06 april 2016

Utilbørlig og uchristelig Fremgangsmaade af en christelig Præstemand.

  1. Er det ikke et kristeligt bud at man bør anse ethvert menneske for sin bror, uanset hvilken religion han bekender sig til.
  2. Er det kristeligt handlet af en protestantisk præst at nægte en katolik som opholder sig i hans sogn og som ligger på sit sygeleje meddelelsen af alterens sakramente? og
  3. Er det ikke i høj grad ukristeligt når en luthersk-protestantisk præst endog - mirabile dietu!! - undslår sig for at berede sin på sygelejet henstrakte bror til døden ved en opmuntrende og trøstende tale?
Spørgsmålet og atter spørgsmålet om ting som enhver ved. Og hvor overflødige er ikke disse spørgsmål i vores kristelig oplyste Danmark, hører jeg dig udbryde, kære læser! Jeg må derfor næst en undskyldning for at have intimeret med spørgsmålet, forsikre dig om at en virkelig tildragelse ligger til grund for mine fremsatte spørgsmål, samt at en sjællandsk præstemand som kalder sig selv kristelig, i januar måned i år virkelig har gjort sig skyldig i et forhold som det omspurgte. Og dertil tilføje at navnet af en måske utidig skånsomhed er fortiet, men at det når rette vedkommende måtte ønske eller fordre det, kan blive opgivet i forbindelse med de faktiske omstændigheder jeg her vil tillade mig at fremsætte.

I et pastorat omtrent midt på Sjælland levede indtil midt i januar måned dette år en bedaget katolsk kristen. Han havde opholdt sig i sognet i henved 40 år, altid opført sig som det egnede sig for en god borger og ærlig dansk undersåt, ladet sine børn opdrages og konfirmeres i den lutherske lære, samt jævnligt besøgt den lutherske kirke, eftersom vejens længde og hans tiltagende alder og svagelighed ikke tillod ham så ofte som før at tage til hovedstaden for at dyrke sin gud i overensstemmelse med de katolske forskrifter.


Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden, og da alt håb om nogensinde mere at kunne lovprise Gud under dets hvælvinger var ham betaget, lod han stedets præst, hvis taler før havde opbygget ham, tilkalde for af denne gejstlige at blive trøstet og beredt til den død han mærkede nu nærmede sig med stærke skridt. Men præstemanden affærdigede buddet med det svar at han ikke kunne have med den syge at gøre da han bekendte sig til den katolske religion.


"Henstrakt på et smerteligt sygeleje følte han samvittighedsnag over i de tidligere år så sjældent at have besøgt det katolske kapel i hovedstaden". (En døende fader forener et ungt par. Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst). 

Opbragt over dette præstens svar henvendte en af den døendes nærmeste slægtninge sig til præsten, forestillede ham det utilbørlige i hans forhold og bragte det efter mange forestillinger dertil at præsten aflagde et besøg hos den syge 2 dage forinden denne vandrede ind for hans åsyn hos hvem der ikke er nogen persons anseelse. Under besøget ytrede den døende de inderligste ønsker om at blive meddelt sakramentet eller hvis præstens lutherske tro derved skulle lide noget, da at blive forberedt til døden ved en beroligende og trøstende tale, eftersom han mærkede sit endeligt nær. Men vores kristelige gejstlige var ikke at bevæge til nogen af delene. Den eneste trøst han kunne forunde den døendes højst bedrøvede ægtefælle var at han ved sin bortgang med en profetisk mine forsikrede hende om at hendes mand ikke døde denne gang, samt at han ville sendeham en bedre bog end den hvori han læste. 

Kort sagt, præstens skyndte sig bort og lovede vel at komme næste dag igen, men han udeblev og den retskafne, bedagede olding indgik to dage efter til de evige boliger, hvor han hos Alherren holdt sig forvisset om at nyde den trøst og husvalelse hans ringe tjener så hårdnakket havde vægret sig ved at yde ham her.

Referenten slutter denne sandfærdige beretning i det han ikke kan andet end at billige digteren R. C. Bruuns ord når han siger:


"Thi den hvis vandel er ren og ret,
Hans tro umuligt kan være slet".


(Politivennen nr. 584. Løverdagen den 10de Marts 1827, s. 155-159).


Erklæring

I Politivennen nr. 584 dette år er indført en annonce med titlen: "Utilbørligt og uchristeligt Forhold af en christelig Præstemand". Ved de ifølge det kongelige danske kancellis ordre, i anledning heraf optagne forhør og anstillede retlige undersøgelse som af vedkommende selv var begæret er det oplyst og bevist:

a) At stykket skal have været stilet mod sognepræsten i Ringsted, hans højærværdighed hr. dr. theologiæ og amtsprovst Münster, ridder af dannebrog og dannebrogsmand, hvis embedsforhold stykkets forfatter ved en særdeles lejlighed har haft til hensigt at udsætte for offentlig daddel

b) At det faktiske der skulle ligge til grund herfor, er uredeligt og fremsat på en måde som er aldeles i uoverensstemmelse med sandheden.

c) At stykkets egentlige forfatter har søgt at skjule sig for at unddrage sig ansvarlighed og at vælte denne over på bladet Politivennens redaktion.

Som dette blads redaktør og ifølge den ansvarlighed der påligger mig, endog for stykker hvortil jeg ikke selv er forfatter, erklærer jeg derfor herved de i nævnte annonce brugte udtryk og beskyldninger for aldeles grundløse og usandfærdige så at de ikke i mindste måde skal komme hans højærværdighed hr. amtsprovst Münster til fornærmelse, enten som embeds- eller som privatmand. Og denne erklæring indføres ikke alene i Politivennen, men tillige i den danske Statstidende for at det kan blive vitterligt for enhver der har taget notits af den annonce, at den er falsk og ubegrundet.

København den 8. november 1827.
K. Kristensen.

(Politivennen nr. 619 Løverdagen den 10de November 1827, s. 710-712).