08 april 2016

Ansøgning om en Mundkurv til den slemme Mand, der vræler med "Sand! Sand! Sa-hand!"

På en af de vogne der sælger sand i gaderne, findes en udråber hvis lungers kraft vist nok er en stor del af stadens indbyggere bekendt. Hans evige uafladelige råb: "Sand, sand, Sa-hand!" lyder langt borte som det frygtelige brandråb, og jo nærmere man kommer jo skarpere trænger tonerne ind i øret og truer med at sprænge trommehinden. Ser man  nu oven i købet kandidaten, da tror man at han har mavepine eller lignende. For han gebærder sig så frygteligt og gaber dertil så højt at hans mund ser ud som en lille spyttebakke. 

På vognen er ligeledes en dreng. Når denne blander sin spæde skrigende stemme med udråberens Stentorrøst, da opstår en sand helvedeskoncert der i de gader hvor sandet finder købere, uafladeligt fortsættes et helt kvarter ad gangen. Tænker man sig hvad gamle svage folk og syge til dagligt i halve timer og kvartervis må udstå af denne skrålhals, og overvejer man dernæst at hans afskyelige skrigen ikke lokker købere til vognen, men snarere holder dem i ærbødig afstand for at spare ørerne for pinen, så kan man vist nok ikke andet end ønske at det må pålægges krabaten at moderere sit råb.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272).

Mere om Sand, Sand, Sa-hand.

Det værste er ikke at øret lider under det afskyelige sandbrøl, men drøftes nytten og skadeligheden af den omkring kørende sandvogn, da kommer et dårligt resultat. Som oftest kan man spore at denne vogn gennem alle de forskellige gader dens fører vræler i, efterlader sig en ikke ubetydelig del sand som fylder gaderne med støv der jo flyver i rendestenen og til sidst ender i kanalerne hvor det med store omkostninger bliver opmudret. Og lægges nu mærke til at den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822: "Et læs hvidt gulvsand kan fås for 4 rigsbankdaler med bemærkning at de udsælgende ved blot at holde pris med de omkørende vogne, har en fordel af 1 rigsbankdaler pr. læs" så ser man klart hvilken fordel stadens beboere har ved at lade deres tyende hente sand udenfor døren i stedet for at lade dem gå nogle skridt til nærmeste høker eller kældermand som ved denne sandomkørsel har lidt indgreb i deres næringsvej. For ikke at tale om at de der behøver et helt læs sand, kunne få det på de anordnede steder langt under den halve pris. 


"Den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822 ..." (Artiklen i Adresseavisen, 22. oktober 1822)

I Politivennen nr. 388 påankedes nogle sandbunker som ligger på slotspladsen mod Fisketorvet og vejerboden og som er skadelige for kanalen. Man antog allerede den gang at disse ikke var nødvendige til slottets brug og at vedkommende bestyrere af slotsbygningerne vist ville kunne anvise plads inde på slotsgården for den til murerarbejdet sammesteds fornødne sand. Nu er der forløbet 4 år, men sandbunkerne har deres gamle plads, og at sandet ikke er til slottets brug, men er privat entreprise. Derom vil man let blive overbevist da der dagligt bortkøres flere læs derfra, såvel af vognmændskarle som af bygmestres kuske, ja selv den vrælende sandkusk forsynes fra samme bunker. De af det offentlige og af private opførte sandkister er vist nok tilstrækkelige til stadens forsyning, og da sådanne oplag under åben himmel er til stor skade for kanalerne, ønsker man disse bandlyste. Så meget mere som slotskirken nu er indviet til gudstjeneste og besøges af en talrig skare der ved den mindste heftige vind lider meget både i øjne og på klæder af allerede nævnte sandbunker.


Ligeledes blev i Politivennnen nr. 346 ytret ønske om borttagelse af den på slotspladsen værende faldefærdige sandkiste og skuret på samme, som tager udsigten fra Højbro og omegn til Stormgade og Filosofgangen. Kisten har som bekendt i en årrække ikke været benyttet til sandoplag eller udsalg. Skuret har i de seneste år gjort tjeneste til at sole og banke gulvtæpper på. Og kistens dæksel hvoraf en del er bortranet, er så råddent at tæppebankerne ved udøvelsen af deres formentlig ulovlige kald da en god del støv derved falder i kanalen og de forbigåendes klæder besudles, risikerer at plumpe igennem og lemlæstes. Selve kisterummet tjener alene til logi for omflakkende lazaroner. Da denne kiste således ikke er til nytte, men tværtimod til skade og vansir, nærer man det rimelige ønske at det offentlige vil foranstalte den sløjfet.


(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331). 

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om gulvsand, fint, lyst sand, der på Politivennens tid brugtes til at strø på gulvet. Brugen af det må have været ret udbredt og mængden af det enormt, for i en artikel i Politivennen fra 5. april 1823 klager en skribent over at loftet ganske enkelt brasede sammen under vægten af det og var ved at slå ham ihjel.