" som yderligere oplyser at stedet var på vejen tæt ved Frederiksberg Bakke og at alle modstanderne var vognmænd, altså ikke betjente.