Herr Udgiver!
Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:
Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor.
Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.
(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).
Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:
Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor.
Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.
(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar