Jeg tager mig den frihed at spørge ejeren af gården nr. 292 i Adelgade om det ikke var muligt for ham at holde sin gård en lille smule mere ryddelig. For da jeg forleden aften besøgte en af min familie som boede i sidehuset, skete det da jeg ville gå derfra at jeg fik ødelagt en ny hat. Man advarede mig at jeg skulle tage mig i agt, da gården lå fuld af grus og murbrokker. Men deres advarsel hjalp mig kun lidt, for straks da jeg kom ned, løb jeg imod en af de stivere der understøtter sidehuset, så hatten fløj i rendestenen. For det andet måtte jeg gå langs ad rendestenen i skarnet. Måske vil man spørge hvorfor? Og jeg skal da fortælle årsagen. Langs med sidehuset er opstablet en mængde murbrokker lige ud til rendestenen. Og de stiver der understøtter huset, står udenfor rendestenen, tillige med en mængde gammelt ros. Altså var jeg nødsaget til at passe rendestenen, hvilket de af sidehusets beboere som bor længst oppe i gården, ligeledes nødes til.
Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen.
Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse.
Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)
Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen.
Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse.
Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.
(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)
Redacteurens Anmærkning
Adelgade 292 blev senere til Adelgade 37. Den blev formentlig revet ned ved de store saneringer i 1940'erne. Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605 .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar