05 marts 2016

Lazaroncompagniet i Læderstrædet.

Allerede for flere år siden var hjørnet af Højbroplads og Læderstræde et samlingspunkt for en talrig skare sludrende, stridende og sjakrende mosaister. På en gang formindskedes denne stimmel, formodentlig efter politiets foranstaltning. Og kun enkelte så man drive om på gaden med et mønsterkort af alle slags gamle klæder etc. I den seneste tid har dette væsen imidlertid tiltaget således at ikke alene gaden, men endog fortorvet flere gange dagligt ganske spærres af allerede nævnte agtbare kludelaug. Kommer der en vogn gennem gaden, så retirerer samtlige lazaroner over på fortorvet. Og da hører der stærke albuer til for at trænge sig igennem. Ja! Ikke sjældent ledsages man af meget velklingende tysk-hebraiske skældsord!

Indsenderen er overbevist om at den brave mosaist (og af dem er der sikkert mange) efter at vejen til kunster og håndværkere er åbnet og betrådt af så mange kun kan se med ulyst på disse udskud af nationen, hvis hele og eneste fortjeneste af staten er dagdriveri. For ikke at tale om den skade der muligvis kan forårsages ved hæleri osv. af dem som hjælpere og hjælperes hjælpere.

"En talrig skare sludrende, stridende og sjakrende mosaister spærrer ikke alene gaden, men endog fortorvet flere gange dagligt af velbemeldte agtbare kludelaug" (Johannes Senn, Skakker jøde. Ca. 1820)

Københavns humane og aktive politi anmodes derfor om at indsenderens ærbødige bøn om denne races og dens virkekredses indskrænkning måtte skænkes opmærksomhed. Så meget desto mere som flere unge mosaister befinder sig i dette laug og ville efter udseendet at dømme ved fortsat flid og øvelse blive frugtbringende planter i sjakreriets planteskole.


Mange lazaroner (og ikke-lazaroner) vil muligvis gebærde sig stygt ved denne annonce, men indsenderen handler ikke af bihensigter og tænker derfor roligt: "es ist doch ebbes!"


(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10de Juni 1826, s. 380-381)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at ordet nation betyder noget andet end hvad vi forstår ved ordet i dag. (Se. fx. ODS under Folk). "Folk" var det politiske fællesskab under en regent eller regering. Dette folk bestod for Danmarks vedkommende af flere "nationer": Bl.a. den norske nation, den holstenske nation og altså også den jødiske nation. At høre til en nation, indebar at man havde fælles sprog, afstamning og ide om en national identitet.  

Den 29. marts 1814 udstedte Frederik 6. en Kongelige Anordning ("Det Jødiske Frihedsbrev") hvori alle love om jøder blev ugyldiggjort. Det blev forbudt at anvende ordet "jøde", da dette betragtedes som nedsættende. Skribenter i Politivennen brugte indtil 1814 ordet jøde, men derefter ordet "mosaist". I hvert fald indtil opførelsen af synagogen i begyndelsen af 1830'erne, så begynder man atter at skrive "jøde".

Anordningen gav endvidere tilladelse til afholdelse af vielser, gudstjenester m.v. De havde dog ikke stemmeret til Stænderforsamlingerne. Med grundloven i 1849 fik jøderne fastslået retten til fri udøvelse af deres egen religion.