05 april 2016

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

"Wenn Jemand eine Reise thut,
So kann er was erzählen
Drum nahm ich meinen Stock und Hut,
Und that das Reisen wählen.
Dran hat er gar nich übel gethan;
Erzähl drum weiter herr Urian!"

Den meste tid af mit liv har jeg tilbragt på landet. Ked af altid at opholde mig der, besluttede jeg efter en snes års forløb at gøre en tur til hovedstaden for der at tilbringe en føje tid blandt frænder og venner, og at se byens herligheder og forskønnelser efter et så langt tidsrum. Jeg pakkede i min rejsesæk, tog min hat og stok og efter salig Claudius' råd "that das Reisen wählen".

Med muntert sind og frejdigt mod samt hovedet fuld af de mange glæder jeg ville nyde i hovedstaden, forlod jeg min usle by. Men skuffet blev jeg, arme Jørgen! i alle mine store forventninger. Min glæde blev - fortræd - og jeg vil derfor kort meddele mine oplevelser og hændelser på denne min rejse.


Forinden min afrejse skrev jeg til min fætter om at leje mig et logi som jeg efter min ankomst fandt lige efter ønske. Træt af den lange rejse lagde jeg mig til hvile. Og min ven Morfeus indfandt sig straks hos mig. Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. Jeg var derfor nødt til så træt og søvnig jeg end var at forlade mit bløde leje. Jeg gik til vinduet for at se hvad det var for en skrækkelig og bedøvende hamren og så da 3 mænd hamre på en kobberkedel lig den jeg læste om i Münchhausens troværdige rejse. Min søvn var da nu endt. For det var umuligt at høre mine egne ord, langt mindre at tænke på søvn ved sådan en spektakel. Du min store Gud! tænkte jeg, er denne larmende og bedøvende håndtering på offentlig gade tilladt her? da vil jeg jeg sandelig ikke bo i et sådant nabolag om man endog ville give mig gratis kvarter.


"Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. " (P. Klæstrup: Kobbersmede på gaden)

Jeg klagede min nød til min fætter der noget efter besøgte mig, og han lovede at skaffe mig et andet logi. For mit hoved var ganske ørt. Jeg fremsatte det spørgsmål til ham hvorfor sådant arbejde på gaden ikke var forbudt da enhver larmende håndtering burde henvises til en udkant af byen eller uden for en af portene hvor man godt kunne forarbejde disse gigantiske kedler og ikke mere svække den svage og forstyrre den sunde med denne græsselige hamren. 

Efter at have nydt en kop løvetandskaffe og iført mig mine søndagsklæder, hastede jeg med at komme fra dette bedøvende klipklap og foretog mig en tur gennem byen.


Jeg havde næppe gået 3 gader langt før jeg faldt over et vippende rendestensbræt og rev hul i min ene støvle. Jeg rejste mig op og var glad over ikke at have brækket benet, hvilket jeg har hørt ofte skal være tilfældet her. Til hvilken nytte er disse rendestensbrætter? tænkte jeg når de ikke er således fastgjorte at man trygt kan træde på dem uden at risikere at få sit fodtøj, sine klæder og lemmer spoleret? I sådanne betragtninger vandrede jeg videre. 


Men ved at stå stille i en gade for at se hvor hurtigt man der opførte en bygning med høje kirkevinduer som man sagde mig skulle være butiksindretninger, blev jeg klar over at min gode søndagskjole var fuld af tran som jeg havde fået ved at stå under en gadelygte. Jeg var sandelig nær ved at græde over dette syn. For denne kjole var næsten ny, skønt jeg kostede mig den til mosters sølvbryllup for 6 år siden. Skal sådant være tilladt, udbrød jeg? Burde vægterne ikke strengt påtales til at nøje efterse og passe de anbragte lygter? og burde de ikke straffes nå sådant uheld som mit indtræffer? Fortrædelig herover gik jeg fremad. 

Efter at have passeret 4 til 5 gader gjorde jeg holdt for at betragte en i mine øjne snurrig mælkevogn. Men jeg var dog først så forsigtig at se om der ingen rendestensbræt var som kunne rive min anden støvle itu eller en lygte som dryppede. Men ikke så snart jeg havde vendt hovedet for at se efter dette, fik jeg et puf i ryggen så jeg nær var styrtet forover, og jeg var fra øverst til nederst bestrøet med sand. Jeg vendte mig om til stedet hvorfra dette sandbombardement kom og så karlen i færd med at give mig det andet lag.

Hvad er det for en indretning? udbrød jeg! Skal en sådan sandaflæsning være tilladt? Burde man ikke påbyde sandaflæsserne at bære sandet ind i tønder, baller, sække eller lignende, ligesom jeg har bemærket man gør ved saltaflæsningen og ikke udsætte de forbigående for sådan sandpåkastning i levende live?

Ærgerlig over de mange fataliteter marcherede jeg videre, glad ved at have vandret gennem flere gader og stræder uden at der var tilstødt mig noget ubehagelig hændelse. Men jeg mærkede at min glæde kun var meget kort. For en uforskammet slagterdreng som ikke ville vige for mig på fortovet, eftersom jeg snart erfarede han havde såkaldt fortovsret, tilsmurte min kjole på den anden side så skammeligt med blod så at jeg nu er nødt til at lade den vende.


Det er ikke at undres over, tænkte jeg, at man her i byen ser så mange pyntede herrer og damer de søgnedage, de er vel alle så uheldige som jeg og nødes derfor hver 14. dag i det mindste at forsyne sig med nye klæder. Alt dette kunne forebygges når det alvorligt blev befalet enhver at have sit udløbsbræt i forsvarlig stand, at sandet blev båret, at lygterne var så tætte at trannen ikke dryppede ned, at slagterne med sit blodige trug forblev midt på gaden og ikke tilsmurte folk på fortovet etc.


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 583. Løverdagen den 3de Marts 1827, s. 124-143).


Gadescene i København ved år 1800. En pige gør indkøb af grøntsager hos Amagerkonen. Statens Museum for Kunst.


Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

(Fortsat; se nr. 583)

Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.


Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.


Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.


Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.


"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).

Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.


Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.


Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.


På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.


Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.


Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.


Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag. 


Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.

Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse


Nicodemus Wunderkopf.

*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.



(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).