02 juni 2016

Advarsel til den lange Herr' Holst i Skindergade.

Da indsenderen sidste juleaften kl. omtrent 10 kom gående fra Dyrkøb ned ad Skindergade, hørte han et skrækkeligt spektakel udenfor den vognmand der bor der og begav sig da derhen for at erfare årsagen. Han blev da underrettet om at vognmand Holsts lange søn med sine herkuliske kræfter havde kastet en af karlene baglæns ned mod stenbroen så at han næppe var i stand til at rejse sig og at dette hans forhold understøttet af en slump eder og forbandelser havde foranlediget dette optrin.

Indsenderen som dog ønskede at erfare enden på legen, blev tilligemed en anden velklædt person stående en kort tid midt på gaden, og skønt der hverken i ord eller gebærder blev givet personen den mindste anledning til misfornøjelse, søgte han dog af al magt lejlighed til også at komme i klammeri med os. Han henvendte sig fx til indsenderen med et spørgsmål fremsat i hånlig tone: "er der noget i vejen?", "vil De have lidt med?" osv uden at det dog kunne lykkes ham at opnå hvad han ønskede, fordi indsenderen altid gav et koldsindigt og undvigende svar.


Endelig kom vægteren der anmodede indsenderen og den ovenomtalte person om at gå bort og tilføjede at det var juleaften og at hvad den unge hr. Holst havde nydt muligvis virkede lidt vel stærkt på ham, og at han måske i denne tilstand ville vise sin myndighed over folkene.


Vægterens anmodning blev straks opfyldt, uagtet vi ikke anså os forpligtede til at vige for en person som hr. Holst der ved indsenderens bortgang endog truede med de ord: "Det er ham med den blå chenille jeg vil have fat på". Den omtalte anden person der fulgte med og som havde været vidne til at indsenderen aldeles ikke havde fornærmet den lange Holst, ytrede for vægteren sin fortrydelse over at han således ustraffet kunne tillade sig fornærmelser imod en aldeles uskyldig person og var yderst opbragt over at indsenderen så tålmodigt lod sig overfuse af ham, hvortil vægteren svarede: "Gud trøste ham, dersom hans far får det at vide, da kan han være sikker på sine rene, skære prygl."


Ved at offentliggøre denne affære har indsenderen ikke villet undlade at advare den lange hr. Holst for at udvise en så upassende opførsel i fremtiden samt at anmode ham om at beflitte sig på et sådant forhold at han ikke skal volde sin alment agtede far flere krænkelser af lignende slags.


(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 41-43)



Svar fra Chr. Holst til den lille Angriber i forrige Nr. af Politivennen.

I det sidst udkomne nummer af dette blad har "en næsvis lille person" (jeg ved ingen anden måde at benævne ham på) gjort sig den umage at fremsætte en annonce imod mig i en uforskammet tone. Og hvorfor? Fordi han har set mig give en grov tjenestekarl en følelig, men velfortjent irettesættelse!

At høflighed på et sted hvor en snes mennesker af den tjenende klasse er i virksomhed, ikke altid er det mest virksomme middel, om det end var det mest ønskværdige til at holde så mange som oftest rå og uvillige karle i tømme og bringe dem til at gøre deres pligt, det vil enhver indse der besidders und menneskeforstand. Dog herpå gør den lille anonymus formodentlig heller ingen fordring. For i følelsen af sin lille persons store vigtighed blandede han sig på en næsvis måde i en affære der på ingen måde vedkom ham eller trængte til tredje mands drøftelse. For at jeg uden ydre foranledning skulle have tilladt mig fornærmelige udtryk mod en mig aldeles ubekendt person, er en så tåbelig beskyldning at den næppe behøver noget svar. For hvad skulle vel have bevæget mig til at ytre mig netop mod personen "i den blå chenille" og ikke mod den anden tilstedeværende, når ikke denne første ved på en næsvis måde at trænge sig ind på mig, havde udladt sig med noget om "uforskammet opførsel" og deslige, der opbragte mig og måske har fremkaldt de af ham omtalte udtryk, hvilke jeg for resten hverken vil bekræfte eller benægte, da næsten en hel måned er forløbet siden den tid. Og hvis det måske skulle være netop disse, i brede kredse udtalte ord, der har fornærmet hr. Anonymens lille personlighed og foranlediget hans offentlige angreb, Herre Gud! er det da værd at gøre så mange ophævelser for de prygl han ikke har fået, skønt de for resten kunne have været velfortjente?!

Hvad den øvrige del af historien angår, ved jeg ikke hvad jeg mest skal beundre: personens klogskab eller hans sandhedskærlighed. Han siger "at han gav mig koldsindige og undvigende svar". Hvor klogt! Skade kun at jeg ikke har samme begreber om disse som han. Han fortæller derpå med største suffisance en opspunden diskurs med gadevægteren, hvoraf sandheden er at vægteren bad personen "at pakke sig, da det var juleaften og folkene var lidt muntre, hvilket ikke vedkom ham". Men hvor klogt, hvor snildt ved personen ikke at lægge sine usande udsagn i munden på en stakkels gadevægter! 

Dog hele denne diskurs bærer overhovedet et så latterligt præg at der behøves en forstand som den lille persons, for blot et øjeblik at kunne håbe at bringe andre til at tro den. Men når nu denne samme gadevægter, hvis autoritet De bestandig påberåber Dem, og hvis vidnesbyrd De vel altså heller ikke vil forkaste, da han er deres eneste hjemmel, når nu han tilbyder sig endelig at bevidne hvor det forlanges at han ikke har talt et eneste ord af hvad det har behaget Dem at lægge i munden, så tror jeg enhver vil indse at Deres uforskammethed også heri søger sin lige og alt hvad De har opnået ved at bekendtgøre denne i sig selv ubetydelige sag kun er: at have prostitueret Dem selv.


(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 52-56)


Redacteurens Anmærkning

Holst i Skindergade må ifølge Kraks Vejviser 1829 være P. Holst, vognmand og hyrekusk, Skindergade 33 & 34. Og Chr. Holst hans "lange" søn. Denne matrikel tæt på Jorcks Passage hedder i dag Skindergade 31. Alle bygninger er fra 1890'erne, og artiklens åsted derfor ikke synligt i dag.