03 juni 2016

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.


I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.


I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.


Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.


Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 


Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.


(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)