07 juni 2016

Anmodning til En, der har det for varmt.

I huset nr. 300 i Prinsensgade på Christianshavn på 1. sal lige over porten ses ofte en mandlig skikkelse stående for vinduet såvel om aftenen ved lys som ved højlys dag. Han præsenterer sig i den bare skjorte, ja forleden dag viste han sig der endog ganske nøgen. For at de lige overfor boende kan undgå dette krænkende skue mod velanstændigheden, anmodes nævnte person om at når han er nødsaget til at befinde sig i en sådan tilstand, han da enten fjerner sig fra vinduet eller også anskaffer sig et rullegardin bag hvilket han frit og uden at krænke sine genboers blufærdighed kan promenere i hvilket kostume han lyster.

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 278)

"Han præsenterer sig i den bare skjorte, ja forleden dag viste han sig der endog ganske nøgen." (Prinsessegade 20, Kafe falken - det lave blå hus i baggrunden. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade nr 300 blev i 1859 til Prinsessegade 16, og i 1914 til Prinsessegade 20. Den nuværende bygning er opført ca. 1733 og har gennemgået flere ombygninger. I 1766 var der i stuen en høkerbod. Ved ombygningen i 1934 fik facaden sit nuværende udseende. Kafe Falken blev totalrenoveret som bevaringsværdigt i 1993 – 94. Kafeen flyttede dog først dertil i 1935.