27 april 2016

Ytring til Theater-Directionen.

En del af det musikelskende publikum finder sig foranlediget til at gøre den ærede direktion opmærksom på en uorden der let kan indsnige sig og formere sig ved vores teater og som i udlandet en gang imellem drager misnøje og urolige optrin efter sig. Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt. 

At en af disse virkelig undertiden kan føle sig ubekvem til at udføre dette eller hint store parti er begribeligt. Men at det går for hyppigt på til at være grunden, tror anmelderen at kunne bevise ved at måtte i en ung og øvet tenors hænder savne Don Ottavias ypperlige arie i Don Juan, og i besynderlighed Rosinnis brillante arie med kor i slutningen af Barberen i Sevilla, som vores fortjenstfulde jomfru Yrza sikkert ville give os med lige så meget kraft som behagelighed. 

"Det er nemlig ikke sjældent at meget yndede arier bliver udelukket af syngestykker uden at man kan opdage anden årsag til det end at sangeren eller sangerinden finder det for godt" (C.A. Lorentzen: Scene af "Figaros bryllup" o. 1782. Statens Museum for Kunst) 

Endvidere vil anmelderen være så fri at udpege nogle flere såsom Euphemias smukke og udtryksfulde arie i Nonnernes andet akt, Lisettes arie i Skatten. Mads' i Kærlighed uden Strømper. For ikke at tale om den herlige duet mellem Agiria og Tancredo som i sin tid blev udeladt af Trancredo formedelst hr. Zincks hæshed. Ikke desto mindre er det lidt tungt når man for sine 7 til 8 mark forventer at se en fuldstændig opera ikke alene må se sig skuffet i den forventning at høre sit yndlingsnummer, men i stedet for denne putte sin tyske nabos glose i lommen:

"So was darf man uns nicht biethen, wo ich her bin - oder:
Die Dänen müssen sehr gutmüthig seyn dass man Sie so behandlen darff"

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 764-765).