29 maj 2016

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller.