11 marts 2016

Bøn om en meer honet Behandling af en krovært i Fredensborg.

Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted. Han tog ind på det første det bedste gæstgiversted han traf og måtte i stedet for en forventet galant behandling tage til takke med en portion grovheder af den derværende vært.

"Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted".
(Udsigt over Esrum sø mod Fredensborg, set fra Plejelt. Jens Juel. Statens Museum for Kunst) .


Anmelderen må sandheden tro bemærke at alt fandtes i bedste stand og orden og svarede til hans fuldkomne tilfredshed. Da han var færdig til at køre videre, gik han ind i skænkestuen og klarerede til pigen det som han havde fortæret og gentog sit spørgsmål om han ikke skyldte mere. Herpå fik han til svar at alt var betalt, undtagen det han skyldte for hestefoder. Hvilket han betalte til den derværende staldkarl (dvs. staldmester).


Nu skulle man dog tro at alt var afgjort og at man roligt kunne rejse bort. Men hvor forbavsedes anmelderen da han ville til at køre ved fra den anden side af gaden at blive tiltalt af en person der enten talte svensk eller norsk hvilket han i hast ikke kunne skelne, i de udtryk: Man plejer ikke at køre uden at have betalt for lejen for det værelse man har brugt. Det blev sagt så højt at det kunne høres over hele gaden. Man mener dog at værten ved at nærme sig vognen kunne have sagt dette i en for en vært mod sine gæster mere passende tone.


Anmelderen vil derfor give enhver der vil tage ind i denne kro og som ikke ønsker at overøses med grovheder, det råd i det mindste at fortære for et par rigsbankdaler. For årsagen til værtens vrede havde vist intet andet udspring end at anmelderen kun havde fortæret for en dalers penge, da han havde alt med sig, og endvidere at glemme at betale lejen for det værelse han benytter til at fortære sin mad og drikke i. Hvilket dog næppe forlanges på nogen anden gæstgivergård eller et andet opholdssted for rejsende, med mindre man overnatter sammesteds. Husker man ikke på det, da vil man vist nok udsætte sig for en lige så inhuman og upassende behandling.


M. Holst.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 487-489)