20 maj 2016

Til den kongelige General-Post-Direction.

Lørdag den 30. august gik indsenderen af dette med et brev til postgården. Da han kom der kl. halv fem om eftermiddagen, så han indgangsdøren lukket og adskillige mennesker udenfor den. Efter at have hvilet lidt, så han sig nødt til at søge trængslen ved indgangsdøren for ikke at blive udelukket og ikke engang få sit brev afleveret. Skønt han som en mand der er nærmere de 70 end de 60, forenet med sin stilling og sundheds tilstand, måtte befrygte ubehagelige følger af den trængsel han nødtvungent fandt sig at tage del i, blandede han sig blandt mængden der hele tiden tiltog, af hvilke mange lignede dem som henter billetter ved Komediehuset. Og følgen var at han ikke alene på det ynkeligste blev presset fra alle sider, men den ubehagelige luft og sammenpressede ånde af så mange mennesker forårsagede at han næsten fik ondt. 

"Endelig åbnede døren og presningen blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind." (Hovedindgangen til Kongelig Post-Gaard. Eget foto, 2015).

Endelig åbnede døren og presset blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind. Han troede nu det værste overstået. Men nej, dette forestod da der kun er et eneste menneske til stede til at modtage alle de menneskers breve som var trængt igennem døren. Og indsenderen så at hele rummet som det er tilladt at betræde, var propfuldt af folk. Efter på ny at have udstået det mest ubehagelige tryk, blev han af med brev og penge, og glædede sig til igen at komme i den frie luft. Dog dette var lettere ønsket end iværksat. For for det første skulle han nu trænge sig tilbage mod dem som skulle aflevere deres breve, og dernæst går udgangsdøren ind i værelset i stedet for udad. Og må altså hver gang den skal op sammenpresse de allerede tæt samlede mennesker. Dog, da ethvert onde får ende, fik også dette. For efter den tredje pres slap han ud af døren. Klokken var da 50 minutter over fire. Han havde altså måtte anvende 35 minutter for at aflevere et brev.

Dersom en sådan pinlig stilling var fornøden eller uundgåelig for de af almenheden som brevveksler, da ville indsenderen af dette tie om det som til enhver anden uundgåelig ulykke. Han tror at den både kan og bør afhjælpes, og at det i højeste grad er upassende 2 gange ugentligt i en hel time hver gang at behandle de mennesker som afleverer breve på sådan en måde. (Det er en rimelig forudsætning at hverken generalpostdirektionen, postmestrene eller nogen af kontorets betjente ved det ringeste om denne uforsvarlige og uværdige måde, hvorpå de behandles, som giver postkassen en del af dens betydelige indtægter. For antager han ikke denne forudsætning, ville det give ham anledning til et andet forslag han ikke engang vil tænke sig, endsige nedskrive). Så derfor fremsættes til overvejelse følgende simple og let endog uden bekostning iværksættelige forslag:

  1. At fra den tid en mængde folk samles at da i det øjeblik disse tiltog, bliver betjente ansat på linjen fra den ene kontrollør til den anden for tillige med dem at modtage frankerede breve. Selv om dette måske de første gange ikke kan ske med hurtighed og nøjagtighed som af de øvede kontrollører, så ville dette dog vist snart læres da det ikke kan anses for noget svært studium. Og desuden i tvivlstilfælde kunne det jo afgøres ved kontrollørens beslutning.
  2. For de ufrankerede breve kan ansættes en betjent i hulen (hvad skal man kalde dette mørke sted ved vinduet?) der behørigt bestemt mod påtrængenhed kan modtage disse og gebyrskillingen og kaste dem i en kasse. Dertil behøves heller ikke meget studium.

Skønt indsenderen tror at disse forslag forenede vil afhjælpe den trængsel der nu hersker ved vores Hamborgposts afgang, tillader han sig dog endnu et, grundet på det strengeste rimelighed mod den brevvekslende almenhed:

At postgården ligger meget bekvemt i staden, kan ikke nægtes. Men lige så lidt kan det nægtes at der fra de yderste dele af staden er så langt at en stor del mennesker nødvendigvis må sammenstrømme i den sidste time af afleveringen. Skulle nu den brevudvekslende almenhed ikke turde nære det ønske at et brevpostmodtagelseskontor oprettedes i ethvert af stadens længst bortliggende distrikter fx et på Christianshavn, et i Sankt Annæ Østre Kvarter, et i Sankt Annæ Vester og et på Vesterbro, i særdeleshed om sommeren. Disse samlede breves transport til postgården kunne let ske ved postbudene. Og da breve ikke charteres før efter klokken 5, så ville disse kontorer ikke standse charteringen, men derimod være til betydeligt gavn og lettelse for almenheden, om det endog blev pålagt et gebyrskilling for hvert brev.

Hvorfor indsenderen altid bruger ordet almenheden er for at skelne mellem dem der ved at give dusører til postkontoret kan i mag indlevere deres breve 3 til 4 timer tidligere end alle i almindelighed der ikke i noget tilfælde skal kunne få et brev bort efter kl. 5, mens disse kan aflevere indtil 8 til 9. Og da kontoret sikkert må få meget betydeligt ind for denne udsættelse, håber man også at de udgifter disse forslag muligvis kan forårsage, deraf kan bestrides da han ikke tvivler på at jo generalpostdirektionen selv betaler sine folk, og ikke ved dusører lader dem lønnes af det brevvekslende publikum.

Af den kongelige generalpostdirektion om hvis iver for det almene tarv der kun er en stemme, og som ofte har taget hensyn til og afhjulpet rimelige anker, har indsenderen det håb at den også snarest mulig vil offentliggøre iværksættelsen af hvad her med så megen føje er påanket.

(Politivennen nr. 663Løverdagen den 13de September 1828, s. 593-599)


Redacteurens Anmærkning

En lignede klage findes i artiklen "Ærbødigst Forslag til den Kgl. Generalpostdirektion."  Politivennen nr. 792, lørdag den 5. marts 1831, s. 161-165