26 juni 2016

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Huitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 


Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Huitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Til Herr' Conditor Pedrins Raadgiver.

Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte. 

Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd. 

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712) 

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Huitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  


 I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Huitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Peder Huitfeldts Stræde 94 er genstand for anker, denne gang over en mosaisk boligejer i artiklen "Pjaltenborg." i Politivennen nr. 1223, lørdag den 8. juni 1839, side 351-356.