08 juni 2016

Et harmeligt Optrin i Skuespilhuset i Torsdags Aftes.

Sidste torsdag aften fandt der i det Kongelige Skuespilhus et optrin sted som var højst påfaldende. Ikke som om det var eksempelløst i vores teaters annaler, for noget lignende er jo sket mange af vores digtere, selv de to største: Oehlenschläger og Baggesen. Men her var partiskheden alt for øjensynlig. For da stykket som opførtes for første gang, var utrykt, var dets beskaffenhed jo ubekendt for alle, og hvorfor tog man da piber med? Sjældent er det at et stykke forbinder indre værd med teatralsk effekt, hvilket netop var tilfældet. Tillige blev det fortræffelig spillet, især hovedrollerne, hvorfor da også et stormende bifald genlød i alle dele af huset, endog i første etage. 

Hvad kan vel altså være grunden til sådan usømmelig adfærd, uden partihad eller lapsestreger? Den sidste grund er de fleste tilbøjelige til at antage. Imidlertid er det gået her som ved så mange lejligheder at man beskylder nogle unge studenter for at have været ophavsmændene. Men det har snarere været velklædt pøbel, i det mindste er det vist at ingen bekendt mand af grundsætninger og smag var blandt dem. Heller ikke er det bekendt at det på andre steder så gængse bursche-uvæsen skulle ønskes indført her. Men det være som det nu vil. Forfatteren kan tage sig sådant meget let og trøste sig ved den gamle regel, at det ikke er de dårligste frugter som ormene stræber efter at søndergnave. Det er bedre at have et stort og agtværdigt publikum for sig, end en flok vanartige piberdrenge som nylig er sluppet ud af solen og hverken formår at frembringe en tålelig linje eller at bedømme det ubetydeligste af andres arbejdet.

Når mon den tid en gang vil komme da teaterdirektionen og øvrigheden finder det usømmeligt at tilstede vægterpiber at genlyde i et kongeligt skuespilhus, med mindre det som Gud forbyde! skulle komme i brand? Tavst mishag, hvilket adskillige stykker har erfaret, så de ganske er døde hen, er langt mere passende når forfatteren virkelig fortjener det, og må være ham langt synligere end det latterlige og foragtelige piberi.


Smidt.


(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 288-290)

Om Bifalds- og Mishagsytringer i Skuespilhuset.

Alt det meget både rigtige og urigtige der er skrevet om dette emne, uagtet tror indsenderen dog at følgende to bemærkninger for nærværende tid ikke er af vejen:

1. Viseligt er vist nok det lovbud som byder at piben først må lyde efter stykkets opførelse, og som indskrænker dens tid til  minutter. Men viseligst ville det måske være (når den gamle hr. slendrian vil tillade det) at lade alle bifaldsytringer blive henlagt til mellemakterne. For den æstetiske nydelse forstyrres nu ved klappen og bravoråb (i forrige tider tillige ved hyssen, gaben, nysen og piben) lige så meget som tilhørernes opbyggelse af en god prædiken forstyrres ved klingende tavlers ombæring.


2. Det er almindelig bekendt at ofte umodne, eller partiske dommere enten den mest uvidende pøbel, lejesvende, slagtere, drenge som ikke endnu har afrystet skolestøvet, eller ondskabsfulde gabalmagere fører tonen i Skuespilhuset. Et eksempel herpå har vi nylig oplevet efter den første opførelse af "Greven af Essex". For mens hele huset genlød af klap, bravoråb og "leve forfatteren" og selv dannede damer lydeligt tilkendegav deres bifald, var det kun 4 til 5 pibere der lod sig høre som partihadets eller kådhedens eller måske begges partiske repræsentanter. Disse helte var formodentlig de samme der allerede adskillige uger før opførelsen uden at have læst det utrykte stykke truede med dets udpibning. Indsenderen er også overbevist om at den alment agtede forfatter betragter sådant med samme ligegyldighed som al overdreven og ubetinget ros. De gode herrer pibere har formodentlig ikke læst følgende ytringer af tænkeren Tode: "Med alt det smertelig, udpibningen har for en forfatter af følelse, er den dog ikke den rette sønderknuselsesmåde. Når det første indtryk er forbi, kan han le af det, være sit vanheld bekendt og et  offer for uædelt privathad. Derfor lod Fielding sætte på titelbladet af sin Eurydike: Udpeben på skuepladsen i Drurylane *). Den mest passende og mest forrhånende straf for en forfatter er foragt, og dennes viseste tegn er et tomt hus. Derfor siger også Horatius:
"Quen tulit ad Scenam ventoso gloria cursu,
Examinat lentus Spectator"

Det værste ved denne sidste straf er at det er en stille og evig død. Det tomme hus er forfatterens helvede hvorfra ingen frelse gives. Mine herrer pibere, læg disse ord på hjertet. Betænk at De aldrig kan straffe en forfatter som ikke har fundet nåde for Deres øjne, bedre end ved både selv at blive borte ved hans stykke opførelse og ved i øvrigt at skaffe ham tomt hus ved Deres ivrige anstrengelser".


Ved denne lejlighed tror indsenderen det passende, ligesom forfatteren af et i sidste Politivennen om denne sag indrykket stykke at gøre opmærksom på det usømmelige og uværdige i at ytre sit mishag ved at støde i en pibe når man besinder sig i selvskab med anstændige og dannede mennesker, ikke blandt en rå folkehob eller drengevrimmel. Hr. etatsråd Rahbek som for et par år siden i månedsskriftet Hertha på en så ædel og værdig måde ytrede sig om denne sag og så eftertrykkeligt erklærede sig mod pibning, opfordres herved til på sin post som teaterdirektør at bidrage til dette uvæsens afskaffelse uden at gøre brud på anstændig meningsytring. Hvilken enhver upartisk må ønske at se vedligeholdt i den mest uindskrænkede grad. Det vil kun koste ham og de andre herrer direktører en allerunderdanigst forestilling til hans majestæt derom. Denne adfærd er lige så vanærende for nationen og den studerende stand som litterære fejder er det for litteraturen når de udarter til lave personligheder og kåde drillerier.

*) Dette kunne Baggesen med ædel selvfølelse have sat på titelbladet af sin "Trylleharpe" og ville andre med en modsat følelse på dets skuespil.
Indsenderen anmærkning.


(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 293-296)

Redacteurens Anmærkning

"Greven af Essex" er et heroisk-tragisk drama i fem akter af Johannes Christian Lange (1785-1850) og blev opført på Det Kongelige teater 30. april og 9. maj 1829. Stykket har den tvivlsomme ære at være ophav til Essexfejden:
Hans navn huskes nu kun i forbindelse med den såkaldte "Essexfejde". 30.4.1829 spillede Det kgl. teater hans sørgespil Grev Essex; det blev en stormende fiasko og forsvandt efter 2. opførelse; siden udpibningen af Baggesens Trylleharpen havde tilskuerpladsen ikke været vidne til så skandaløse demonstrationer hvor spektakelmagerne "udtudede sit Mishag i Raabere og Studehorn" (Overskou).
Om stykket berettes:
Den anden Tragedie, Johannes Christian Langes "Greven af Essex," havde Forfatteren selv allerede inden Opførelsen vakt Mistro imod, ved i ... flere Blade at lade bebude hvor fortræffelig den skulde blive. Da den nu kom frem og Publikum fandt, at den, som en Kritiker træffende bemærkede, "var grundslet, fordi den, selv om den ikke havde været saa slet, ikke indeholdt det mindste Godt," saa faldt den strax totalt igjennem. Alligevel blev "Greven af Essex" længe i Folkemunde, deels fordi Publikum dog forargedes over, at Kaadheden ikke havde ladet det være nok med at gjøre Løier under Forestillingen og pibe efter den, men udtudet sit Mishag i Raabere og Studehorn; deels ved den i Bladene mere end et halvt Aar vedvarende "Essexfeide", hvori Forfatteren ganske ene, med stor Hidsighed og under barnagtig Paaberaabelse af mange skikkelige Folks Attester, stred med alle dem, der ikke, som han, vilde finde hans Stykke fortræffeligt.  

Knud Lyne Rahbek (1760-1830) var 1809 blevet medlem af Det Kongelige Teaters direktion.

Politivennens beklagelser stod dog ikke alene, fx imødegik en artikel i Kjøbenhavnsposten 10. juli 1830 nogle af påstandene fra Politivennen.

Emnet er et eksempel på at Politivennens synspunkter ikke længere stod alene, se brudstykket fra Kjøbenhavnsposten.

En lignende klage fremføres i artiklen "En skammelig Misbrug ved den Kongelige Danske Skueplads." underskrevet Laur. J. Hansen, i Politivennen nr. 906, lørdag den 11. maj, 1833. Side 331-333. Med svar "Nogle Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 906: En skammelig Misbrug ved den kongelige danske Skueplads", Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363-367 af A. Petersen.