05 juni 2016

Spørgsmaal til Dicrectionen for Fattigvæsenet.

Hvilken adfærd er der bestemt mod den distriktslæge som forsømmer sine pligter?

Kan en distriktslæge forsømme at lade sine patienter ligge i 5 dage, ja endog i længere tid, uden mindste tilsyn?


Ved et besøg sidste fredag den 13. marts i armodens boliger i Amaliegade nr. 132 forefandt indsenderen blandt flere lidende en kone med et 4 års barn som især tiltrak sig hans opmærksomhed. Kæmpende med mangelens elendigheder lå hun og barn henstrakte på sygelejet, begge led af en langvarig gulsot. På forespørgsel hvorfor de syge ikke i den tilstand de var kunne komme på hospitalet, svarede de omkringstående at lægen ved sit sidste besøg havde sagt "at der var ingen plads". Den tilstedeværende forstander spurgte om lægen havde været der siden onsdag hvorpå der blev svaret: Nej, men at han efter tilsendt bud have lovet at komme om tirsdagen.


Jeg indfandt mig igen dagen efter og forefandt de lidende i en forværret tilstand da en heftig feber havde angrebet dem begge og endnu uden lægens tilsyn uagtet der samme dag atter havde været bud hos ham. Forstanderen gav igen befaling til øjeblikkelig at sende bud til lægen.


Ved den faste beslutning i fald endnu ingen hjælp var kommet da at bidrage af yderste evne til at lindre de lidendes ublide skæbne, indfandt jeg mig igen om søndagen kl. 12. Endnu havde ingen læge ladet sig se. Ved dette besøg forefandt jeg tillige en af stadens værdige hædersmænd som selv forfærdedes ved dette syn. Og ved at høre denne fremgangsmåde. besluttede jeg derpå at opsøge lægen i hans bopæl for at formå ham til at give den fornødne hjælpe, men traf ham ikke hjemme. Klokken 4 søgte jeg igen lægen, men han var endnu ikke at træffe. Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp, hvilket han lovede skulle ske snarest muligt.


"Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp." (J. C. Wendt, af Frederik Ferdinand Helsted. O. 1838. Statens Museum for Kunst)

Henimod aften ønskede jeg at erfare om endnu ingen læge havde ladet høre fra sig, og gik derfor til de syges bopæl. Men min formodning blev bekræftet. Derimod erfarede jeg til min store glæde at såvel moderen som barnet næppe en time efter at jeg sidst havde været der, efter hr. professor Wendts anordning var blevet underkastet den fornødne visitation og uopholdeligt afhentet til hospitalet.


Endnu mandag den 16. lå flere hårdt lidende og sukkede forgæves efter en menneskekærlig læges omsorg.


Det er meget tungt for et følsomt menneske at se den ulykkelige fattige sukke under kuldens og hungerens lidelser. Men mere end hjerteskærende er det når sygdommens rædsler tillige forener sig at den ulykkelige da skal savne menneskekærlig pleje og omsorg i en så velordnet stad som denne, fordi der gives mennesker som så dårligt opfylder deres pligter mod deres ulykkelige lidende medbrødre.


København den 17. marts 1829
Th. J. Thønnesen.


(Politivennen nr. 690, Løverdagen den 21de Marts 1829, s. 180-183)

Redacteurens Anmærkning

Amaliegade 132 blev i 1836 delt i to, 132 A og B. A blev 1859 til Amaliegade 38, og i 1896 til Amaliegade 46. B blev 1834 sammenlagt med 307. Ejendommen lå formentlig hvor nu Mærsk ligger.

Almindelig Hospital havde på den tid en leder, læge og professor J. C. Wendt. Som muligvis kan være den omtalte i artiklen, hvorfor jeg har brugt billedet af denne. Hans beretning om Almindeligt Hospital findes på internettet.

I Krak 1830 optræder Th. J. Thønnesen som sæbefabrikant, Halmtorvet 71.