14 april 2016

Lidt om Assistence-Kirkegaard.

Det er et sørgeligt tidens tegn at ikke engang de dødes hvilested kan blive forskånet for niddingens rovbegærlige hånd. Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle. Hvor ofte er der ikke - også i dette blad - ivret mod den skændige letsindighed hvormed blomster og prydelser om gravstederne på Assistenskirkegård afrives og ødelægges. Men hvad skal man sige når ikke engang kirkens afdøde overhyrde kan nyde gravens stille fred? Med græmmelse må man se at bispestaven ikke længere findes på den afgangne biskop Balles gravminde. Kun det sted hvor den saliges embedstegn var befæstet til mindet ses endnu at grine frem og ligesom at ville sige vandreren: "Se, så vidt kunne verdens fordærvelse gå!".

Det er derfor vistnok manges ønske at der ved lovbud måtte sættes en grænse for sådanne ryggesløse handlinger. For når de døde ikke kan hvile i fred, så kan ingen forundre sig over at hvert øjeblik forbitres de levende og det endog af væsener som er eller skulle være vores medmennesker.


(Politivennen nr. 605. Løverdagen den 4de August 1827, s. 490-491).

"Er hædersmanden død, da skal rygtets mund og ranerens hånd vanhellige hans eftermæle." (G. L. Lahde: N. E. Balle, 1816. Statens Museum for Kunst.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar