18 juni 2016

Nogle Spørgsmaale, betræffende Gravernes Behandling af vore Dødes Been.

Det er glædeligt at skue hvor man møder embedsflid og opmærksomhed for sit kald, især hvor man ved at lønnen er sparsom og man ser det dog en gang imellem. Men det er også dobbelt harmeligt at møde uorden og skødesløshed hvor man ved at vedkommende embedsmænd er rundeligt lønnet. I sidste tilfælde tror jeg vist at graverne ved vores skønne Assistenskirkegård befinder sig. For finder de måske deres bestemte løn noget knap, er dog deres sportler og frivillige gaver vist betydelige. Men om de kan siges altid at opfylde deres pligter så fuldkomment som man rimeligvis kan fordre det, er måske et spørgsmål. 

"Straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav." (Assistens Kirkegård, afdeling C, 2016. Eget foto).

Det er ikke sjældent at se når en ny grav graves hvor før har været begravet, at man opkaster store og små menneskeben ganske skødesløst med jorden og lader disse ligge til væmmelse og harme for de spadserende og dem der som ligfølge er mødt til at træde ganske nær disse menneskets sidste, forstyrrede levninger. Men især var synet af disse menneskelige relikvier yderst overraskende og oprørende da man i torsdags den 9. i denne måned ved at besøge denne skønne lund straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav. 


Dersom det ikke er pligt, kan man da ikke med rimelighed fordre så megen opmærksomhed af de herrer gravere at blive forskånet for sådant for enhver, men især for den allerede vemodige, yderst forstummende syn? Og ville det ikke være en ringe ulejlighed for karlen som graver graven, at kaste alle forekommende ben i en hob til en side mens han graver, og efter at have fuldendt graven i dens bund at gøre to tre spadestik og der nedlægge de samlede ben og overdække dem med lidt jord. Det er manges mening at sådant ville være menneskeligt og rimeligt. Og skulle denne fremfærd mod disse vores sidste levninger ikke allerede være en pligt, burde det da ikke gøres vedkommende til pligt?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 468-470)