28 marts 2016

"Farens Dage".

Det havde allerede længe før dette stykkes opførelse været bekendt at det rimeligvis ville give anledning til uroligheder i Skuespilhuset. Man kunne derfor med rette have ventet at politiet ville sikre den tilladte meningsytring og forebygge optrin som må indignere enhver retsindig. Det er en gammel erfaring at der ved produkter som kvalificerer sig til udpibning, sørges for at pøbelens bærme med argumenter som trænger igennem, nemlig prygl, bliver det dominerende parti. 

Således ved "Farens Dage" den 1. og 4. december. Anmelderen behøver ikke at fremhæve disse elendige som anmasser sig ret til at dømme i et anliggende hvorfor de er et hyret bolværk. Det var ikke blot første aften at disse herrer med deres stands veltalenhed søgte at bemægtige sig herredømmet som kun få havde mod til at gøre dem stridigt, da de ikke så deres liv under offentlig sikkerhed. Men også den anden aften da pibningen var almindelig, søgte de på alle mulige utilladelige måder at hævne sig på dem som ytrede en mening som afveg fra deres. Selv i logerne var publikum ikke sikker for disses tøjlesløshed. Det smerter anmelderen inderligt at sådant kan finde sted i København under vores humane politis ellers så årvågne øjne. Han håber med tillid at man ved de følgende forestillinger vil være retfærdig og beskytte enhver tilskuer mod en ophidset pøbels rå adfærd og til den ende stationere et tilstrækkeligt antal betjente i parterret, på gangene uden for logerne og hvor ellers det kunne findes fornødent til at opretholde orden. 

Ligeledes bør det indprentes dørvogterne (kontrollørerne) at de afholder sig fra al indblanding i denne sag som ikke foregår på gangen hvortil deres kommando indskrænker sig. Og anmelderen kan ikke skjule sit mishag over den skik at fortsætte med at opføre et stykke som så velfortjent er udpebet, ligesom over at klapperne efter at gongongen er hørt, endnu bliver ved med at ytre sig, mens piberne nødes til at tie, hvilket både er inhumant og stridende imod de givne bestemmelser.

For at jødernes "Farens dage" ikke skal blive de kristnes "Farens aftener" fordi de som forsvarer den gode smag som de andre deres tro ikke vil erkende pøbelens kompetence, tør man håbe at når nu disse afskyeligheder er påpeget offentligt så vil politiet kraftigt sætte en dæmning for det.


(Politivennen nr. 571. Løverdagen den 9de december 1826, s. 807-810)

Der findes næppe fremstillinger af denne begivenhed, så i stedet vises her det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen omkring 1820-1830. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Thomas Overskous (1798-1873) debutskuespil "Farens Dage" blev opført på de nævnte dage, samt yderligere tre dage inden for den næste måned. Studenterne havde forsøgt at pibe stykket ud. Overskou var arbejdersøn og på daværende tidspunkt (1821-42) skuespiller. Senere journalist, kritiker, forfatter og oversætter - og teaterhistoriker. Begrænset succes fik han senere med "Østergade og Vestergade" 31. december 1828.

Han gav sig selv følgende skudsmål i Den Danske Skueplads, bd. 4:
Dramaet "Farens dage" ... var et begynderarbejde der ved de optøjer, som det gav anledning til, gjorde en opsigt, hvilket det aldeles ikke kunne have vakt ved sig selv. Taget af en tydsk novelle, anlagt efter en fra theatrets spektakelstykker hentet kundskab om theatralsk effect, beregnet paa enkelte talenters fortræffelighed i bestemte fag og udarbeidet med nogen sands for poesie, var dette drama i en række knaldscener et af de saakaldte "taknemmelige skuespillerstykker" og godt egnet til at slaae mængden med rædsel, rørelse og overraskelser ...

 Den Store Danske skriver:
Hans tidligste skuespil, Farens Dage, 1826, Tre Maaneder efter Brylluppet, 1828 og Misforstaaelse paa Misforstaaelse, s.å. er nu glemt. De var forældede allerede da de kom frem og fulde af reminiscenser fra de tyske dramatikere A. F. F. v. Kotzebue og F. U. L. Schröder. 

Til de tre første opførelser på Det Kongelige Teater måtte publikum komme med bifalds- eller mishagsytringer. Men derefter var det ikke tilladt. 

En mere omfattende polemik af teatret kan læses i Politivennen nr. 692, lørdag den 4. April 1829: "A. B. C. til Theaterdirectionen", s. 209-215, samt Rachel Hertzeleins svar i Politivennen nr. 693, lørdag den 11. April 1829: "Til A. B. C. Manden i sidste Politiev", s. 229-232.