09 maj 2016

Nogle Sandhedsord til nærmere Eftertanke for indbildske Læger.

Der findes for tiden læger især blandt de yngre der besidder en så høj grad af egoisme og arrogance at de ved enhver lejlighed under deres tilvendte praksis ter sig som den opblæste frø, og som filosoffen i egen indbildning tror de at de har slugt al verdens visdom og lader hånt om alt hvad der ikke udspringer fra deres sublime hjerneorgan og anser sig som det højeste fuldkommenhedsideal i lægekunsten. For disse indbildske herrer turde følgende sandhedsord af en tænkende, sat og kyndig læge muligvis være tjenlige til ved nærmere, sindig eftertanke at moderere deres høje tankeflugt og at betragte deres hele viden fra et lavere synspunkt.

"De fleste læger bliver nu stående der hvor de ved slutningen af deres akademiske år var. Doktortitlen er et non plus ultra for al deres viden. I det højeste tror de at have erhvervet sig beundring, om ikke fordel, når de har besøgt hospitaler og tænker ved at gabe på de syge bliver lægen dannet. Men i et lazaret eller hospital bliver den duelige læge ingenlunde så let dannet som man tror. Just her hvor den unge mand skulle lære lægekunsten praktisk, gør mesteren sine visitter, uden at opholde sig længe ved sygesengen, eller at sige et ord om sygdommens natur og forandring, eller han bedømmer alle sige syge efter en målestok, ordinerer empirisk sine yndlings- og slendriansmidler, uden at ville anhøre en eneste fornuftig tvivl. 

Må her ikke snarere dannes praktiske fuskere end virkelige læger? Sådanne praktiske fuskere indhyldes i et særegent mørke, anser al videre læsning og studier som tegn på et svagt hoved og for begyndere i kunsten, spotter til sidst over al teori, over de mænd som ynder og begunstiger den, og tror at mængden af syge udgør den sande læge. De gode mænd tager fejl. Vidtløftig praksis gør ved mængden af de syge svagsynet og stolt, ligegyldig mod menneskeliv og menneskedomme, åbner hjertet for egennytte og den lidende menneskehed bliver forfængelighedens uskyldige offer. En læge af hoved og videnskab, der aldrig har set en syg, kan være mere erfaren end en anden der fra om morgenen kl. 6 til sent ud på aftenen løber - vel endog kører i brillant ekvipage - fra det ene hus til det andet. 

For den første ved hvad der hører til en iagttagelse og erfaring. Den sidste mangler derimod i de fleste tilfælde alle dertil hørende begreber og er ikke i stand til under det rigtige synspunkt med behørig individualisering af tilfælde og metode at affatte og fremstille en eneste erfaring, omendskønt publikum i hans person beundrer en guddommelig æsenlap. Hvis efter digterens udsagn den vise uden at rødme tør ønske sig så er den lærde læge med middelmådig praksis med rimelighed at agte mest, fordi han er i stand til ved mere tid og mindre tilløb at tænke over sundhed og sygdom, over liv og død og føle vigtigheden og værdigheden af sit kald, og ved klog vedligeholdelse ikke ved ødelæggelse at gavne menneskeheden. Hvem der ser for meget, ser til sidst slet intet, eller af rid og vindesyge for lidt. Hvem der altid er på gaden kan som alle sværmere ikke finde tid til at studere naturen. For kunst og videnskab er han så godt som tabt, og at anse som et rent kul". 

Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten von Dr. Müller, s. VIII

(Politivennen nr. 649Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 359-362)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Johann Valentin Müller: Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten, 1808.