27 marts 2016

Voldsom Adfærd af Nyboders Vagt og taabelig Adfærd af den kloge konge Mdm. Lassen.

Det er almindelig kendt at den såkaldt kloge kone madame Lassens ene datter for nogen tid siden blev så forbrændt at hun endog fandt sin død ved det, samt at såvel moderen som en anden datter tillige var i livsfare. Dette ulykkelige tilfælde skal efter forlydende være foranlediget ved at en medicinflaske der var hensat på en varm kakkelovnen, sprang itu. Og man må på grund af det vel være berettiget til mildest talt at karakterisere madame Lassens da udviste adfærd som uforsigtig, for ikke at sige skødesløs. At de tilgrænsende naboer som en følge af den en gang udståede angst har årsag til at være årvågne og agtpågivende, vil vel ingen finde besynderligt. Ligesom det vel heller ikke kan lægges dem til last at de torsdag aften den 26. forrige måned efter at have set en ildslue stige op gennem madam Lassens skorsten, straks tilkendegav hende dette og ytrede deres frygt for den muligt indtræffende fare.

Da madame Lassen imidlertid var heldig nok til at få ilden slukket, og man for at erfare om dette virkeligt forholdt sig således, henvendte sig til hende, erklærede hun med hendes særlige bestemthed at der ikke havde været ild i hendes skorsten, og tiltalte den mand der førte ordet såre uhøfligt, i stedet for at takke for underretningen. Ja hun sendte endog bud efter Nyboders vagt for at få ham arresteret.


Vagten indfandt sig og traf manden, som madam Lassen havde begegnet så høfligt, stående i sin egen dør ved siden af hans 70-årige moder. Og da hun anmodede ham om at gå ind i huset, fik hun et sådant slag af et gevær i hovedet at hendes pande flækkede ved det. Såvel moder som søn bragtes herpå til vagten hvor de forblev en stund, da den gamle moder bragtes til hospitalet for at forbindes, hvorefter hun atter førtes tilbage til vagten. 


Om en sådan behandling i et kristent rige i et fredeligt land og under en så nådig regering kan være tilladelig eller gå ustraffet hen, overlades til høje vedkommendes bedømmelse. Ligesom også hvorledes madam Lassen bør anses for et sådant forhold. For skal en mand udsættes for at blive arresteret fordi han gør anskrig når han ser ild bryde ud, må og vil nok enhver afholde sig fra det. Og sker dette, vil det se farligt ud, såvel for staden som staten.


(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 753-757)

P. Klæstrup: Nyboders Vagt.

Replik til den veltænkende Indsender af Stykket mod Madame Lassen (rettere Larsen) i sidste Politieven


Det er nok så bekendt at madam Larsen (som ved kongelig bevilling grundet på Sundhedskollegiets og andre lægers erklæringer er tilladt kirurgisk praksis)  i en tid af en halv snes år har helbredt adskillige hundrede mennesker, til dels af de højere og højestere klasser, heriblandt en mængde som dels ved egen, dels ved deres lægers forseelse var forkvaklede og ansås for uhelbredelige *). Et sådant held i at kurere ville have indbragt en læge rigdom. Hende har det indrentet hendes patienters taknemmelighed. Men i øvrigt intet uden armod. 


Og nu står en person frem som ikke undser sig ved at forbitre hende livet ved at oprippe en ulykkestildragelse som kan hænde i ethvert laboratorium og hvorved et kært barn berøvedes hende som var hendes trofaste og duelige medhjælperske og ydede de syge det omhyggeligste tilsyn. Dersom indsenderen endda havde haft grund til sin anke, var hans forhold dog noget mindre odiøst. Men at overfalde en kone med ukvems- og spotteord fordi hun ved vagtens hjælp lader fordrive en strimmel mennesker som bestormer hendes hus, endog efter at rette vedkommende har overtydet sig om urigtigheden af den mod hende gjorte beskyldning, det er mildest talt under al kritik. 

I øvrigt vil vel enhver erkende fortællingen om en kone "som har fået panden kløvet og dog bringes i vagten" for det den er, nemlig: usandhed og nonsens.

*) At andre sygdomme opstår hos hendes patienter efter at hun har helbredt dem, er en urimelig indvending, som gendrives dels derved at hun netop uddrager alle onde væsker af legemet før hun læger sårene, dels ved justitsrådinde L's, kommandør S.s, krigsassesor Rsd og mange fleres eksempel som endnu mange år efter deres helbredelse er fuldkomment sunde og raske.


A.Jensen

(Politivennen nr. 569. Løverdagen den 25de November 1826, s. 789-791)

Fornøden Berigtigelse af Herr A. Jensens Forsvar for og Fortælling om Madame Larsen.

Uagtet der kan være et og andet at indvende imod hr. Jensens fortælling om madam Larsens kurmetode, uegennyttighed osv. så vil anmelderen dog forbigå denne del af stykket. Hvad han derimod ikke kan tie til, er hans udladning om at min fortælling er "usandhed og nonsens".

Det er nemlig ved de omtalte forhør tilstrækkelig oplyst at sagen forholder sig som berettet af mig, såvel med hensyn til den omhandlede ildløs som til den voldsomme adfærd den 70-årige kone måtte udstå af vagten. Ligeledes er gerningsmanden ved den afsagte dom, anset med en ikke ubetydelig straf, samt forpligtet til at betale badskærerløn. Hr. Jensen vil heraf blive overbevist om at han farer med snak. Og jeg må herved lægge ham på hjerte at forskaffe sig bedre underretning en anden gang. For at forsvare uret er omtrent lige så umoralsk som at begå uret.


Til slut vil man anbefale madam Larsen mere varsomhed med ild og lys. For hverken naboer, genboer eller det offentlige kan være tjent med at forskrækkes af den ild hun tillader frit råderum. Hvad enten samme så rejser sig fra hendes skorsten eller fra hendes tobakspibe. 


(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 830-831)



Redacteurens Anmærkning

Madam Lassen er tidligere blevet nævnt i Politivennen 385, 17. maj 1823. Anklagen mod madam Lassen var alvorlig. Der var strenge straffe for ildspåsættelse og det uanset køn, hvilket fremgår af en dom fra 1830, hvor en 16-årig pige blev halshugget og lagt på stejle. Se i Kjøbenhavnsposten, 8. november 1830:

Hof- og Stadsretsdom i en mærkelig Criminelsag.

Ved den kongelige lands- overrets- samt hof- og stadsretsdom af 2. november 1830 blev Vallø-birketingsdom af 2. november 1830, hvorved arrestantinden Maren Poulsdatter, født den 16. august 1814, er, for at have lørdag eftermiddag, den 27. februar sidstl. da det var blevet mørkt, antændt den ild, hvorved gårdmand Peder Rasmussens, under stamhuset Giesegård hørende fæstegård blev lagt i aske, anset med straf af at have sin hals forgjort og stejles, samt bøde 40 lod til den skadelidte og lige så til kongen m.m., stadfæstet. Dog således at arrestantinden tillige bør udrede i erstatning til landets almindelige brandforsikring 919 rigsbankdaler, 27 skilling sølv. Som motiv til den af den 16-årige arrestantinden begåede forbrydelse har hun opgivet at hun fredag i forvejen havde været Peder Rasmussens kone behjælpelig ed at bære vand i en bryggerkedel, i hvilken anledning hun var blevet fortrydelig fordi Peder Rasmussens kone, da arbejdet var færdigt, udtalte at hun nu ikke havde mere til hende at bestille, i stedet for at hun havde ventet tilladelse til at forblive der hele dagen. Og at hun derfor besluttede at hævne sig over denne hjemvisning ved ildspåsættelse, hvilken beslutning hun fattede samme eftermiddag som ilden opstod om aftenen.